Rotterdam-sag afslører EU's sanktionshuller

Hollandske toldere åbnede snesevis af containere på et skib, der sejlede sin faste rute mellem Rotterdam og Sankt Petersborg. I dem lå forruder, bildøre, motorolie og luftfiltre. Varerne var omfattet af sanktioner, og mærkaterne var pillet af og sat på igen for at skjule oprindelsen. Kaptajnen blev anholdt på stedet. Siden fulgte ransagninger på adresser i Rotterdam og Amsterdam (Duane Morris).

Det er ikke højteknologiske våbendele, men almindelige forbrugsvarer: dele, der holder lastbiler og militære køretøjer kørende, og som europæiske producenter solgte frit til Rusland før krigen. EU har forbudt eksport til Rusland inden for hundredvis af varekategorier. At skrive et eksportforbud ind i EU-retten er den enkle del. At stoppe varerne ved kajen, på landevejen eller via et mellemled i Centralasien er noget andet.

Tre lande trækker læsset

EU's håndhævelse af sanktioner er næsten helt decentral. Hvert medlemsland står for sine egne toldkontroller. Der findes ingen fælles database over mistænkelige forsendelser, ingen fælles standard for inspektioner og ingen EU-myndighed, der håndhæver vareforbuddene på tværs af grænser.

Polen står for 56 % af alle Rapid Information Form-varsler, EU-systemet til at advare om mistænkelige eksportforsøg. Det er mere end de øvrige 26 medlemslande tilsammen. Nederlandene og Finland har særlige enheder, der fører egentlige straffesager om sanktionsbrud. Resten halter langt efter.

Irland har ikke ført én eneste sanktionssag siden 2022. Da EU krævede, at alle medlemslande skulle kriminalisere sanktionsbrud senest i maj 2025, nåede kun Estland og Finland fristen. EU-Kommissionen indledte traktatbrudssager mod 18 af 27 medlemslande, herunder Tyskland, Frankrig og Spanien.

Omvejen, der slår tolden

Beslaglæggelsen i Rotterdam handlede om den grove metode: ommærkede kasser på en direkte rute til Rusland. Det sværere problem er den lovlige omvej.

Siden 2022 er EU's eksport af sanktionsbelagte varer til flere centralasiatiske lande steget kraftigt. Kirgisistan, Armenien og Kasakhstan er alle med i Den Eurasiske Økonomiske Union, en toldunion med Rusland. Når varerne først er fortoldet ind dér, kan de bevæge sig frit videre over grænserne. Et Oxford-studie viste, at stigningen i eksporten af sanktionsvarer til disse lande begyndte få dage efter, at sanktionerne trådte i kraft. Tidspunktet peger klart på omgåelse, selv om de absolutte mængder fortsat diskuteres, og nogle procentstigninger kommer fra meget lave udgangspunkter.

I april 2026 brugte EU for første gang sit anti-omgåelsesværktøj mod Kirgisistan. Det skete fire år efter, at mønsteret blev synligt.

Loven som smuthul

I Irland ligger hullet i selve loven. Aughinish Alumina, Europas største raffinaderi for aluminiumoxid, ejes af den russiske metalkoncern Rusal. Aluminiumoxid, råmaterialet til aluminium, sendes fra Aughinish til Rusals smelteværker. En undersøgelse har sporet materialet videre til producenter af Iskander-missiler og Shahed-droner, som begge bruges mod Ukraine.

Alt sammen lovligt. Aluminiumoxid blev bevidst holdt uden for EU's sanktioner, fordi europæiske smelteværker i Frankrig og Sverige er afhængige af Aughinishs produktion. Irlands regeringschef, Taoiseach, har kaldt sanktioner mod anlægget "selvskadende".

Kaptajnen i Rotterdam risikerer en straffesag. Aughinishs ejere risikerer ingenting. Forskellen er ikke varernes mulige anvendelse i den russiske krigsøkonomi. Forskellen er, at Bruxelles skrev en regel for det ene tilfælde og en undtagelse for det andet.

Den kommende 21. sanktionspakke, der ventes sidst i juni, ændrer næppe på det. EU-Kommissionen har allerede signaleret, at Aughinish fortsat bliver undtaget. Et forslag om et fuldt forbud mod europæiske shipping- og forsikringsydelser til russiske olietankere er bremset af Grækenland, Cypern og Malta, hvis rederier tjener på handelen. Når europæiske erhvervsinteresser er store nok, stopper håndhævelsen dér, hvor lovens undtagelser begynder.