Spanske svar bremser Ceuta-penge

Spanien bad 24. august om akut EU-støtte til Ceuta. Mere end en uge senere kan EU-Kommissionen, EU's udøvende institution, stadig ikke behandle sagen færdig. Forklaringen er banal, men politisk dyr: Madrid har endnu ikke svaret på Kommissionens opfølgende spørgsmål om, hvad pengene konkret skal bruges til, og hvordan udgifterne skal dokumenteres (El Español, Brussels Signal). Bruxelles kan ikke anvise penge, før Spanien har forklaret regningen. For hver uge der går, får andre EU-lande bedre plads til at fremstille Ceuta som et problem for de åbne grænser i Europa.

Tre pengekasser, men kun én sidder fast i Bruxelles

Spansk og europæisk dækning har blandet mindst tre forskellige pengestrømme sammen. De skal skilles ad.

Den første er selve ansøgningen om EU-nødhjælp. Den er indsendt under EU's to krisefonde på området for indre anliggender, AMIF og BMVI, som dækker henholdsvis asylmodtagelse og grænseforvaltning (EFE, AMIF-forordningen). Det dokumenterbare beløb i ansøgningen er på mere end 32 mio. euro (RTVE). Ifølge El Mundo kan Kommissionen ende med at bevilge mere end 100 mio. euro, men hverken Madrid eller Bruxelles har offentliggjort et bekræftet samlet beløb.

Den anden er Spaniens egen udvidelse af den humanitære kreditramme til Ceuta på 44,51 mio. euro, som migrationsminister Elma Saiz har annonceret, og som Madrid håber delvist at kunne finansiere gennem EU-ordninger (ABC). Det er en spansk budgetbeslutning, ikke en EU-bevilling. Den tredje er Pedro Sánchez' nationale pakke til Ceuta på 309 mio. euro, som ministerrådet har godkendt (Heraldo). Kun den første pengekasse afhænger direkte af Bruxelles.

Derfor kræver Bruxelles detaljer, også nu

Kommissionen har ikke offentliggjort en formel tjekliste for den spanske ansøgning. Men de åbne oplysninger peger på almindelige, afgørende huller: Spanien skal præcisere, hvilke udgifter der skal dækkes, hvilke af dem der er støtteberettigede, om de overlapper med nationale udgifter, og hvad EU-personale i givet fald skal lave på stedet (Eleconomista, EUobserver).

Kravet om dokumentation er ikke bureaukratisk smålighed. En briefing fra Europa-Parlamentet om fondene på området for indre anliggender peger på vedvarende problemer med kontrol, datakvalitet og administrativ kapacitet i medlemslandene (Europa-Parlamentet). EU's nødpenge kan udbetales hurtigt, men de kræver stadig et papirspor.

Spaniens separate anmodning om operativ støtte følger samme mønster. Indenrigsminister Grande-Marlaska har bedt om 10 ekstra Frontex-folk fra det stående korps, en forlængelse af Operation Minerva, tolke fra EU's Asylagentur og støtte fra Europol mod menneskesmugling (Moncloa). Kommissær Magnus Brunner lovede 29. august en hurtig afgørelse, men 3. september var der stadig ikke offentliggjort nogen plan for udsendelse eller ankomstdatoer for personale. Kommissionen tilbød allerede 6. august at styrke Frontex-indsatsen, hvis Spanien formelt bad om det (Kommissionens briefing). Madrid formaliserede først anmodningen sidst i august.

Schengen-prisen for ventetiden

Forsinkelsen rækker ud over Spanien. Italien henviste formelt til Ceuta, da landet 1. august genindførte midlertidig grænsekontrol på fly- og søforbindelser fra Spanien og senere forlængede kontrollen til 16. september (Kommissionens Schengen-register, ANSA). Spanien fastholder, at Ceutas særlige status forhindrer videre bevægelse til det spanske fastland (Spaniens udenrigsministerium). Italien handlede alligevel. Indenrigsminister Matteo Piantedosi oplyste om tre anholdelser og 21 afviste indrejser, men italienske medier noterede, at det ikke kunne bekræftes, om de afviste faktisk var kommet via Ceuta (ANSA).

I Nederlandene har parlamentariske spørgsmål fra oppositionspartierne FVD og JA21 gjort overførslen af mindreårige fra Ceuta til det spanske fastland til en hjemlig debat om videre bevægelse i Schengenområdet, EU's zone uden indre paskontrol (NRC).

Spanien siger, at Ceuta ikke kan true Schengen. Andre medlemslande behandler sagen, som om truslen allerede findes. Bruxelles kan ikke godkende nødpenge på et ufuldstændigt grundlag. Jo længere Madrid venter med svarene, desto mere får andre regeringer lov til at udfylde tavsheden med deres egen læsning af krisen.