Rom bytter forsvarsmilliarder for energiråderum

Giorgia Melonis regering kaldte det en sejr. Den 3. juni meddelte EU-Kommissionen, at medlemslandene kan holde visse energiudgifter uden for EU’s budgetregler: op til 0,3 % af BNP om året, dog højst 0,6 % samlet frem til 2028. For Italien svarer det til omtrent 14 mia. euro i ekstra finanspolitisk råderum. Økonomiminister Giancarlo Giorgetti sagde, at han var "tilfreds", og kaldte beslutningen "utænkelig for få måneder siden". Derefter tilføjede han: "Det er en lang og kompliceret vej. Lad os se, hvordan det ender."

Tre begrænsninger gør overskriften mindre end tallet antyder.

Lånt fra kasernen

Energiklausulen skaber ikke nyt budgetrum. Den ligger inden for den eksisterende nationale undtagelsesklausul på 1,5 % af BNP, som midlertidigt lader regeringer bruge mere, end EU’s finanspolitiske regler normalt tillader. EU tog den først i brug til forsvarsudgifter efter Ruslands fuldskala invasion af Ukraine. Nu har Kommissionen udvidet, hvilke udgifter der kan tælle med under det samme loft, gennem en administrativ meddelelse og ikke ny lovgivning.

Hver euro, Italien bruger på energi under klausulen, kan landet ikke bruge på forsvar. Rom har selv valgt den prioritering. Regeringen planlagde at låne cirka 14,9 mia. euro gennem SAFE, et EU-program med 45-årige forsvarslån på gunstige vilkår, men sænkede siden ønsket til omkring 5 mia. euro (Il Foglio, Euronews). Dermed opgav Italien omtrent 10 mia. euro i militære investeringer. Forsvarsminister Guido Crosetto svarede kontant: "Politisk ved jeg, at mit ønske ikke er populært, men jeg gør det for landet."

At takke nej til SAFE sparer ikke penge. Det betyder, at Italien fravælger billig finansiering til kampvogne, satellitter og kampfly på et tidspunkt, hvor Europas sikkerhedspolitiske pres er det største i årtier.

Grønne investeringer, ikke billigere benzin

Den anden begrænsning handler om, hvad pengene må bruges til. EU-Kommissionen har udelukket støtte til fossile brændsler, herunder de afgiftslettelser på brændstof, som Italien gentagne gange har forlænget til betydelige omkostninger. Kun grønne investeringer tæller: vedvarende energi, elnet, batterilagring, varmepumper og elbiler.

Meloni fremstillede presset som en lettelse for husholdninger og virksomheder med høje energiregninger. Kommissionen svarede: "Man kan ikke løse et udbudschok ved at stimulere efterspørgslen." Angelo Bonelli fra Italiens Grønne sagde det mere direkte: "Bruxelles har udelukket, at europæisk fleksibilitet kan bruges til at finansiere rabatter ved tankstationen."

Italienske overskrifter om "14 mia. euro til energiudgifter" rammer derfor skævt. Pengene går til energiomstilling, ikke billigere benzin.

Hvem kan faktisk bruge pengene

Klausulen er åben for alle 27 EU-lande efter anmodning. I praksis er adgangen meget forskellig. Ti lande er under EU’s procedure for uforholdsmæssigt store underskud, den formelle proces for lande med budgetunderskud over 3 % af BNP. Nye udgifter, som de vil lægge ind under klausulen, skal stadig passe ind i bindende planer for at nedbringe underskuddet.

Frankrig er det klareste eksempel. Paris er under proceduren og kæmper med at få underskuddet under kontrol inden årtiets udgang. Det franske finansministerium har ikke sagt et ord om energiklausulen. Den tavshed siger mere end fejringen i Rom: For et land, der allerede skal finde besparelser, giver klausulen mest fleksibilitet på papiret.

Kommissionens bredere strategi er tydelig. Den giver regeringerne en politisk overskrift, men holder fast i den strukturelle disciplin. Højt forgældede lande, som på papiret skulle have mest gavn af fleksibiliteten, har været de mest tilbageholdende med selv at aktivere den oprindelige forsvarsklausul. Italien fik anerkendelse. Bruxelles beholdt reglerne.

EU’s finansministre mødes i Ecofin-rådet den 11. juni. Det Europæiske Råd følger den 18.-19. juni. Begge skal stadig godkende ordningen. Hvis loftet hver gang kan strækkes, så det passer til den næste krise, bliver det afgørende spørgsmål, hvad loftet egentlig skal håndhæve.