Spanien vil hente mere algerisk gas

Pedro Sánchez rejste 20. juli til Algier for at lukke et diplomatisk sår og sikre mere gas gennem Medgaz, rørledningen under Middelhavet mellem Algeriet og det sydlige Spanien. Den officielle melding fra Moncloa, den spanske premierministers kontor, nævner hverken bindende mængder, prisformel eller leveringsdato (Moncloa). Den politiske aftale findes. Den kommercielle kontrakt, der skal gøre den virksom, er endnu ikke på plads.

Hvad tallene faktisk siger

Det tal, der går igen i spanske medier, er en mulig stigning på 0,9-1,8 mia. kubikmeter om året (La Nueva España). Men overskriften blander to ting sammen: mere gas gennem Medgaz og flere laster med LNG, altså flydende naturgas, som sejles med tankskib. Selve rørledningsdelen ser ud til at ligge tættere på 10 % af Medgaz’ årlige kapacitet på omtrent 10 mia. kubikmeter (El Periódico, PGJ/Reuters).

For Spanien er det ikke småting. Algeriet leverer allerede omkring en tredjedel af den spanske gas. Ifølge Le Courrier d’Algérie lå leverancerne i første halvår 2026 på 64,23 TWh, svarende til 33,9 % af importen (Le Courrier d'Algérie). Yderligere 1,8 mia. kubikmeter ville derfor kunne mærkes i den spanske forsyning. For EU som helhed er det noget andet. Samme mængde svarer til omkring 1,4 % af de 131 mia. kubikmeter LNG, som EU importerede sidste år (Oenergetice). Det hjælper Madrid. Det flytter næppe Europas gasbalance.

Nu skal selskaberne gøre den politiske forståelse til bindende vilkår (Heraldo). Sonatrach, Algeriets statslige energiselskab, ejer 51 % af Medgaz-selskabet og har leveringskontrakter på omkring 5 mia. kubikmeter om året frem til 2030 (El País). Naturgy, Repsol og Enagas havde direktører med på rejsen. Det er tegn på, at forhandlingerne ikke kun foregår foran kameraerne.

Hvorfor resten af Europa ikke skal vente sig meget

Selv hvis Spanien køber mere algerisk gas, får resten af Europa ikke automatisk glæde af den. Gas, der ankommer til Spanien, skal over Pyrenæerne gennem forbindelserne mellem de nationale gasnet, før den kan nå Frankrig. En sælger skal have betalt kapacitet i rørene, og systemet skal have nok kompression til at presse gassen nordpå (CRE). Den planlagte H2Med/BarMar-forbindelse mellem Barcelona og Marseille er tænkt som en brintkorridor, ikke som en hurtig ny gasvej (Model Diplomat).

Den mere sandsynlige EU-effekt er indirekte. Hvis Spanien binder mere algerisk rørgas, får landet mindre behov for at købe kortfristede LNG-laster til svingende priser. De laster kan i stedet ende ved terminaler andre steder i Europa. Det er den mest rene mekanisme fra en bilateral aftale mellem Spanien og Algeriet til det bredere europæiske gasmarked, men mængderne er så begrænsede, at effekten bliver svær at måle.

Hvem vinder, hvem konkurrerer

Spanien og Sonatrach står til at vinde mest, hvis kontrakterne bliver underskrevet. Spanien får mindre afhængighed af dyre køb i sidste øjeblik. Sonatrach kan udnytte mere af sin rørledningskapacitet og binde en stor EU-kunde tættere til sig.

Italien er konkurrencehistorien. Algeriet er allerede centralt i Roms gasstrategi efter bruddet med russisk gas. TransMed, rørledningen fra Algeriet gennem Tunesien til Sicilien, var Italiens vigtigste importvej i første halvår 2026 (ANSA). Hvis Sonatrach øger den samlede produktion, kan begge lande få mere. Hvis Algeriet kun har en lille ekstra mængde at sælge, mødes Spanien og Italien ved samme kontraktbord.

Dokumentationen peger derfor på en bedre iberisk gasforsyning, ikke på en europæisk gasløsning. De afgørende oplysninger ligger i kontraktmængder, prisformler og bookinger af grænsekapacitet mellem Frankrig og Spanien, som endnu ikke er offentlige. Indtil Sonatrach og de spanske købere har underskrevet de kommercielle bilag, er aftalen et politisk væddemål om, at gassen følger håndtrykket.