Rusland rammer Ukraines transformerstationer

Ruslands forsvarsministerium meddelte 30. august, at det forbereder "massive angreb" på Ukraines energiinfrastruktur som gengældelse for ukrainske angreb på russiske raffinaderier (Euronews, The Irish Times). Udmeldingen nævnte hverken dato, mål eller våbentyper. Truslen er alligevel troværdig, fordi Rusland gennem to vintre har vist, at det kan ramme netop de dele af Ukraines elsystem, som europæiske penge, reservedele og luftforsvar ikke kan genoprette hurtigt nok.

Hvor Rusland har lært at sigte

Det afgørende skift fra sidste vinter til denne ligger i måludvælgelsen. Næsten 60 % af de verificerede russiske angreb på energisystemet fra oktober 2025 til april 2026 ramte mindre transformerstationer. Vinteren før var andelen 31 % (The Washington Times). Det betyder noget, fordi Ukraine kun har omkring 120 store højspændingsstationer. De kan forstærkes enkeltvis og dækkes af luftforsvar. De mindre knudepunkter i distributionsnettet findes derimod i tusindvis. Intet luftforsvar kan lægge en paraply over dem alle.

Rusland udnytter sin detaljerede viden om Ukraines sovjetisk byggede elnet til at afbryde forbindelsen mellem kraftværker og forbrugere og gøre reparationer langsommere (IEA). Den polske sikkerhedstænketank OSW vurderer, at fyringssæsonen 2025-26 var den første, hvor Rusland i større skala forstyrrede fjernvarmesystemer. Dermed blev strømafbrydelser til problemer med varme, vand og sanitet (OSW). Kampagnen handler ikke længere kun om elektricitet. Den gør byer sværere at bo i.

Udvekslingen eskalerer på begge sider. Zelenskyj beordrede 29. august, at antallet af langtrækkende droneangreb mod Rusland skulle tredobles til 1.000 om dagen (The Guardian). Ukrainske styrker ramte russiske raffinaderier mindst 21 gange i august, blandt andet Kirishi-anlægget nær Sankt Petersborg (NV). Moskvas udmelding skal derfor læses både som gengældelse og som et forsøg på at opbygge pres før vinteren.

Tre værktøjer, alle med flaskehalse

Europa har tre måder at hjælpe Ukraine gennem endnu en energikampagne. Begrænsningerne betyder mere end pressemeddelelserne.

Den første er import af elektricitet. Ukraines elnet har siden marts 2022 været synkroniseret med det kontinentale Europa, så strøm kan flyde over grænserne fra Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Polen. Den mængde, Ukraine faktisk kan købe og modtage, ligger omkring 2,1 GW (Green Deal Ukraina). I februar 2026 nåede importen rekordniveauet 1.262,8 GWh, svarende til næsten 90 % af den tilgængelige kapacitet (DiXi Group). Den livline er reel, men den har et loft. Import kan ikke erstatte ødelagte kraftværker.

Den anden er reparationskæden. EU-Kommissionen oplyser, at tidligere støtte har leveret mere end 7.000 transformere, seks autotransformere, over 11.000 generatorer og tusindvis af elektriske komponenter (European Commission, EEAS). Den 24. august godkendte Kommissionen 6,1 mia. euro til ukrainsk luft- og missilforsvar (European Commission). Men på et donormøde i juni blev det samtidig anerkendt, at Ukraine Energy Support Fund allerede var fuldt disponeret, mens udækkede vinterbehov oversteg 650 mio. euro (energy.ec.europa.eu). Den fysiske flaskehals er endnu større: Store transformere på 330-750 kV tager 12-18 måneder at fremstille (DIIS). Penge kan bevilges på uger. Fungerende udstyr kan ikke.

Den tredje er luftforsvar, og her er afstanden størst. Zelenskyj sagde 8. august, at der findes en amerikansk aftale om månedlige leverancer af Patriot-interceptorer, men at mængderne ikke er tilstrækkelige (Euromaidan Press). Et svensk-dansk kortrækkende luftforsvarssystem kommer først om 12 måneder (regeringen.se).

Kapløbet om erstatninger

Den nordiske og baltiske reaktion er den mest konkrete. Sverige afsatte i juni næsten 1,5 mia. svenske kroner, omkring 130 mio. euro, til Ukraines energiforsyning gennem generatorer, batterier og arbejde med nuklear sikkerhed under IAEA (regeringen.se). Litauen leverede 28,31 ton elnetudstyr til Kyiv og Zhytomyr 28. august, blandt andet transformere og overspændingsbeskyttelse (Ukrainska Pravda, Censor.NET). Finland har lagt 40 mio. euro i PURL, en NATO-indkøbsordning, der køber amerikansk produceret luftforsvarsmateriel til Ukraine (defmin.fi).

Ruslands fordel er tid. Europa kan finansiere Ukraines energiforsvar hurtigere, end det kan fremstille transformere eller udvide luftforsvaret over tusindvis af små mål. Hvis interceptorer og elnetudstyr når frem, før de vedvarende angreb begynder, bliver den fordel mindre. Produktionscyklusserne peger på, at den næppe bliver lille nok.