Rumænien risikerer €100 million for kul

Rumænien vil lade tre lignitfyrede kraftværksenheder køre videre efter den 31. august 2026, selv om landet havde lovet Bruxelles at lukke dem som led i aftalen om EU’s genopretningsmidler. Den 28. august godkendte regeringen et memorandum, der forlænger driften af Craiova 1 og 2 til midten af 2027 og Turceni 5 til begyndelsen af 2028 (Libertatea, Spotmedia). Samme dag erklærede Portugals minister Castro Almeida, at landets genopretningsplan var "helt afsluttet" (Observador, RTP). Samme EU-program, samme frist, to meget forskellige resultater.

Sådan betaler RRF, og derfor betyder timingen noget nu

RRF, Recovery and Resilience Facility, er EU’s store genopretningsprogram efter pandemien. Det fungerer ikke som en almindelig refusionsordning, hvor medlemslande sender regninger til Bruxelles og får penge tilbage. Regeringerne aftaler på forhånd konkrete reformer og investeringer. Først når de kan dokumentere, at milepælene er nået, bliver pengene udbetalt (EUR-Lex, Council of the EU). Rumænien forpligtede sig til at vedtage en lov, der bandt landet til udfasning af kul, og til fysisk at tage kul- og lignitkapacitet ud af drift senest 31. august 2026 (Agerpres).

Rumænien har brudt begge løfter. Parlamentet vedtog i august ændringer, som siger, at kulenheder kun kan lukkes, når erstatningskapacitet med lavere udledning er bygget og sat i drift (Agerpres). Det vender reelt den kullukningslov om, som EU-Kommissionen allerede havde vurderet og betalt for. Regeringens beslutning om at lade Turceni og Craiova fortsætte elproduktionen bryder samtidig den fysiske nedlukningsforpligtelse. Tidligere i år afviste Bruxelles allerede en rumænsk model, hvor kapaciteten blev reduceret på papiret uden egentlig lukning (Economica.net). Den slags bogføring imponerer sjældent en institution, der lever af bilag.

Efter artikel 24 i RRF-forordningen er sanktionen ikke en bøde i klassisk forstand. EU-Kommissionen kan suspendere hele eller dele af en betaling, give regeringen tid til at rette op og derefter reducere beløbet permanent, hvis bruddet består (EUR-Lex). Premierminister Ilie Bolojan har sat prisen for kulforsinkelsen til op mod 100 mio. euro (Economica.net), men det er uklart, hvordan Bruxelles er nået frem til beløbet. På et tidligere tidspunkt kunne Rumænien have rettet bruddet og sendt sagen ind igen. Ved slutfristen er manøvremuligheden væk: Kommissionens afslutningsvejledning kræver, at alle tiltag er gennemført senest 31. august, at de sidste betalingsanmodninger indsendes i september, og at programmet afsluttes juridisk i december (European Commission). En suspension nu bliver derfor til et varigt tab.

Portugal leverede ikke perfekt. Det holdt Bruxelles inde i processen.

Portugal har erklæret sin genopretningsplan på 21,9 mia. euro afsluttet og forbereder sin tiende og sidste betalingsanmodning. Landet har allerede modtaget omkring 79 % af sin samlede tildeling (ECO, Portuguese government). Vejen dertil var ikke snorlige. Lissabon omprogrammerede omkring 516 mio. euro mellem investeringer og fjernede 85 milepæle, især gennem administrative sammenlægninger, som Bruxelles godkendte før fristen (Portuguese government, Sol). Mål for sundhed og boliger blev skaleret ned. Portugal justerede med tilladelse. Rumænien ændrede vilkårene på egen hånd.

Hvem betaler for at holde kullet i gang

I Rumænien er de kortsigtede vindere lignitværkerne, deres ansatte og politikerne i Oltenias kulområde, som undgår en brat nedlukning, før erstatningskapacitet fra gas og sol er på plads (Libertatea). Taberne er mindre synlige, men de findes. Hvis Bruxelles skærer i betalingerne, mister projekter under genopretningsplanen finansiering. Rumænske skatteydere må dække hullet gennem højere låntagning eller lavere offentlige udgifter (ZF).

Sagen rækker ud over Rumænien, fordi andre kulafhængige lande, herunder Polen og Bulgarien, også har energiforpligtelser i deres RRF-planer (Euronews Poland, Investor.bg). Hvis Bruxelles accepterer en ensidig udsættelse ved målstregen, bliver RRF lettere at behandle som noget, der kan genforhandles efter udbetaling. Hvis Kommissionen skærer i Rumæniens tildeling, betaler lokale skatteydere for den politiske beslutning om at holde kullet kørende. Kommissionens regnestykke er stadig uklart, men præcedensen er enkel: Enten koster brudte milepæle penge, eller også gør de ikke.