Sofia vil skåne Alekperov

EU's Ruslandssanktioner er kun så stærke som den svageste enighed bag dem. Bulgarske medier skriver, at Sofia forsøgte at holde Vagit Alekperov, Lukoils tidligere topchef og aktionær, ude af en ny sanktionspakke. Oplysningen er fortsat lokal og ikke bekræftet uden for Bulgarien, men den peger på et reelt problem: Når EU-sanktioner kræver alle regeringers ja, kan ét lands energisårbarhed blive et pressionsmiddel over for hele politikken.

Reglen er enkel og tung. Efter artikel 31 i TEU kræver EU's udenrigspolitiske sanktioner normalt enstemmighed. Det betyder, at én hovedstad kan forsinke eller blokere en pakke, før den bliver til lov. Det er her, den egentlige kamp foregår: før den endelige tekst ligger klar, mens regeringerne forhandler om navne, undtagelser og regningen.

Kampen før pakken

Personrettede sanktioner står på lister, der er knyttet til EU-retsakter, blandt andet Rusland-regimet under afgørelse 2014/145/FUSP og forordning 269/2014. En regering kan gøre indsigelse, fordi den mener, at bevisgrundlaget er for svagt, fordi dens egen økonomi rammes, eller fordi de to hensyn flyder sammen.

Den sondring er afgørende i Alekperov-sagen. Hvis Bulgarien rejste en snæver juridisk indvending, er det én type konflikt. Hvis Sofia brugte Lukoils rolle i Bulgarien som argument for at skærme en Rusland-forbundet person mod EU-tiltag, bliver spørgsmålet større: Kan et nationalt energiknudepunkt beskytte nogen mod sanktioner, der skal gælde i hele Europa?

Ungarn har allerede vist, hvor langt den slags leverage kan række. Under forhandlingerne om olieembargoen modsatte Budapest sig et fuldt forbud, og EU-lederne endte med et kompromis, der friholdt rørledningsolie. Det blev senere afspejlet i den sjette sanktionspakke, efter at Reuters havde beskrevet det delvise forbud mod russisk olie. Viktor Orbáns regering fremstillede selv embargoen som en trussel mod Ungarns økonomi i sin offentlige kommunikation.

Budapest viste også, at forhandlinger om enkeltpersoner er reelle. The Guardian skrev, at patriark Kirill blev fjernet fra sanktionslisten efter ungarsk modstand mod hans optagelse (The Guardian). Den sag beviser intet om Alekperov. Den forklarer, hvorfor påstanden er politisk relevant nok til at blive taget alvorligt.

Det stærkeste argument for undtagelser

Der findes et seriøst argument for at give særligt udsatte lande manøvrerum. Slovakiet og Ungarn var mere afhængige af rørledningsolie end mange andre medlemslande, og EU-Kommissionen begrundede midlertidige dispensationer med afhængighed og manglende alternativer i sin spørgsmål-svar om sanktionerne. De undtagelser blev derefter skrevet ind i forordning 2022/879.

Det er det stærkeste forsvar for enstemmighed: Reglen holder sårbare regeringer inde i sanktionskoalitionen i stedet for at presse dem ud i åben modstand. Et land med raffinaderier, forsyningskontrakter og vælgere, der mærker prisstigninger, behandler ikke energisanktioner som abstrakt geopolitik.

Men den samme regel belønner også pres. For regeringer på EU's østflanke kan gentagne undtagelser ligne huller i et sikkerhedspolitisk værktøj. Polens program for formandskabet i Rådet placerer presset på Rusland i en bredere europæisk sikkerhedsdagsorden, mens Rådet selv siger, at Ruslandssanktionerne skal svække Moskvas evne til at finansiere og føre krig i Ukraine (Rådet).

Konflikten ligger i selve systemet. Én regering ser en undtagelse som beskyttelse mod hjemlig uro. En anden ser den samme undtagelse som en indrømmelse, der svækker Europas svar på Rusland.

Hvad den endelige tekst skjuler

Den offentlige dokumentation viser som regel det færdige kompromis, ikke det pres, der skabte det. Den viser den pakke, Rådet vedtog, de navne, der kom på listen, og de undtagelser, der blev skrevet ind i loven. Den viser sjældent, hvilken regering der truede med at blokere, hvilket navn der forsvandt, eller hvilken indrømmelse der købte enigheden.

Derfor betyder den bulgarske påstand noget, selv om den fortsat skal behandles med forbehold. Spørgsmålene er præcise: Forsøgte Sofia at få Alekperov holdt ude, på hvilket grundlag, og indgik Lukoils bulgarske eksponering i argumentet? Pressede andre regeringer imod, eller forsvandt spørgsmålet ind i en større handel?

Indtil der kommer svar, bør Alekperov-påstanden fortsat beskrives som bulgarsk kildebaseret rapportering. Det bredere europæiske problem kræver mindre forbehold. EU's enstemmighed gør ét lands svaghed til alles begrænsning, og Ruslandssanktionerne bliver aldrig fastere, end den mest udsatte hovedstad vil gøre dem.