EU-milliarder trak ikke private penge til Spanien

Efter fem år med EU’s genopretningsmidler er Spaniens indkomst per indbygger kun steget med 0,2 %, mens de private investeringer er faldet med 3 %. Det viser en afsluttende EY-vurdering, som El Mundo omtaler. For et program, der netop skulle få offentlige EU-penge til at udløse private investeringer, er kombinationen vanskelig at bortforklare.

NextGenerationEU, EU’s fælles låneprogram efter pandemien, byggede på en enkel antagelse: Når staten investerede i grøn omstilling, digitalisering og reformer, ville virksomhederne følge efter med egne penge. De spanske tal peger den anden vej.

Sådan skulle pengene virke

Genopretnings- og resiliensfaciliteten, RRF, er hovedkanalen i NextGenerationEU. Den gav EU mulighed for at låne kollektivt, så lande med svagere offentlige finanser kunne investere uden selv at bære hele regningen (European Commission). Udbetalingerne blev koblet til reformer og projektmål, ikke kun til dokumentation for, at pengene var brugt (EUR-Lex).

Det var et forsøg på at rette op på et velkendt problem med EU-midler: at penge kan løbe gennem en økonomi uden at ændre dens produktionskraft. Først skulle offentlige investeringer skabe ordrer, arbejdspladser og aktivitet. Senere skulle projekterne gøre virksomheder og arbejdstagere mere produktive gennem bedre energisystemer, digitale løft eller enklere regulering.

Indkomst per indbygger måler netop, om økonomien skaber mere værdi for hver borger, eller om den blot flytter flere penge rundt. Spaniens stigning på 0,2 % tyder på et svagt kortsigtet løft. Faldet på 3 % i private investeringer er mere alvorligt, fordi hele konstruktionen forudsatte, at offentlig kapital ville trække privat kapital med sig. I Spanien skete det modsatte: flere offentlige penge ind, færre private investeringer ved siden af.

Samme mønster hos de største modtagere

Italien, den største modtager, havde i april 2026 fået 166 mia. euro gennem ni EU-udbetalinger, men den faktiske brug af pengene haltede fortsat bagefter (ACEN). Penge fra Bruxelles er ikke det samme som penge brugt i økonomien. Og penge brugt er ikke det samme som et færdigt projekt, der virker.

Den italienske byggebranche forventer, at offentlige anlægsarbejder vil være motoren frem til programmets afslutning i 2027, hvorefter aktiviteten falder. Det ligner den spanske mekanisme i en større økonomi: et midlertidigt løft i BNP gennem byggepladser, men ikke nødvendigvis en varig ændring i den private sektors måde at investere og producere på.

Portugal viser, at efterspørgselseffekten er reel, men midlertidig. RRF-midlerne bidrog i 2026 med mere end 0,5 % af BNP til den finanspolitiske ekspansion, altså til statens ekstra efterspørgsel i økonomien (ECO). Den samme analyse peger på, at 2027 bliver kontraktivt, når EU-pengene løber ud. Vækst, der hviler på en midlertidig overførsel, får et hul, når overførslen stopper.

Grækenland er det stærkeste modargument. Den græske plan brugte i højere grad EU-lån og krævede privat medfinansiering, så offentlige og private penge blev bundet tættere sammen (Bank of Greece). Alligevel steg reallønnen, altså lønnen korrigeret for inflation, kun 0,1 % i 2025, og prognosen for 2026 ligger på samme niveau (Powergame). Selv den model, der mest direkte inviterede private aktører ind, har endnu ikke omsat investeringer til indkomster, borgerne kan mærke.

Regningen kommer før beviset

EU skal begynde at tilbagebetale den fælles gæld i 2028, og betalingerne løber frem til 2058 (EUR-Lex). Tyskland, Nederlandene og andre nettobidragydere accepterede byrden med forventning om varige gevinster, ikke blot et par år med højere aktivitet i modtagerlandenes offentlige anlægsbudgetter.

Den Europæiske Revisionsret har allerede peget på samme problem. I en revision fra 2025 af RRF-finansierede boligrenoveringer fandt den svag målretning og begrænset dokumentation for, at projekterne faktisk sparede energi (ECA, Jornal Económico).

EU kan tælle udbetalte euro og afkrydsede milepæle. Det har svagere dokumentation for, at pengene har skabt ekstra private investeringer, højere produktivitet eller bedre indkomster i de største modtagerlande. EY-rapporten fra Spanien beviser ikke, at hele programmet er mislykket. Men når tilbagebetalingen nærmer sig, og nye runder af fælles EU-lån allerede diskuteres, bliver det afgørende spørgsmål ikke, om pengene blev sendt afsted. Det bliver, om EU kan bevise, at de ændrede økonomierne.