Sofia skærmer Lukoils raffinaderi

En olietønde ankommer til en havn ved Sortehavet. Certifikatet siger, at olien ikke er russisk. Skibets sporingsdata ser rene ud. Toldpapirerne stemmer. Men hvem solgte lasten? Hvem finansierede den? Hvem forsikrede skibet? I sanktionspolitikken er de spørgsmål ofte vigtigere end oprindelsesstemplet. Og EU kan stadig ikke besvare dem klart for Neftochim Burgas, det Lukoil-forbundne raffinaderi, der leverer størstedelen af Bulgariens brændstof.

Et raffinaderi, der er selve forsyningen

Neftochim står efter skøn for 80-90 % af Bulgariens brændstofmarked samt det meste af landets jetbrændstof og strategiske reserver. Hvis raffinaderiet får problemer, mister Bulgarien ikke bare en leverandør. Landet mister rygraden i sin brændstofforsyning.

Den dominans gav Sofia forhandlingskraft. Da EU i 2022 forbød import af russisk råolie ad søvejen, fik Bulgarien en midlertidig undtagelse, så Neftochim fortsat kunne købe russisk olie (EUR-Lex). Undtagelsen er siden blevet strammet. Ifølge en rapport fra juli 2026 er anlægget nu under statslig administration og »bruger ikke længere russisk olie« (Euronews). Den påstand er ikke dokumenteret med offentlige told- eller raffinaderidata.

Den går også uden om det svære spørgsmål. Sanktionsomgåelse kræver ikke nødvendigvis en russiskflaget tanker ved kajen i Burgas. Det kan være nok, at det gamle kommercielle maskineri fortsætter: handelsfirmaer, banker, forsikringsselskaber og købere, der stadig kan tjene på strømmen af olie og olieprodukter.

Sådan ser reel adskillelse ud

EU’s oliesanktioner virker ad to spor. Det første forbyder import af russisk olie. Det andet forbyder EU-virksomheder at fragte, mægle, finansiere eller forsikre russisk olie, hvis den sælges over et fast prisloft (EU-Rådet, EU-Rådet). EU-Kommissionens egen vejledning gør det klart, at ejerskab, kontrol og handelsrelationer til en sanktioneret aktør er afgørende for, om reglerne overholdes (EU-Kommissionen).

Italien viste, hvad reel adskillelse kræver. Da Lukoils ISAB-raffinaderi på Sicilien blev et sanktionsproblem, satte Rom det under midlertidig administration. Den nye operatør ændrede ikke kun det formelle ejerskab, men også forsyningskæden: hvem der købte råolien, hvem der finansierede den, og hvem der solgte produkterne videre. Trafigura overtog rollen (Reuters, Reuters).

Har Bulgarien gjort det samme? Sofia pressede for nylig på for at holde Lukoil-grundlæggeren Vagit Alekperov og patriark Kirill ude af EU’s 21. sanktionspakke med det argument, at sanktioner mod dem kunne forstyrre raffinaderiets drift (BTA, RFE/RL). Hvis anlægget reelt er statsligt drevet og fri af russisk olie, er behovet for den undtagelse vanskeligt at forklare.

Hvem betaler for uklarheden

Centre for Research on Energy and Clean Air vurderede, at fuld håndhævelse af et prisloft på 44,1 dollar pr. tønde i juni 2026 ville have skåret Ruslands olieindtægter med 36 %, svarende til cirka 5 mia. euro den måned (CREA). Neftochim er ikke det eneste svage punkt. Men hvert raffinaderi, hvor den kommercielle kæde forbliver uklar, er et sted, hvor indtægter kan sive tilbage til Moskva.

Raffinaderier, der følger reglerne, taber også. Et anlæg, der køber dyrere ikke-russisk råolie, konkurrerer mod et anlæg, der stadig kan trække på billigere eller russisk forbundet forsyning. Uigennemsigtige bulgarske olieprodukter kan derfor forvride markederne i nærområdet. Rumænien importerer eksempelvis bulgarsk bitumen, samtidig med at landet eksporterer sin egen bitumen til Ukraine (Economica).

De bulgarske forbrugere kan være de mest ironiske tabere. Sofia har argumenteret for, at beskyttelsen af raffinaderiet holder benzinpriserne nede. Men Center for the Study of Democracy fandt, at den tidligere undtagelse ikke sænkede forbrugerpriserne mærkbart, mens Lukoil tjente mindst 2,4 mia. dollar i ekstra profit i 2022-2023 (Direktno). Bulgarerne fik at vide, at undtagelserne beskyttede deres brændstofregning. Marginalen endte hos selskabet.

Litauens udenrigsminister, Kestutis Budrys, har kaldt nye sanktionsundtagelser for en »meget dårlig tendens«, drevet af energi- og shippinginteresser (TV3/BNS). Kritikken rammer en konstruktionsfejl i EU’s sanktionssystem: Sanktioner kræver enstemmighed, altså at alle medlemslande siger ja. Derfor kan ét lands afhængighed af ét raffinaderi udvande en hel pakke.

Der er ingen offentlige beviser for, at Neftochim i dag forarbejder forbudt russisk råolie. Men dokumenteret efterlevelse kræver tolddata på lastniveau, uafhængige raffinaderiaudits og oplysninger om intern afregning mellem selskaber. Intet af det er offentligt. EU mangler derfor stadig at vise, at det kommercielle system omkring Europas mest koncentrerede raffinaderimarked faktisk er skåret fri af det netværk, der byggede det.