Rumænien risikerer 4,5 milliarder euro

Rumæniens parlament har frist til 31. august til at vedtage seks reformlove, herunder en samlet lønlov for den offentlige sektor. Ellers risikerer landet at miste mere end 4,5 mia. euro i de resterende udbetalinger fra EU's genopretningsfond, RRF, der finansierer medlemslandenes økonomiske genrejsning efter pandemien (Romania Insider, Rador). Efter fristen kan EU-Kommissionen skære pengene permanent væk (Regulation (EU) 2021/241).

Lønloven er den sværeste af de seks reformer. Den rammer direkte ind i genopretningsfondens grundproblem: EU udbetaler engangspenge, men reformerne kan udløse varige udgifter på de nationale budgetter.

Engangspenge, faste udgifter

Rumænien lovede en reform af de offentlige lønninger som modydelse for genopretningsmidlerne. Bruxelles frigiver først pengene, når loven lever op til det løfte (Commission Romania RRP page, Council RRF explainer). Landets fjerde betalingsanmodning blev allerede delvist suspenderet på grund af uafklarede reformmål (European Commission).

Den samlede lønlov skal erstatte Rumæniens nuværende kludetæppe af særskilte lønaftaler for lærere, læger, politi og embedsmænd med én fælles lønramme. Det vil sige en tabel, hvor løn fastsættes efter stilling, anciennitet og sektor. Det afgørende spørgsmål er stadig ubesvaret: Om den endelige model udjævner lønforskelle, lægger loft over de højest lønnede, løfter de lavtlønnede eller udskyder allerede lovede stigninger. Der er endnu ikke offentliggjort noget konkret løngitter.

Koalitionens regnestykke

Lønloven har splittet Rumæniens regeringskoalition efter en velkendt linje. Den midlertidige premierminister Ilie Bolojan siger, at hans parti, PNL, vil stemme for den version, som kan godkendes af EU-Kommissionen. Ifølge ham sætter lønloven alene 770 mio. euro i EU-udbetalinger på spil (Gândul, Agerpres). Det tal stammer fra politiske udmeldinger, ikke fra et offentliggjort kommissionsdokument.

PSD-politikeren Lia Olguța Vasilescu svarer, at den nye lønlov vil koste staten dobbelt så meget, som Rumænien får fra genopretningsfonden (Agerpres). Hendes sammenligning blander en tilbagevendende årlig lønudgift med en engangsudbetaling fra EU. Det er to forskellige budgetstørrelser. Men bekymringen er reel: Hvis Rumænien hæver offentlige lønninger permanent for at få adgang til én betalingsrate, kan den langsigtede regning blive større end den kortsigtede gevinst.

Arbejdsminister Dragoș Pîslaru siger, at EU-Kommissionen har godkendt Rumæniens forslag til genforhandling, og lover "behagelige overraskelser" i det reviderede udkast, efter at fagforeningerne afviste maj-versionen (Rador). Hvad overraskelserne betyder for de faktiske løntrin, ved ingen uden for forhandlingslokalet.

Hvem tager regningen

De offentligt ansatte er mest udsatte og samtidig dårligst informeret. De ved endnu ikke, om det udkast, som kan godkendes i Bruxelles, presser lønforskelle sammen, lægger loft over de højest lønnede eller udskyder lovede lønstigninger. Hvis loven vedtages i en stram version, taber de bedst lønnede offentligt ansatte. Hvis den går i stå, og EU-udbetalingerne fryses, lander regningen hos de rumænske skatteydere.

Regeringen vil i så fald skulle finansiere EU-støttede projekter over det nationale budget. Det sker samtidig med, at Rumænien allerede er under EU's procedure for uforholdsmæssigt store underskud, altså den disciplinære proces for regeringer, der låner for meget. Det efterlader begrænset plads til mere gæld (European Commission).

Rumænien er ikke alene om tidspresset. Bulgarien fik omkring 100 mio. euro tilbageholdt på grund af tre uafsluttede reformer, selv om landet havde opfyldt 23 ud af 26 milepæle (24 Chasa). Polen har godkendt en sidste revision af sin genopretningsplan for at flytte midler til projekter, der realistisk kan nås før samme frist (Polish Ministry of Funds). Alle lande, der skubbede de svære reformer foran sig, møder nu den samme komprimerede politiske kalender.

Rumæniens sag er særligt synlig, fordi PSD, koalitionens største parti, kobler sit samarbejde til et lederskifte, der ikke handler om lønninger eller budgetter. Parlamentet står derfor ikke kun med et teknisk reformproblem. Det skal afgøre, om regeringspartierne kan adskille en lønkonflikt fra en magtkamp, før pengene forsvinder.