Rutte sælger 5% forsvar til Trump

Mark Rutte var i Washington i tre dage i denne uge for at undgå, at Donald Trump gør næste måneds NATO-topmøde i Ankara til en offentlig retssag over europæernes forsvarsregning. Han mødtes med Trump, ledende embedsmænd og medlemmer af Kongressen (NATO). Budskabet var enkelt: Europas forsvarsudgifter stiger, og de allierede har hørt den amerikanske kritik (Euronews, KSAT). Problemet er, at NATO’s nye udgiftsmål virker politisk, fordi Trump får et tal at se på, men står svagt operationelt, fordi landene stadig ikke er enige om, hvad der tæller, hvem der lukker kapacitetshullerne, og hvordan løfterne skal håndhæves.

Et mål, der inviterer til kreativ bogføring

Det løfte, Rutte sælger, er den aftale, de allierede underskrev på NATO-topmødet i Haag: De skal nå 5 % af BNP til forsvar og forsvarsrelaterede udgifter senest i 2035. Målet deles i 3,5 % til egentlige militære behov og 1,5 % til en bredere kurv med infrastruktur, cybermodstandsdygtighed, civilt beredskab og forsvarsindustri (NATO, BBC). Det er i den anden kurv, slagsmålet om bogføringen begynder. Regeringer kan ommærke jernbaneopgraderinger, havnereparationer og katastrofeberedskab som forsvarsbidrag uden at købe et eneste missil.

Ruttes tal holder i det store billede. Ifølge hans bemærkninger efter ministermødet øgede de europæiske allierede og Canada de egentlige forsvarsinvesteringer med mere end 90 mia. dollar i faste priser i 2025 (NATO). Alle 32 allierede ligger nu over det gamle 2 %-mål (Atlantic Council). Men Rutte har selv advaret om, at "penge alene ikke stopper missiler eller kampvogne", og at topmødet i Ankara skal levere deployerbare kapaciteter, ikke kun budgetlinjer (NATO).

Spanien viser definitionsproblemet tydeligt. Madrid mener, at landet kan opfylde kapacitetsmålene ved omkring 2,1 % og vil have udgifter til cyber, telekommunikation og katastrofeberedskab medregnet i modstandsdygtighedskurven (Index.hr). Ifølge Brussels Times var Spanien det eneste medlemsland, der ikke underskrev Haag-løftet om 5 % (Brussels Times). Hvis den fortolkning breder sig, bliver målet en menu af nationale regnskabsønsker snarere end en fælles militær standard.

Tyskland viser den samme spænding fra den anden side. Berlin argumenterer for, at landets rolle som NATO’s logistiske rygrad gør veje, broer og havne til reelle forsvarsinvesteringer, et begreb regeringen kalder "Gesamtverteidigung", altså totalforsvar (BMVg). Logikken er ikke grebet ud af luften: Forstærkninger mod øst skal gennem tysk infrastruktur. Men den gør også budgetpolitikken lettere for en regering, der står med et finansieringshul på 42 mia. euro og revisoradvarsler om spild i indkøbssystemet, mens udgifterne skaleres op (Tagesschau).

Kapacitetshullet bag tallene

Ruttes rejse havde en konkret årsag. USA er i gang med at gennemgå sin styrkeposition i Europa, og Rutte har erkendt, at Washington justerer sine bidrag til NATO’s styrkemodel, altså alliancens plan for, hvilke lande der stiller hvilke enheder og aktiver. Han bad samtidig de allierede om at dække nogle af hullerne (NATO). Hvis amerikansk luftforsvar, efterretning, logistik og kommandokapacitet flyttes mod Indo-Pacific, må de europæiske allierede enten erstatte dem eller acceptere en svagere afskrækkelse ved den østlige grænse mod Rusland.

Italien viste en anden side af, hvad byrdefordeling faktisk betyder. Efter at Rutte havde sagt, at omkring 500 amerikanske fly var afgået fra Italien for at støtte operationer mod Iran, fastslog forsvarsminister Guido Crosetto, at Rom kun havde godkendt tekniske og logistiske flyvninger, ikke kampmissioner. Han tilbød at aflægge rapport til parlamentet flyvning for flyvning (Open, Adnkronos). Oppositionspartier krævede svar på, om italiensk territorium var blevet brugt til angreb uden parlamentets viden (Il Fatto Quotidiano). Sagen er ikke afklaret, men den viser et hul, som udgiftsmål aldrig dækker: Baser, overflyvning og logistik kan trække et land ind i amerikanske operationer, før vælgerne forstår, hvad der er sket.

Ingen sanktioner for at misse målet

Ruttes Washington-besøg købte tid, ikke en løsning. NATO har ingen mekanisme til at bøde- eller sanktionere allierede, der ikke når 5 %-målet. Forpligtelsen er et topmødeløfte, ikke en traktatbestemmelse med tænder (Defence Priorities). Der findes heller ingen fælles linje-for-linje-definition af, hvad der kan tælle med i de 1,5 % til modstandsdygtighed. Derfor kan hver regering i praksis tælle veje, havne, cyberprogrammer eller civilt beredskab som forsvar (NATO Association of Canada). Rutte kan håndtere Trump. At omsætte 32 landes budgetløfter til enheder, lagre og logistik, der faktisk findes før en krise, er en opgave, ingen NATO-generalsekretær kan løse alene.