Sverige lejer fængselspladser i Estland

Fra næste måned begynder Sverige at overføre dømte fanger til Tartu-fængslet i Estland. Baggrunden er enkel: Sverige mangler fængselspladser, mens Estland har ledig kapacitet. Aftalen gør fængselsdrift til noget, der kan købes over grænsen, omtrent som en virksomhed lejer lagerplads. Den er ratificeret, prissat og klar til brug. Men den flytter også en del af ansvaret for strafudmåling og afsoning ud af landet, uden at offentligheden endnu har fået klart svar på, hvordan ansvaret fordeles, når noget går galt.

Aftalen

Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, har oplyst til Riksdagen, at Sverige har sikret sig op til 600 fængselspladser i Tartu (Riksdag). Begge landes parlamenter har vedtaget den nødvendige lovgivning. Estlands præsident, Alar Karis, underskrev ratifikationsloven 24. juni (Estonian Presidency). En ny svensk lov trådte i kraft 3. juli og gør det muligt midlertidigt at afsone fængselsstraffe i udlandet (Children of Prisoners Europe). Overførslerne kan dermed begynde.

Prisen er offentlig. Sverige betaler Estland 30,6 mio. euro om året for op til 300 fanger og derefter 8.500 euro om måneden for hver ekstra indsat (ERR). I det første år betaler Sverige 23 mio. euro, selv om pladserne fyldes gradvist (eznews). Den femårige kontrakt omfatter voksne mænd, der er dømt for voldskriminalitet eller narkotikaforbrydelser.

Logikken er gensidig. Sverige køber kapacitet hurtigere, end landet kan bygge nye fængsler hjemme. Estland får indtægter fra et underudnyttet anlæg og kan bevare offentlige arbejdspladser i en regional by. Begge parter får noget, de hver især har svært ved at skabe alene.

En afprøvet model, men ikke en uproblematisk

Det er ikke første gang, et europæisk land lejer fængselspladser i et andet. Norge lejede 242 pladser i det nederlandske Norgerhaven-fængsel med samme begrundelse: overbelægning (Norwegian government, Dutch government). Europarådets antitorturkomité, CPT, som inspicerer forholdene for frihedsberøvede i Europa, vurderede dengang, at forholdene i Norgerhaven overordnet kunne fungere (CPT). Danmark har indgået en lignende aftale med Kosovo om op til 300 indsatte, men den er ikke sat i værk. En del af forklaringen er, at afsoning uden for EU rejser tungere juridiske spørgsmål om rettigheder og klageadgang.

Den svensk-estiske aftale hviler på fælles EU-regler om rettigheder og et tættere retligt samarbejde. Det gør modellen juridisk lettere end den danske Kosovo-aftale. Til gengæld gør afstanden mellem Sverige og Tartu familiekontakt langt vanskeligere end i den norsk-nederlandske ordning, hvor der var tale om nogle timers kørsel mellem domslandet og fængslet.

Hvem behandler klagerne?

Estiske myndigheder forventer, at fysiske familiebesøg bliver sjældne. De indsatte vil hovedsageligt være henvist til telefon- og videoopkald (Rus ERR). Children of Prisoners Europe samt de svenske organisationer BUFFF og Räddningsmissionen/Solrosen har advaret om, at internationale rejseudgifter rammer familier, som ofte allerede er økonomisk pressede, og at skærmkontakt ikke kan erstatte direkte kontakt mellem børn og forældre (Children of Prisoners Europe). Svensk lov kræver, at beslutninger om overførsel tager hensyn til familiebånd og retten til privat- og familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (ECHR). Hvordan den afvejning konkret skal foregå, er ikke offentliggjort.

Det sværere spørgsmål er, hvem der behandler klager, når en svensk dømt fange først sidder i Tartu. Estisk fængselsret regulerer den daglige afsoning, men Sverige er fortsat den stat, der har idømt straffen. Hvis en indsat klager over mishandling eller manglende sundhedsbehandling, viser det offentligt tilgængelige materiale ikke, hvilken myndighed der modtager klagen, hvilket sprog den skal indgives på, eller hvilket lands klagesystem der gælder. CPT kan inspicere, men der er ikke annonceret nogen fælles inspektionsplan eller fast rapporteringspligt. Estland driver fængslet. Sverige ejer straffen. Offentligheden har endnu ikke fået forklaret, hvem der undersøger sagen, når ansvaret falder ned mellem de to.

I Tartu har lokale demonstranter protesteret mod aftalen, og nogle har brugt åbent nedsættende sprog om de kommende indsatte (ERR). Værtsbyen får sikkerhedsopgaven, den politiske modstand og det lokale stigma. Sverige får lettet presset på sit fængselssystem.

Erfaringen fra Norge og Nederlandene viser, at modellen kan fungere i en periode. Den viser også, at ordningen blev afviklet, da presset faldt, og at ingen gjorde den permanent. Den svensk-estiske aftale er klar til at modtage fanger i august. Hvis der findes detaljerede protokoller for klager, tilsyn og familiehensyn, er de ikke lagt frem i det materiale, der er offentligt kendt. Dermed flyttes de indsatte, før borgerne kan se, om ansvaret flytter med.