Slovalco genstarter med slovakisk strømstøtte

De første elektrolysekar på Slovalcos aluminiumsværk i Žiar nad Hronom blev tændt igen i denne uge, tre år efter at høje elpriser lukkede den primære produktion. Genstarten rækker ud over Slovakiet, fordi den viser den aftale, europæiske regeringer i stigende grad må indgå for at holde strømkrævende industri i live: billig el, kompensation for CO₂-omkostninger og ingen klar slutdato for nogen af delene.

75.000 ton, ikke 175.000

Slovalco genoptager 75.000 ton årlig produktion ud af en samlet kapacitet på omkring 175.000 ton. Investeringen er på mindst 100 mio. euro. De resterende 100.000 ton afhænger af strømkontrakter, som endnu ikke findes, og af rammevilkår efter 2030.

Premierminister Robert Fico beskrev genstarten som en styrkelse af op til 17 % af Europas primære aluminiumproduktion. Det tal bygger på Slovalcos fulde kapacitet, ikke de 75.000 ton, der faktisk er besluttet. Det måles desuden mod EU’s egen primærproduktion, som er faldet til omkring 950.000 ton om året, efter at smelteværker er lukket rundt om på kontinentet. Ser man på den bredere europæiske produktion, lå den på omkring 3,6 mio. ton i første halvår 2026. Uanset målestok er den første genstart langt mindre end den politiske overskrift.

Billig strøm bliver industripolitik

Primæraluminium er nyt metal fremstillet af malm gennem elektrolyse, ikke genanvendt skrot. Processen sluger elektricitet. Et ton kræver omkring 14 megawatt-timer, og el udgør typisk 30-40 % af produktionsomkostningerne. Derfor lukker smelteværker først, når priserne stiger, og kommer sidst tilbage uden hjælp.

Slovalcos hjælp har to ben. Det første er en langsigtet leveringsaftale med Vodohospodárska výstavba, det statsejede vandkraftselskab, om cirka 100 MW stabil strøm døgnet rundt. Smelteværker kan ikke billigt tænde og slukke produktionen, så de har brug for baseload-strøm til en pris klart under markedsniveau. Den faktiske pris er ikke offentlig. Det statslige selskab har klassificeret kontraktens mængder og priser som forretningshemmeligheder.

Det andet ben er en ændret slovakisk ordning for kompensation af CO₂-relaterede elomkostninger. Elproducenter indregner prisen på EU’s CO₂-kvoter, ETS-systemet, i engrosprisen på strøm. Det gør el dyrere for store forbrugere, også når de ikke selv udleder mere. EU-Kommissionen godkendte i juli Slovakiets ændrede ordning, som næsten tredobler programmets budget fra 250 mio. euro til 710 mio. euro og hæver den andel af de støtteberettigede omkostninger, staten må dække, fra 75 % til 80 %. Dertil fik Slovalco lempelser på afgifter til atomfonden og andre gebyrer (Teraz). Slovakiske medier anslår den årlige pris for industrilettelser fra miljøfonden til omkring 75 mio. euro.

Slovakiet står ikke alene. I samme periode godkendte Kommissionen lignende kompensationsordninger for Tjekkiet, Frankrig, Nederlandene, Østrig og Spanien (Brussels Times). I Spanien havde Alcoa San Cibraó genstartet alle 512 elektrolysekar i april 2026, hvilket reddede mere end 1.000 job. Den langsigtede økonomi afhænger dog stadig af vindmølleparker, som endnu ikke er bygget, og 72 mio. euro i forventet CO₂-kompensation. I Tyskland argumenterer økonomiministeriet for, at billigere industristrøm holder leverandører, fabrikker og faglært arbejdskraft i landet. Kritikere peger på, at nogle ordninger næsten ikke kan mærkes: ARD beskrev en model, hvor en industrivirksomheds elpris i eksemplet ville falde fra 18 til 17,6 cent pr. kilowatt-time.

Hvem betaler, hvem vinder

Gevinsterne er koncentrerede. Slovalcos hovedejer, den norske aluminiumskoncern Hydro med 55,3 %, og medejer Penta Investments får et producerende anlæg tilbage. Mere end 200 ansatte i Žiar nad Hronom beholder deres job. Forarbejdende virksomheder får en europæisk kilde til primærmetal i stedet for at være afhængige af import, som dækker 70-80 % af EU’s efterspørgsel.

Omkostningerne fordeles bredere. Kompensation for CO₂-omkostninger flytter indtægter fra ETS-auktioner væk fra grønne programmer eller underskudsreduktion. Det statslige energiselskab binder strøm på vilkår, offentligheden ikke kender, og opgiver dermed den indtægt, selskabet kunne have fået på det åbne marked. Støtten er heller ikke en engangsinvestering. Den er indrettet til at fortsætte år efter år. Slovalco viser, at en genstart er mulig, når staten bliver ved med at tage en del af elregningen. Ejerne siger det i praksis selv: De vil ikke binde sig til den anden halvdel af fabrikken uden en ny runde garantier.