Rumænien kræver NATO-udstyr til Sortehavet

Montreux-konventionen fra 1936 giver Tyrkiet kontrol over krigsskibes passage gennem Bosporus og Dardanellerne. Derfor kan NATO ikke bare sejle en stor flåde ind i Sortehavet, når alliancen ønsker det (Turkish MFA). Den begrænsning ligger under Rumæniens krav på denne uges NATO-topmøde i Ankara: Bukarest beder ikke om endnu en formulering om truslen, men om radarer, missilforsvar, ammunition og logistikkorridorer, der gør afskrækkelse praktisk mulig (BTA, Moldpres). NATO beskriver allerede Rusland som den største direkte trussel og Sortehavet som strategisk vigtigt (NATO). Det, der mangler, er materiellet bag ordene.

Hvorfor Sortehavet er anderledes

På den baltiske og polske del af NATO’s østflanke handler afskrækkelse især om soldater, baser og jernbaner. Rumænien har brug for det samme, men med en ekstra begrænsning: forstærkninger ad søvejen afhænger af, om Tyrkiet vil åbne stræderne. Carnegie Europe vurderer, at Ankara har brugt en logik om regionalt ejerskab til at holde Sortehavets sikkerhed forankret hos de tre kystnære NATO-lande, Tyrkiet, Rumænien og Bulgarien, snarere end at åbne for en bredere allieret flådetilstedeværelse (Carnegie Europe). Derfor beder Bukarest ikke bare om flere soldater. Landet beder om en afskrækkelsespakke, der tager højde for, at adgangen til Sortehavet er politisk og juridisk begrænset.

De begrænsninger bliver allerede testet. Droneepisoder over eller tæt på rumænsk territorium i 2026 har vist huller i både opdagelse og reaktion, som de nuværende systemer ikke kan lukke. Rumænien bestiller nu mobile Skyranger-luftforsvarssystemer på Lynx-pansrede køretøjer for at håndtere lavtflyvende trusler (Truppendienst). Andre østeuropæiske allierede køber tyske IRIS-T-systemer til mellemdistanceforsvar (Zeit). Men indkøb er ikke det samme som indsættelse. Systemerne kræver uddannede besætninger, ammunition, reservedele og en kommandostruktur, der kan svare hurtigt på det afgørende spørgsmål: Når en drone krydser ind i NATO-luftrum, hvem ser den, hvem klassificerer den, og hvem har lov til at skyde?

Hvad afskrækkelse koster i praksis

Først kommer opdagelsen. Sensorer, der kan følge lavtflyvende droner og maritime trusler, er det mest akutte hul. Luft- og droneforsvar, herunder Skyranger- og IRIS-T-ordrerne, udgør næste lag, men kun når systemerne står hos enhederne med skarp ammunition og en fungerende forsyningskæde.

Til søs ser opgaven anderledes ud. Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet har udvidet deres trilaterale minerydningsgruppe, så den også dækker overvågning og beskyttelse af undervandsinfrastruktur (BNR). Den model er realistisk, netop fordi Sortehavslandene selv leder den, og fordi Montreux-reglerne begrænser en større allieret flåde. Den har brug for NATO-støtte i form af efterretninger og planlægning, ikke krigsskibe, som traktatretten alligevel vil bremse.

Sidste del er logistikken: en foreslået brændstofrørledning fra Tyrkiet gennem Bulgarien til Rumænien samt bedre veje, jernbaner, havne og depoter, så forstærkninger kan nå den sydøstlige flanke og blive forsynet, når de er fremme (wschodniaflanka.pl). Uden den infrastruktur kommer kampenhederne langsomt frem, og de kan ikke holdes i gang ret længe.

Andre allierede har grund til at følge med

Polen ser ikke Rumæniens sårbarhed som en lokal sag. Før mødet i Ankara koordinerede præsidenterne fra Polen, Litauen, Letland, Estland og Rumænien en fælles position (rp.pl). Warszawas beregning er enkel: En stærkere sydøstlig flanke giver NATO flere ruter, baser og forsyningsmuligheder og mindsker presset på den baltiske korridor og det smalle Suwałki-område. Tysklands kansler, Friedrich Merz, har samtidig sat topmødet ind i en bredere europæisk ramme: Europa skal tage mere ansvar i NATO og levere kapaciteter, der kan bruges, ikke bare løfter (Bundesregierung, Euronews).

I Ankara står alliancen derfor med et ret konkret valg. Den kan levere de sensorer, forsvarssystemer og logistiske forbindelser, Rumænien efterspørger. Eller den kan vedtage endnu en erklæring og lade et NATO-land håndtere næste droneindtrængning med for lidt evne til faktisk at stoppe den.