Rutte kræver forsvarsplaner på 5 %

Mark Rutte kom til NATO-topmødet i Ankara med et enkelt krav til de europæiske allierede: Vis pengene, og vis hvad de køber. NATO’s generalsekretær vil have medlemslandene til at fremlægge "klare, konkrete og troværdige" nationale planer for at nå 5 % af BNP til forsvar og sikkerhed i 2035 (AP, NATO).

Målet er delt i to. 3,5 % skal gå til de egentlige militærbudgetter. 1,5 % skal gå til samfundets modstandskraft: veje, broer, cyberforsvar og energiinfrastruktur, som kan understøtte forsvaret. NATO beder dermed ikke længere regeringerne om bare at tilslutte sig et tal. Alliancen beder dem dokumentere, hvordan tallet bliver til kampvogne, ammunition og styrker, der faktisk kan indsættes. Den vej kan mange lande stadig ikke vise.

Spanien siger det højt

Spanien gjorde det stille problem synligt. Pedro Sánchez forsvarede Spaniens linje på omkring 2,1 % af BNP og afviste at forpligte sig til 5 % (El Mundo). Spaniens udenrigsminister, José Manuel Albares, havde allerede i maj argumenteret for, at Madrid opfylder sine forpligtelser uden at ramme det store overskriftstal (Infobae). Madrid blev topmødets tydeligste afviger. Men Spanien gør åbent det, andre lande forsøger at håndtere med længere tidsplaner eller bredere regnemetoder.

Konflikten viser NATO’s begrænsning. BNP-målene er politiske løfter fra topmøder, ikke traktatforpligtelser. Der findes ingen automatisk sanktion mod et land, der afleverer en svag plan (Defence Priorities, Reuters/The Star). Ruttes krav er politisk tungt, men juridisk blødere end en EU-regel om offentlige finanser.

Tyskland prøver at bygge skabelonen

Tyskland ligner det nærmeste, NATO har på en troværdig model. Kansler Friedrich Merz og forsvarsminister Boris Pistorius har koblet målet på 3,5 % til reformer af indkøbssystemet og en ny lov, der skal fremskynde militært relevant transportinfrastruktur. Målet er fuld beredskab i 2029 (BMVg). Budgetudkastet for 2027 sætter forsvarsudgifterne til 109,7 mia. euro, heraf 4 mia. euro til transportinvesteringer (Morgenpost). Rutte har godkendt retningen og sagt, at Berlin er "on track" (NATO).

Svaghederne er til at få øje på. En del af Tysklands udgiftsandel kommer fra infrastrukturmidler, ikke fra direkte våbenordrer (taz). Pistorius har samtidig erkendt, at Tyskland fortsat vil købe amerikanske våben, mens landet forsøger at mindske afhængigheden af leverandører udefra. Og den europæiske forsvarsindustri har ikke produktionslinjer nok til at opsuge penge i det tempo. Ammunition, luftforsvarssystemer og pansrede køretøjer har alle leveringstider på flere år.

Regnskabets nødudgang

Det er i kurven på 1,5 % til samfundets modstandskraft, at kontrollen bliver tyndest. Veje og energinet kan sagtens have reel militær betydning. De kan også blive almindelige offentlige udgifter med ny etiket, hvis NATO ikke kontrollerer, hvad pengene faktisk leverer (CEPA, ProtoThema).

Italien viser, hvor den finanspolitiske friktion ligger. Roms plan for 2025 holder den offentlige nettolåntagning på 2,8 % af BNP (MEF), og EU-Kommissionen har advaret om, at Italiens andel af SAFE-lånene, EU’s instrument på 150 mia. euro til fælles forsvarsindkøb, kan blive omfordelt, hvis Rom trækker tiden (Adnkronos). Frankrigs opdaterede militære flerårsplan føjede 36 mia. euro til rammen for 2024-2030, men franske senatorer beskrev forhøjelsen som en korrektion af en tidligere lov, der var underfinansieret (Ouest-France, Sénat). Det er en reparation, ikke et spring.

Polen vender argumentet fra udgift til politisk løftestang. Med omkring 4,5 % af BNP bruger Warszawa allerede forholdsmæssigt mere på forsvar end USA og bruger det aktivt over for langsommere allierede (Standard, CNBC). Men ifølge general Jarosław Gromadziński er omkring 60 % af de polske indkøb finansieret med kredit, og fonden til støtte for de væbnede styrker udnytter ikke sin fulde kapacitet (Defence24). Høje udgifter giver presmiddel. De giver ikke automatisk brugbar militær kapacitet.

Ankara efterlader derfor én hårdere prøve: Hvilke regeringer vil offentliggøre en prisfastsat, lovfæstet og kontrollerbar vej fra budgetlinje til operativ styrke. NATO har gjort forsvarsudgifter til en kamp om ansvarlighed uden at bygge et egentligt ansvarssystem. Ruttes redskaber er offentligt pres, sammenligningstabeller og topmødeforlegenhed. Hverken NATO eller EU kan tvinge et medlemsland til at levere på sit løfte. Afstanden mellem tilsagn og leverance er fortsat alliancens centrale svaghed.