Spanien forsikrer Ukraine-kontrakter

Spanien øger sin støtte til virksomheder, der vil arbejde med genopbygningen af Ukraine, til 570 mio. euro, oplyste økonomiminister Carlos Cuerpo under et besøg i Kyiv med omkring 50 virksomheder (El País, Euronews). Beløbet lyder som bistand til Ukraine. Det er det kun delvist. En stor del er risikodækning, der skal gøre det lettere for spanske virksomheder at byde på genopbygningsopgaver.

Den største post er forsikring

Kernen i pakken er en udvidelse af CESCE, Spaniens eksportkreditagentur, som forsikrer virksomheder mod tab ved krigsskader, politiske forstyrrelser eller manglende betaling i udlandet. CESCEs ramme stiger fra 30 mio. euro til 250 mio. euro (El País). Dertil kommer op til 100 mio. euro fra COFIDES, et statsligt udviklingsfinansieringsselskab, og en kreditlinje på 20 mio. euro via ICO og Ukraines Raiffeisen Bank. Under besøget blev der også underskrevet en særskilt FIEM-aftale, der kombinerer lån, som skal betales tilbage, med enkelte tilskudselementer (Euronews, La Moncloa).

En garanti er ikke et tilskud. Et tilskud er penge, Ukraine får og ikke skal betale tilbage. En garanti er et løfte fra den spanske stat om at dække tab, hvis et godkendt projekt rammes af en dækket hændelse. Går alt efter planen, betaler skatteyderne måske ikke en euro. Går noget galt, tager staten en del af regningen.

Den økonomiske virkning er derfor indirekte, men reel: Spanske banker og virksomheder kan påtage sig ukrainsk krigsrisiko, som de ellers ville holde sig fra. Det kan få projekter i gang. Men overskriftsbeløbet siger mere om den risiko, Spanien er villig til at bære, end om hvor mange penge der flytter sig nu.

CSIS har peget på det samme mønster i genopbygningsløfter til Ukraine bredere set. Tilsagn blander ofte tilskud, lån, garantier og investeringsplaner, som først bliver til faktiske udgifter, når udbud, banker, projektforberedelse og forholdene ved fronten spiller med (CSIS).

Garantier og tilskud: hvad Tyskland og Danmark viser

Spanien er ikke alene om at bruge statens kreditværdighed og risikovillighed til at placere nationale virksomheder godt. Tyskland bruger en lignende model gennem Hermesdeckungen, eksportkreditgarantier, der dækker politisk og kommerciel risiko. Ost-Ausschuss, tysk erhvervslivs østudvalg, har opgjort, at der siden Ruslands fuldskalainvasion er stillet mere end 50 investeringsgarantier for Ukraine-projekter (Ost-Ausschuss). Tysklands bredere genopbygningspakke når op på 233 mio. euro på tværs af energi, boliger og industrisamarbejde (AFP).

Danmark gør noget andet. Den seneste danske model sender tilskud gennem Nefco, den nordiske grønne finansieringsinstitution, direkte til kommunale projekter i Mykolaiv: vand, spildevand, hospitaler og skoler. Danmark har afsat 26,6 mio. euro samt 3 mio. euro fra Impact Fund Denmark, mens ukrainske kommuner medfinansierer fra lokale budgetter (Ritzau/Nefco). Tilskud koster danske skatteydere penge med det samme, men pengene går direkte til ukrainske offentlige ydelser uden en spansk eller tysk virksomhed som mellemled.

Forskellen skærper spørgsmålet. Spanien og Tyskland bruger offentlige garantier til at hjælpe nationale virksomheder ind i genopbygningen. Danmark betaler for rent vand i Ukraine. Begge dele kan være nyttige. De er bare ikke det samme.

Hvem vinder, og hvem bærer risikoen

De mest oplagte vindere er spanske virksomheder inden for forsvar, infrastruktur, transport, jernbane og energi, netop de sektorer Cuerpo havde med til Kyiv (NV, El País). De får offentlig risikodækning, som konkurrenter fra lande med svagere eksportkreditagenturer har svært ved at matche. Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, EBRD, har vist, at garantier med risikodeling kan holde lån i gang under krigsforhold og dermed frigøre milliarder af euro gennem ukrainske banker, som ellers ville have holdt igen (EBRD). Det beviser ikke, at den spanske pakke bliver effektiv. Det viser, at mekanismen kan virke.

De spanske skatteydere bærer den yderste risiko: en regning, der ikke fylder i budgettet, før en garanti bliver udløst. Jo flere projekter der sættes i gang under aktive krigsforhold, desto større er sandsynligheden for, at noget ender med en udbetaling.

Polens erfaring peger på en anden omkostning. Trods bred offentlig opbakning til at prioritere polske virksomheder dækkede én aftale kun tre selskaber, selv om mere end 3.000 havde vist interesse (Biznes Enter). Genopbygning med statsgarantier favoriserer ofte store, bankbare virksomheder, der allerede kan navigere i finansiering med offentlig rygdækning.

Ukraine har brug for kapital og ekspertise udefra, og garantier kan åbne for aktivitet, som kommercielle markeder ville undgå. Men "støtte til Ukraine" og "støtte til spanske virksomheder i Ukraine" er to forskellige økonomiske forhold med samme politiske mærkat. Spanien har endnu ikke offentliggjort et samlet skøn over forventede garantiudbetalinger, projektpipeline eller hvordan ukrainske virksomheder skal indgå som partnere frem for underleverandører. Indtil da må de 570 mio. euro læses som et mål for ambition, ikke som et mål for penge, der allerede er forpligtet.