Rumænien sagsøges for apoteksforsinkelser

Et apotek, der udleverer medicin betalt af staten, skal stadig betale grossisten, lønningerne og huslejen til tiden. Når staten refunderer for sent, lander mellemrummet hos apoteket: som banklån, udskudte betalinger til egne leverandører eller tyndere lagerhylder. Det er den mekanisme, EU-Kommissionen nu går efter i Rumænien. Kommissionen har indbragt landet for EU-Domstolen, fordi CNAS, den offentlige rumænske sygekasse, ifølge Kommissionen har betalt apotekerne så sent og så systematisk, at det bryder EU’s regler for det indre marked.

Tre advarsler, ingen løsning

Kommissionens redskab er direktivet om forsinket betaling, en EU-regel, der pålægger offentlige myndigheder at betale leverandører inden for faste frister. Sundhedsmyndigheder får op til 60 dage, altså længere snor end de fleste offentlige betalere, men ikke fri adgang til at skubbe regningen foran sig.

Rumænien blev advaret tre gange på to år: først med en åbningsskrivelse i april 2024, derefter med to begrundede udtalelser, altså formelle krav om at rette op før en retssag, i februar 2025 og januar 2026. Da Rumæniens svar stadig ikke var nok, gik Kommissionen til Domstolen. Rumæniens egne oplysninger viste problemets størrelse: CNAS betalte fortsat apotekerne i gennemsnit 62 til 79 dage efter den lovlige 60-dagesfrist (Stiri pe surse).

CNAS afviser Kommissionens fremstilling. Myndigheden siger, at sagen bygger på en ældre situation, at restancerne blev afviklet mellem oktober 2025 og april 2026, og at betalingerne for medicin var ajour 8. juli 2026 (Digi24). Om den sene oprydning hjælper juridisk, afhænger af, hvad Rumænien faktisk havde rettet, da traktatbrudssagen nåede sit afgørende punkt. En traktatbrudssag handler om adfærd i en bestemt periode. Det, en stat har repareret efter indbringelsen, kan dæmpe den politiske skade, men det sletter ikke nødvendigvis overtrædelsen bagudrettet.

Den italienske dom er dårligt nyt for Rumænien

EU-Domstolen har allerede afgjort en næsten identisk sag. I Kommissionen mod Italien (C-122/18) fastslog Domstolen, at Italien havde overtrådt direktivet om forsinket betaling, fordi de offentlige myndigheder i praksis betalte for sent. Det hjalp ikke Italien, at direktivet formelt var skrevet ind i national lov, eller at ubetalte leverandører i teorien kunne gå rettens vej. Testen var enkel: Betalte staten reelt til tiden? Det gjorde den ikke.

Den dom peger mod Rumænien. Hvis Kommissionen kan dokumentere, at CNAS betalte efter 60-dagesgrænsen i den relevante periode, risikerer Rumænien samme konklusion. Italien reagerede ved at opbygge en platform til overvågning af offentlige betalinger og forbedrede sig nok til, at Kommissionen lukkede sagen (IFEL). Rumæniens forsvar om et "historisk problem" bliver først troværdigt, hvis landet kan vise tilsvarende stabile data for, at CNAS konsekvent betaler inden for 60 dage. En engangsafvikling af restancer lige før en dom imponerer næppe i sig selv.

Rumænien er ikke ene om at behandle sen refusion som et budgetredskab. Polens nationale sundhedsfond har foreslået afregningscyklusser, der i praksis ville tvinge hospitaler til først at behandle patienter og derefter vente måneder på betaling, så hospitalerne finansierer staten med deres driftskapital (Rzeczpospolita). I Ungarn er forsinkede hospitalsbetalinger vokset gennem akkumulerede morarenter efter flere års retssager (Portfolio). Rumænien er dog det første medlemsland, Kommissionen har indbragt for Domstolen for netop den praksis.

En snæver regel med reel kraft

EU driver ikke medlemslandenes sundhedsvæsener. Traktaterne lader organisering og finansiering af sundhedsydelser være et nationalt ansvar (artikel 168 TEUF). Kommissionen håndhæver noget smallere: Når en stat bruger private apoteker til at levere offentlig sundhedsbehandling, skal den betale dem inden for den lovlige frist. Direktivet findes netop for at forhindre, at offentlige myndigheder bruger deres købermagt til at lægge skjulte finansieringsomkostninger over på mindre leverandører. At bruge apoteker som kassekredit er et brud på det indre marked, ikke en suveræn ret.

Hvis Domstolen dømmer Rumænien, og CNAS stadig ikke retter ind, kan Kommissionen vende tilbage efter artikel 260 TEUF, traktatens vej til dagbøder, når en stat ignorerer en dom. En dom vil samtidig sende et signal til andre medlemslande med samme vane. Rumæniens forsvar afhænger derfor mindre af at kalde restancerne historiske og mere af at bevise, at CNAS fremover betaler til tiden.