Madrid bryder loft for udgifter

Spaniens finansministerium har fået en ubehagelig påmindelse fra sine egne teknikere: De offentlige udgifter vokser hurtigere, end landets budgetlov tillader. Det største skred ligger hos centralregeringen, hvor udgifterne steg med 8 % (El Mundo).

Det passer dårligt med billedet af Spanien som eurozonens pæne finanspolitiske elev. Økonomien vokser solidt, underskuddet ligger på 2,2 %, og statsgælden er faldet til 100,7 % af BNP. Det opfylder de tilsagn, Madrid har givet Bruxelles (Hacienda). Underskuddet er klart under EU’s loft på 3 %. Gældskvoten falder. Hvorfor er regelbruddet så vigtigt?

Fordi det peger på, at Spaniens forbedrede statsfinanser i høj grad bæres af vækst og skatteindtægter, ikke af egentlig udgiftsdisciplin. Hvis væksten bremser, bliver den samme udgiftskurs langt sværere at forsvare.

Hvad udgiftsreglen ser, som underskuddet ikke viser

En udgiftsregel fungerer som en fartgrænse. Den spørger ikke kun, om staten endte året med et acceptabelt underskud. Den spørger, om udgifterne voksede hurtigere end en referencebane, der er knyttet til økonomiens vækst på mellemlang sigt. Den spanske regel er en del af LOEPSF, landets lov om budgetstabilitet (BOE).

Pointen er enkel. En regering kan se ansvarlig ud på papiret, hvis skatteindtægterne stiger kraftigt under et opsving. Underskuddet falder. Gælden falder som andel af BNP. Men hvis udgifterne samtidig accelererer, er den underliggende finanspolitiske position svagere, end nøgletallene antyder. Reglen er lavet til netop at fange den forskel. Finansministeriets egen opfølgningsrapport fra juni 2026 ser ud til at have gjort det (Hacienda reports hub).

Det problematiske er, at rapporten ikke gør den tilladte referencevækst let tilgængelig. Vi ved derfor, at udgifterne steg 8 %, men ikke præcist hvor meget de oversteg grænsen. Den mangel på offentlig detalje gør det sværere at vurdere, hvor alvorligt bruddet er.

Den nationale regel er adskilt fra EU’s reformerede finanspolitiske ramme, som følger de såkaldte nettoudgifter: den del af udgiftsvæksten, regeringerne selv kontrollerer, renset for indtægtsbeslutninger og engangsposter (EUR-Lex Regulation 2024/1263, European Commission). Et brud på spansk lov betyder altså ikke automatisk et brud på EU-reglerne. Men BBVA Researchs finanspolitiske monitor fra juni 2026 peger i samme retning: I bankens hovedscenarie vokser Spaniens primære nettoudgifter hurtigere end den bane, Madrid har lovet Bruxelles (BBVA Research).

Centralregeringen brød sin egen regel

Budgetdebatterne i Madrid ender ofte med, at de autonome regioner får skylden for finanspolitisk slinger. Det er Spaniens stærke regionale regeringer, som driver store dele af velfærdsstaten. Denne gang peger teknikerne på centrum. Centraladministrationen havde den største overskridelse (El Mundo, Hacienda budget execution May 2026).

På kort sigt vinder centralregeringen selv. Den bevarer politisk råderum, kan forlænge støtteordninger fra kriseårene og kan samtidig henvise til de pæne hovedtal. Risikoen ligger senere. Hvis Bruxelles eller obligationsmarkedet kræver strammere styring, lander tilpasningen typisk på ministeriebudgetter, offentlige investeringer eller overførsler til regioner og serviceområder (BBVA Research). Dem, der er afhængige af de budgetter, kan ende med at betale for en kurs, de ikke selv har lagt.

Vækst køber tid, ikke immunitet

Spanien er ikke Frankrig, hvor gælden ligger omkring 117,5 % af BNP, og stigende renteudgifter efterlader meget lidt plads til udgiftsskred (Le Monde, BNP Paribas). Spaniens BNP-vækst giver regeringen politisk luft. Men den luft bliver tyndere, hvis økonomien bremser, skatteindtægterne flader ud, og udgiftsløfterne allerede er låst fast på et højere niveau.

Flere forhold er fortsat uafklarede. Det fremgår ikke klart af de tilgængelige kilder, om de 8 % er nominelle, inflationskorrigerede eller beregnet efter lovens særlige definition af relevante udgifter. Det er heller ikke bekræftet, om EU-finansierede udgifter eller engangsposter har løftet tallet. Indtil den fulde opfølgningsrapport er gennemgået uafhængigt, er det derfor et advarselssignal, ikke en dom. Spaniens vækst bærer en stor del af finanspolitikken, og nu har revisorerne sat en streg under det.