Russisk spoofing blinder Letlands luftforsvar

Din telefon finder den nærmeste café ved at opfange svage signaler fra satellitter 20.000 kilometer over jorden. De samme signaler styrer også droner. Over Østersøen er den fælles sårbarhed nu blevet militær.

Frekvensen, der lyver

GPS-jamming er den grove metode: Man fylder en radiofrekvens med støj, indtil satellitsignalet drukner. En jammet modtager ved, at den er blind. Spoofing er farligere, fordi den narrer systemet. En sender på jorden udsender signaler, der ligner ægte satellitdata, men med falske koordinater. Dronens modtager låser sig fast på signalet, beregner en forkert position og flyver videre med fuld tillid til sit eget kort.

Rusland har jammet GPS-signaler i Østersøområdet i årevis. Overgangen til spoofing skærper problemet. Forstyrrelser fra Kaliningrad dækker nu områder på over 400 kilometer. I januar 2026 indberettede mere end 1.400 civile fly navigationsfejl i litauisk luftrum, 40 % flere end i 2025. Finnair indstillede flyvninger til Tartu i Estland, efter GPS-afhængige landingsprocedurer blev upålidelige. Piloter har rapporteret terrænalarmer i cockpittet, der råber "PULL UP!" i marchhøjde, fordi falske koordinater placerer flyet under jordoverfladen.

Øvelsen Sverige måtte begynde forfra tre gange

Den svenske militærøvelse Aurora 26 på Gotland i foråret blev en kontant prøve på krig i et GPS-forstyrret miljø for et NATO-land. Ukrainske dronehold, inviteret med flere års frontlinjeerfaring fra netop den type kamp, overrumplede de svenske styrker så klart, at militæret genstartede simuleringen tre gange.

Ukrainernes fordel var ikke bedre udstyr, men tilpasning. Flere års kamp under russisk elektronisk krigsførelse har lært deres operatører at flyve uden GPS ved hjælp af visuel terrængenkendelse og triangulering fra jordstationer. Svenske styrker, trænet mod mere klassiske lufttrusler, havde ikke en tilsvarende drejebog.

Øvelsen viste et strukturelt problem. NATO's luftforsvar er bygget til at spore hurtige fly i stor højde med tydelige radarsignaturer. Små droner flyver lavt og langsomt, og på radar ligner de mere en fugl end et kampfly.

Letland: Da hullet eksploderede

Den 24. maj 2026 blev problemet konkret. En bevæbnet drone med sprængstof detonerede ved et brændstofdepot i Rēzekne i Letland, altså på NATO-territorium. Nationale sensorer opdagede intet. Lokale beboere meldte om eksplosionen. Myndighederne reagerede først efter fem timer.

Letlands øverste general, Leonīds Pudans, gav den hidtil mest direkte indrømmelse fra en NATO-kommandør: Dronen "blev slet ikke opdaget". Letlands forretningsministerium har siden premierminister Siliņas afgang 7. maj manglet et sikkerhedspolitisk mandat og har derfor ingen klar mekanisme til at lukke hullet.

Pengene viser skævheden. Letland har godkendt 3,49 mia. euro i EU's SAFE-lån til militært materiel. Landets nødkommunikationsnet, altså det system der skulle advare civile om en indkommende drone, mangler 600.000 euro. Mønstret går igen langs EU's østflanke: Estland har afsat 3,7 mio. euro til cell broadcast-varslinger, som sender alarmer direkte til mobiltelefoner i et område, mens Finland har afsat 44 mio. euro til droneforsvar. Militære indkøb løber i milliarder. Civil beskyttelse finansieres stadig i en helt anden størrelsesorden.

Det Europa ikke har bygget

De GPS-signaler, der guider passagerfly og ambulancer, er de samme signaler, som nu manipuleres for at omdirigere bevæbnede droner. Den elektroniske slagmark over Østersøen har ingen klar frontlinje.

Ukraine er af nød allerede i gang med GPS-fri navigation: droner, der genkender terræn visuelt eller triangulerer fra jordstationer, så spoofing mister sin virkning. Europas civile infrastruktur er knap nok begyndt på den omstilling. Et reelt forsvar kræver to ting, som endnu ikke findes i tilstrækkelig grad: et tæt sensornet, der kan opdage små og langsomme objekter, og kommandostrukturer, der kan nå at handle, før de lander.