Droneudgifter seksdoblet, kun hver tredje når målet

Fra 2024 til 2025 blev de europæiske regeringers udgifter til moddroneforsvar og meget korttrækkende luftværn seks gange så store. Det er våben, der skal standse droner og missiler tæt på deres mål. Alligevel ventes kun omkring en tredjedel af programmerne at være leveret inden 2030, ifølge en fortrolig EU-vurdering, som Euronews og Dossier Bruselas har omtalt. EU-lederne skal drøfte vurderingen 15.-16. oktober (EDA). Offentligheden kan ikke se, hvilke programmer der halter, eller hvorfor.

Vurderingen er skrevet til regeringerne, ikke til offentligheden. De to medier gengiver de samme tal, men ingen af dem oplyser, hvilke programmer der er tale om, hvor mange der findes, eller hvilke lande der står bag. Uden den liste kan ingen uden for regeringerne kontrollere, om de to omtaler bygger på den samme gruppe programmer.

To andre mangler gør det svært at vide, hvad tallene betyder. Ingen af medierne forklarer, om »leveret« betyder, at udstyret er overdraget, godkendt af en hær eller klar til kamp. Stigningen på seks gange måler penge, og ingen af omtalerne angiver et beløb i euro, som den kan sammenlignes med. Derfor fortæller tallene ikke, hvor mange flere systemer der faktisk er i drift.

Indkøb er kun første skridt

Et budget betaler for en kontrakt. Derefter skal udstyret testes og sikkerhedsgodkendes, og mandskabet skal uddannes. Udstyret skal også kobles til de sensorer og befalingsmænd, der afgør, om en drone er fjendtlig. Den 6. oktober advarede Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), hvor EU-landene samordner militær planlægning, om mangel på skydebaner, testudstyr, fælles procedurer og kvalificeret personale. Agenturet tilføjede, at det vil tage for lang tid at bygge tilstrækkeligt mange nye testcentre inden 2030 (EDA).

Spanien viser, hvor lang kæden kan være. I juni 2024 godkendte ministrene et indkøb af 14 ARACNE-moddroneanlæg til en anslået pris på 30,24 mio. euro (La Moncloa). I oktober 2026 havde en luftværnsenhed i hæren modtaget det første udstyr og afprøvet dets evne til at forstyrre droner. Test af, om anlægget fysisk kan ødelægge droner, blev udskudt til en senere øvelse, som endnu ikke har fået en offentlig dato (Defensa y Seguridad). Kilderne angiver ingen lovet leveringsdato, så eksemplet viser, hvor lang processen er, men dokumenterer ikke en forsinkelse.

Tyskland viser et andet problem: Det er svært for offentligheden at vide, hvornår udstyret kommer. Bundeswehr bestilte 19 Skyranger 30-luftværnskøretøjer, hvoraf ét skal bruges til test (Bundeswehr). Forsvarets indkøbsmyndighed forventer nu, at serieproduktionen leverer køretøjer fra midten af 2027 i stedet for midten af 2026 (t-online). Producenten Rheinmetall bestrider, at forsinkelsen er et helt år, og forklarer den kortere forskydning af tidsplanen med en ændring, kunden bad om. Når køber og sælger er uenige om tidsplanen, har offentligheden svært ved at kontrollere den.

Hvem bestiller, hvem betaler, hvem beskytter

Polen viser, hvor hurtigt en regering kan købe ind, når den beslutter sig for det. Den 30. januar 2026 indgik Polens våbenagentur en kontrakt på et nationalt moddroneanlæg til omkring 15 mia. PLN netto (Polens regering). Leverandøren er et konsortium ledet af den polske gruppe PGZ og norske Kongsberg. Warszawa bestilte anlægget og skal tage det i brug, mens størstedelen af pengene kommer som lån fra SAFE, EU’s låneordning til forsvar.

Den arbejdsdeling går igen i Europa. Regeringerne bestiller og tager udstyret i brug, EU-lån hjælper med at betale, og forsvarsagenturet udpeger flaskehalsene. Et EU-lån gør ikke et nationalt indkøb til et fælles europæisk forsvar.

Den fælles europæiske indsats findes indtil videre mest på papiret. Den 28. september udpegede EU-landene DECODER, et fælles projekt om droner og moddroneforsvar med et anslået omfang på 3,5-5 mia. euro frem til 2033 (Rådets afgørelse). Beløbet er et planlægningsskøn, ikke penge, der er bevilget, eller udstyr, der er bestilt. Hverken afgørelsen eller de medieomtaler, der henvises til her, forbinder DECODER med vurderingen af, at en tredjedel bliver leveret. De giver heller ikke grundlag for at vurdere, om deltagerlandene vil bygge eller betjene noget sammen.

Hvis det lækkede uddrag er korrekt, ventes Europas kraftige udgiftsstigning stadig at efterlade de fleste af programmerne uden leverancer inden 2030. Kun forsvarsagenturet og de regeringer, der har vurderingen, kan sige, hvilke programmer det drejer sig om, og hvad »leveret« betyder. Før lederne mødes i næste uge, skylder de offentligheden den liste og en klar definition.