Seks lande bygger budgetveto

Tyskland, Østrig, Danmark, Finland, Holland og Sverige bad 27. august EU-Kommissionen om at skære "flere hundrede milliarder euro" af forslaget til EU's næste syvårige budget på 2 billioner euro (Bundeskanzleramt). Seks ud af 27 regeringer ligner normalt et klart mindretal. Men EU's budget kræver enstemmighed i Rådet, hvor medlemslandenes regeringer sidder. Seks koordinerede nej er derfor ikke et tabt afstemningsresultat. Det er en vetomur (EUR-Lex).

Kommissionen har foreslået, at udgiftsloftet for 2028-2034, den flerårige finansielle ramme, sættes til 1,26 % af EU's bruttonationalindkomst (European Commission). Rammen er EU's bindende syvårige loft over fælles udgifter. Pengene skal blandt andet dække en femdobling af forsvarsudgifterne, tilbagebetaling af coronatidens fælles lån, en ny konkurrenceevnefond, landbrugsstøtte og samhørighedsmidler, som går til fattigere regioner og infrastruktur (ECFR). De seks nettobidragsydere mener, at regningen er for høj. Som To Brief skrev i sidste måned, handler opgøret ikke kun om et tal i Bruxelles. Det handler om regional udvikling, landbrugsindkomster og magtbalancen mellem de lande, der betaler mere til EU, og de lande, der er afhængige af EU's udgifter.

Hvorfor timingen betyder noget

Formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, begyndte 25. august en rundtur til EU-hovedstæderne for at kortlægge regeringernes røde linjer, før han i oktober fremlægger en forhandlingsramme. Det er kompromispapiret, hvor politiske positioner begynder at blive omsat til konkrete tal (Euronews). Den fælles udmelding kom, før Costa kunne opbygge pres for Kommissionens niveau. Dermed flyttede de seks udgangspunktet.

I Vilnius advarede Costa om, at EU-lederne skal nå til enighed inden årets udgang, hvis de vil undgå finansieringshuller for landmænd, virksomheder og studerende, når det nuværende budget udløber (Yeni Şafak). Hvis fristen glipper, fortsætter de nuværende udgiftslofter automatisk. Der kommer altså ikke et brat stop. Men der kommer heller ikke nye penge til forsvar eller konkurrenceevne (European Parliament).

Alle vil skære, men ikke det samme sted

De seks lande er enige om et lavere samlet budget. Derefter begynder deres interesser at støde sammen. Østrigs kansler, Christian Stocker, siger, at nettobidragsyderne ikke er "EU's hæveautomat", men vil samtidig beskytte Østrigs årlige rabat og landbrugsstøtten mod nedskæringer (Bundeskanzleramt Österreich). Sverige vil holde de almindelige udgifter omkring 1 % af BNI og forsvarer rabatter på 8-11 mia. svenske kroner om året (Riksdagen). Finland ønsker et lavere loft, men accepterer højere forsvarsudgifter og støtter visse nye EU-skatter (Valtioneuvosto). Holland vil have skarpere prioriteringer, men hollandsk koalitionspolitik gør åbne angreb på landbrugsbudgettet risikable (NOS).

At kræve "flere hundrede milliarder" i besparelser er den lette sætning. Den svære sætning nævner, hvad der faktisk skal skæres væk. Den har ingen i gruppen skrevet endnu.

Hvad nedskæringerne rammer

Byttehandlen er direkte. De seks vil have en lavere regning. Lande, der er afhængige af EU-midler, vil beskytte forsvar, samhørighed og landbrugsstøtte. Rumænien har for eksempel 31,5 mia. euro i godkendt samhørighedsstøtte til transport, grøn omstilling og social inklusion (European Commission). Det er motorveje, vandforsyning og regionale arbejdspladser. Rumænien og Spanien har sluttet sig til en gruppe af "samhørighedens venner", der vil forsvare de pengestrømme (G4Media, El País).

Kommissionen har forsøgt at komme uden om sammenstødet ved at foreslå nye EU-indtægter, fra CO2-grænseafgifter til bidrag fra virksomheder. Ifølge Kommissionen kan de skaffe 58,5 mia. euro om året og finansiere nye prioriteter uden at hæve medlemslandenes nationale bidrag (European Commission). Men det er ikke penge, Kommissionen bare kan opkræve. Hver ny indtægtskilde kræver enstemmighed i Rådet og ratifikation i alle nationale parlamenter. Dermed får regeringer og parlamentarikere endnu en arena, hvor de kan blokere (European Parliament). Flere af de seks lande er allerede skeptiske: Holland afviser selskabsbidraget, mens Østrig kun vil acceptere nye indtægter, hvis de ikke øger landets egen byrde (Officiele Bekendmakingen, Parlament Österreich).

Enstemmighed giver de seks lande stor forhandlingskraft. Den tvinger dem samtidig til at vise deres egne modsætninger. I oktober skal Costas forhandlingsramme gøre kravet konkret. Der skal de seks bevise noget sværere end at blokere: at "flere hundrede milliarder" betyder en egentlig spareliste, ikke bare en billigere overskrift.