Rumænien risikerer €770 millioner

Rumæniens fire store partier kunne 26. august ikke blive enige om en reform af lønningerne i den offentlige sektor, fem dage før EU’s genopretningsfond efter pandemien lukker for nye reformmilepæle (Romania Insider, Bloomberg). For at beholde 770 mio. euro i tilskud skulle Rumænien nå at vedtage loven, få præsidentens underskrift og give EU-Kommissionen tid til at kontrollere reformen inden 31. august. Det vindue er reelt lukket.

Sådan virker betalingssystemet, og derfor sidder Rumænien fast

RRF, EU’s genopretnings- og resiliensfacilitet, er den store fond fra tiden efter pandemien. Den udbetaler ikke penge efter behov, men efter dokumenteret levering: EU-Kommissionen skal først bekræfte, at et land har gennemført den reform eller investering, som landet selv har skrevet ind i sin plan (European Commission, Council of the EU). Rumænien gjorde reformen af de offentlige lønninger til en af disse milepæle.

16. august indsendte Bukarest sin femte betalingsanmodning. Den er på 2,84 mia. euro og dækker 75 milepæle (Radio Romania International, Mediafax). Lønloven ligger inde i den sag.

Normalt kan Kommissionen tilbageholde en del af betalingen, hvis et land ikke lever op til en milepæl, og give regeringen seks måneder til at rette op. Sker det ikke, bliver beløbet endeligt skåret ned (EUR-Lex). Men fondens slutkalender gør den regel næsten teoretisk. Alle milepæle skal være færdige senest 31. august 2026, de sidste betalingsanmodninger skal indsendes senest 30. september, og alle udbetalinger skal være gennemført senest 31. december (Commission closure guidelines, Brussels Times). En reform, der vedtages for sent, kan ikke nå at blive vurderet. Der findes ingen reel seksmånedersfrist, når hele fonden lukker om fire måneder.

Kommissionen har endnu ikke formelt skåret de 770 mio. euro væk. Ved en briefing 20. august henviste talsperson Maciej Berestecki til den igangværende vurdering i stedet for at erklære pengene tabt (Commission briefing). Men kalenderen efterlader næsten ingen vej tilbage.

Et lønsystem, alle ville ændre, men ingen kunne enes om

Lønloven skulle løse et reelt problem. Rumæniens offentlige lønsystem er et kludetæppe af grundlønninger, sektorspecifikke tillæg, de såkaldte sporuri, og institutionelle undtagelser, som giver meget forskellig løn for sammenlignelige job (Adevărul). Reformen skulle skabe ét nationalt løngitter, hvor hvert job får en faktor ganget med en referenceværdi. Dermed skulle sammenligneligt arbejde aflønnes efter samme skala. Mange eksisterende tillæg ville blive reduceret eller fjernet og samlet blive begrænset til omkring 20 % (Știrile ProTV). Derfor gik fagforeningerne imod den.

Den finanspolitiske knude gjorde forhandlingerne sværere. Minister Dragoș Pîslarus udkast flyttede merudgiften fra oprindeligt 8 mia. rumænske lei mod omkring 12 mia. lei, og Kommissionen bad Rumænien forklare, hvordan hullet skulle finansieres (Digi24). Hver leu over rammen bliver en varig udgift, ikke en engangsregning. Rumæniens offentlige gæld har allerede passeret 60 % af BNP, og Fitch har landet på BBB-, det laveste niveau inden for investment grade, med negative udsigter, som peger på risiko for en nedgradering (Actmedia, SeeNews). Der er ikke meget plads til en lønstigning uden troværdig finansiering.

PSD, PNL, USR og UDMR fandt hver deres grund til at gå fra bordet. UDMR’s Kelemen Hunor argumenterede for, at Rumænien ikke bør lovgive alene for at tilfredsstille Bruxelles. Fagforeninger på uddannelsesområdet kaldte udkastet respektløst. Retssekretærer truede med at lukke domstolene fra 1. september (RRI, Digi24).

Hvem vinder, og hvem taber

Hvis de 770 mio. euro bortfalder, er de umiddelbare tabere de skoler, veje og lokale projekter, som RRF-tilskuddene skulle finansiere. Rumænien må enten låne for at erstatte pengene, til renter der afspejler en kreditvurdering tæt på junk, eller droppe projekterne. Den femte betalingsanmodning skulle bringe optaget af tilskud op mod 78 % af Rumæniens samlede 13,57 mia. euro i RRF-midler (Agerpres). En misset milepæl sænker den andel.

De kortsigtede vindere er partierne selv, som undgår et sammenstød med fagforeningerne før valg, og de grupper, der beholder deres nuværende lønundtagelser, hvis reformen dør. Kommissionen kan også vinde noget troværdighed. Bulgarien har sine egne sene reformproblemer omkring styringslove (Mediapool), og en håndhævelse af Rumæniens milepæl vil vise, at betalingssystemet faktisk betyder det, der står på papiret.

Fagforeningerne har et reelt argument. Et hastigt løngitter kan fastlåse nye skævheder, presse reallønninger bag nominelle lofter og tvinge finansieringen over i upopulære tiltag som at udvide sundhedsforsikringsbidrag til pensionister (Gândul). Men udsættelsen har også en pris. Rumænien har allerede mistet 458,7 mio. euro efter en tidligere betalingsstrid og fik kun 350,7 mio. euro tilbage (Agerpres). Mønsteret er ved at blive velkendt: Indenrigspolitik gør en reform, der kunne håndteres, til tabte EU-penge, og regningen ender hos de lokalsamfund, der venter på de projekter, pengene skulle bygge.