Stellantis skærer 800,000 biler i Europa

Stellantis, verdens fjerdestørste bilproducent og koncernen bag Fiat, Peugeot, Opel og Jeep, fremlagde i denne uge en femårig investeringsplan på 60 mia. euro. Omkring 41 mia. dollar af brandinvesteringerne, svarende til cirka 60 %, går til Nordamerika. I Europa bliver produktionskapaciteten skåret med mere end 800.000 biler om året. Flere af de fabrikker, der bliver tilbage, omstilles til samlebånd for biler udviklet i Kina.

Marginalerne trækker Stellantis vestpå

Stellantis sigter mod overskudsgrader på 8-10 % i Nordamerika mod kun 3-5 % i Europa. I USA ligger energiomkostningerne omkring det halve af niveauet i Europa, og tolden på 25 % på importerede biler gør lokal produktion til en forudsætning. Den fordel overlevede endda afskaffelsen af den amerikanske forbrugerskattekredit på 7.500 dollar til elbiler sidste september. Forklaringen ligger i et strukturelt omkostningsgab, som tilskud alene ikke kan lukke.

I Europa skrumper koncernen. Stellantis vil hæve fabriksudnyttelsen, altså den del af kapaciteten der faktisk bruges, fra 60 % til 80 % inden 2030. Det betyder færre produktionslinjer, færre skift og færre ansatte, også hvis ingen fabrik officielt bliver lukket. Topchef Antonio Filosa har lovet, at der ikke kommer fabrikslukninger, men løftet gælder kun 2026.

Kinesiske partnere fylder hullerne

De tomme produktionspladser viser, hvor strategien bevæger sig hen. I Madrid er fabriksejerskabet overført til Leapmotor, Stellantis’ kinesiske elbilpartner. I Zaragoza skal Leapmotor fra 2028 producere en elektrisk SUV med Opel-logo. I Rennes skal et joint venture med Dongfeng samle Voyah-elbiler i premiumklassen side om side med Citroën. Europæiske arbejdere på gamle europæiske fabrikker skal bygge biler, hvor teknologien og produktudviklingen i stigende grad kommer fra Kina.

Opel, Tysklands mest etablerede massemarkedsmærke, er samtidig rykket ned til kategorien “regionalt” brand. De regionale mærker får kun 30 % af brandinvesteringerne, mens de fire “globale” mærker, Jeep, Ram, Peugeot og Fiat, får 70 %. Planen siger heller intet om batterier. ACC-konsortiet lagde i februar sine planlagte batterifabrikker i Tyskland og Italien på hylden. Med 29 batterielektriske modeller planlagt frem mod 2030 bliver Stellantis afhængig af asiatiske leverandører til den mest værdifulde enkeltkomponent i hver elbil.

Hvem betaler regningen

Italien rammes hårdest. Stellantis’ italienske fabrikker kørte med en udnyttelsesgrad på 23 %, og fabrikken i Cassino var kun i drift 19 dage i første kvartal. Metalarbejderforbundet Fiom oplyser, at 12.265 job er forsvundet siden 2020. Italien er fortsat det eneste store EU-land uden en eneste batterifabrik.

Frankrig står med et andet problem. Poissy-fabrikken nær Paris stopper med at samle biler efter 2028, og omkring 900 af fabrikkens 1.900 job forsvinder. Normalt kunne en regering forsøge at købe sig tid med støtteordninger og incitamenter til at holde produktionen hjemme. Men kreditvurderingsbureauet S&P har sænket Frankrigs statsgæld til A+, hvilket gør statens egen låntagning dyrere. Det giver Paris mindre finanspolitisk råderum til at tage en industrikamp i den størrelse.

Polen mister 740 job i Tychy og 500 i Gliwice, men landet blev slet ikke nævnt i planen. I Tyskland har regeringen, IG Metall og bilindustriens lobbyorganisation VDA foreløbig forholdt sig tavse om Opels nedgradering. Spanien og Portugal står bedre. Mangualde samler allerede otte elektriske modeller med støtte fra 119 mio. euro i EU-genopretningsmidler. Gevinsten har dog en klar form: rollen som samlested, ikke som udviklingscentrum.

Mere end én koncern

Investorerne har ikke købt fortællingen om en vending. Stellantis-aktien faldt omkring 5 % på dagen for offentliggørelsen. Af 107 planlagte billanceringer er 39 med forbrændingsmotor eller mildhybridteknologi. Det er et afdæmpet væddemål på, at EU’s forbud mod nye benzin- og dieselbiler fra 2035 ikke nødvendigvis bliver gennemført i fuld styrke.

Stellantis handler ikke alene. Bosch, ZF og Continental, Europas tre største billeverandører, har alle varslet store jobnedskæringer det seneste år. Det, der forsvinder, er derfor mere end én koncerns produktionskort. Det er en industribase, som har beskæftiget en generation af europæiske arbejdere.