Sexten EU-lande afviser forsvarsdrejning

Seksten EU-lande vendte sig 26. maj imod EU-Kommissionens forslag til budget for 2028-2034. Deres ankepunkt er, at Bruxelles skærer i de midler, der holder landbruget og de fattigste regioner oppe, for at finansiere en forsvarsopbygning, som især gavner lande med våbenindustri. På den anden side står nordlige nettobetalere, der ønsker et slankere budget med sikkerhed og konkurrenceevne som omdrejningspunkt. Der er knap 2.000 mia. euro på spil.

Det største skifte i EU's udgifter i en generation

Kommissionens forslag ændrer EU's udgiftsprioriteter mere markant end i tidligere budgetrunder. Landbrug og samhørighed, altså støtten til landmænd og investeringer i fattigere regioner, falder fra 62 % af EU's samlede udgifter til omkring 44 % (European Commission). Landbrugsstøtten under CAP, den fælles landbrugspolitik, står til en nominel nedskæring på 24 % til et gulv på 295,7 mia. euro (capreform.eu). Samhørighedsmidlerne falder med omkring 15 % i reale termer (CEPR).

Til gengæld femdobles finansieringen af forsvar og konkurrenceevne til omkring 131-140 mia. euro (Finabel). Det samlede budget vokser til næsten 2.000 mia. euro, men væksten bliver opslugt af de nye prioriteter.

Kommissionen ændrer også måden, pengene udbetales på. Det nye budget bevæger sig væk fra udgiftsrefusion, hvor et land bruger penge og får dem refunderet fra Bruxelles, og over mod resultatbaserede udbetalinger efter modellen fra genopretningsfonden efter covid. Medlemslandene skal opfylde reformmål, før pengene frigives. Det giver Bruxelles langt større kontrol med, hvordan midlerne faktisk bruges. For modtagerlandene vækker den mekanisme næsten lige så stor bekymring som selve nedskæringerne.

Hvem får pengene

Polen, EU's største nettomodtager med omkring 12,9 mia. euro om året, er stærkt afhængigt af samhørighedsmidlerne (IW Köln). I Syd- og Østeuropa udgør EU-midler en stor del af de offentlige investeringer. De seksten lande bag fælleserklæringen, primært fra disse regioner og tilsammen et flertal af medlemslandene, mener, at de eneste politikområder, der for alvor beskæres, er dem, de selv har mest gavn af (Latvian MFA, Euronews).

Forsvarsindustrien ligger et andet sted. Tyskland, Frankrig og Sverige har virksomhederne, der kan vinde de nye militære kontrakter (Bruegel). Tyskland er allerede den største nettobetaler med omkring 19,8 mia. euro om året (Euronews). Under det nye budget kan landet blive både større betaler og større modtager. Udgiftsdrejningen flytter derfor ikke kun penge mellem politikområder. Den flytter også penge mellem lande.

Lån til bomber, men ikke til broer

Koalitionens stærkeste argument rammer en asymmetri, som er vanskelig at forklare væk. Sidste år godkendte EU 150 mia. euro i fælles låntagning gennem SAFE-instrumentet, Security Action for Europe, til fælles forsvarsindkøb (Council of the EU). Kommissionen afviste en tilsvarende mekanisme for regionale investeringer. Hvis EU kan låne i fællesskab til våben, spørger regeringerne i syd og øst, hvorfor så ikke til veje og hospitaler?

Spørgsmålet bliver mere presserende, fordi genopretnings- og resiliensfaciliteten, den 800 mia. euro store fond efter covid, udløber i 2026. Fra 2027 ventes det at trække omkring 0,25 procentpoint årligt fra BNP-væksten i de lande, der er afhængige af midlerne (EC Spring 2026 Forecast). Europa-Parlamentet har stemt for en forhøjelse på 10 % i forhold til Kommissionens forslag (European Parliament). Men budgettet kræver enstemmighed i Rådet, hvilket giver sparelande som Nederlandene, Sverige og Østrig et reelt veto.

De egentlige forhandlinger i Rådet er ikke begyndt. Når de formentlig går i gang til efteråret, har de seksten samhørighedslande et flertal i antal, men ikke magten til at tvinge en aftale igennem. Sparelandene har vetomulighed, men ikke flertal bag deres linje. Et sted mellem de to positioner skal EU's syvårige budget lande.