Sverige åbner for NATO-logistik

Sverige behandler nu havne, flyvepladser, øer og farvande som fælles NATO-infrastruktur, ikke kun som nationalt territorium. Det ændrer det nordisk-baltiske forsvarskort, fordi svensk geografi binder regionen sammen på en måde, der ikke fandtes, før Sverige og Finland blev medlemmer af alliancen. Om det virker under pres, afhænger mindre af politiske erklæringer end af ammunition, brændstof, juridiske tilladelser og evnen til at flytte styrker gennem fredstidens bureaukrati.

Kortet ændrede sig før politikken

Sveriges og Finlands NATO-medlemskab har gjort Østersøen til et hav, der i vidt omfang er omgivet af allierede lande. Det ændrer problemet med forstærkninger. I en krise er Polen ikke længere den eneste realistiske vej for tropper og materiel til de baltiske lande. Svensk territorium og Gotland, Sveriges ø midt i Østersøen med stor betydning for søveje og luftrum, indgår nu i NATO’s fælles forsvarsplanlægning.

Estlands udenrigsefterretningstjeneste formulerer det kontant: Sverige fungerer både som bagland og operationsrum og bliver derfor også mere udsat (Välisluureamet 2025). Polske analytikere ved PISM når til samme konklusion fra Østersøens sydlige ende. Gotlands værdi ligger i øens betydning for kontrollen med søveje, troværdigheden af forstærkninger og Ruslands mulighed for at blokere eller forsinke NATO’s bevægelser i regionen (PISM).

Den strategiske logik er enkel. Sverige og Finland udvider operationsområdet, så russiske styrker omkring Kaliningrad ikke længere kan true én smal korridor. Men et større operationsområde hjælper kun, hvis tropper, forsyninger og luftforsvar faktisk kan flyttes gennem det (OSW).

Kabler og sabotage kommer før kampvogne

Sveriges kriseberedskabsmyndighed, MSB, har genoplivet en totalforsvarsmodel, hvor borgerne forberedes på krise eller krig som et samfundsanliggende. Truslerne begynder længe før konventionel krig: sabotage mod undersøiske kabler, GPS-forstyrrelser og cyberangreb, der tester reaktionstiden før en åben militær konflikt. Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark beskriver samme mønster af russisk aktivitet rettet mod infrastruktur og operationer under tærsklen for væbnet konflikt (FE-DDIS).

EU leder ikke militære kampoperationer. Til gengæld former EU de systemer, der holder samfund og infrastruktur i gang under den type pres. To direktiver bærer en stor del af arbejdet: NIS2, som pålægger kritiske sektorer som energi og transport cybersikkerhedskrav, og CER-direktivet, som forpligter regeringer til at identificere og beskytte kritisk infrastruktur.

EU’s arbejde med militær mobilitet handler om et mere fysisk problem. Europa kan stadig ikke flytte tropper, ammunition og brændstof hurtigt nok over grænserne til, at afskrækkelsen bliver fuldt troværdig. Hindringerne er jordnære: tilladelser til tunge køretøjer, broer der ikke kan bære kampvogne, forskellige jernbanespor, grænsepapirer der sinker kolonner, og lagre der mangler dér, hvor styrkerne får brug for dem (European Commission).

Hvem handler først

Ved en hybrid hændelse reagerer de svenske myndigheder nationalt. Politi, efterretningstjenester, kystvagt og civile myndigheder skal holde landet kørende under pres (Government of Sweden). Finland håndterer selv grænse- og territorialforsvaret gennem styrker, der nu indgår i NATO’s regionale planlægning.

Hvis en krise eskalerer, flytter beslutningen til Det Nordatlantiske Råd (NAC), hvor NATO-landenes ambassadører eller ministre skal nå til enighed. Artikel 5, alliancens kollektive forsvarsgaranti, er først en politisk beslutning og derefter en militær plan. Hvert medlemsland afgør stadig selv, hvilken hjælp det vil yde (NATO). Det er i afstanden mellem politisk løfte og praktisk handling, at troværdigheden afgøres.

Et konkret svensk lovskridt tager fat på en del af problemet. Regeringens proposition Prop. 2025/26:254 gør det lettere for allierede militære enheder at operere på svensk territorium under en krise. Den handler om det praktiske spørgsmål: Kan NATO-enheder komme ind, virke og blive forsynet, når behovet opstår? (Regeringen). Uden den type værtsnationsaftaler står allianceforpligtelser tilbage som løfter uden logistik.

De åbne spørgsmål

Tre spørgsmål er stadig uløste. Kan Gotland forstærkes og forsynes under pres, eller forbliver øen mest en symbolsk snubletråd? Kan allierede styrker bevæge sig gennem svensk og finsk territorium med luftforsvar, brændstof og ammunition på plads på forhånd, i stedet for at det skal forhandles midt i en krise? Og i den hybride ende, hvor sabotage kommer før en mulig aktivering af Artikel 5, hvem godkender så eskalation, når problemet er et kappet kabel og ikke en krydset grænse?

Det nordisk-baltiske forsvarskort er tegnet om. Om det holder, afhænger af, om brændstof, tilladelser og lagre er på plads før den første forstyrrelse, ikke efter.