Ti lande kræver flere CO2-kvoter

Ti EU-lande vil have flere forureningstilladelser ind i Europas CO₂-marked. Sverige, Finland og Danmark advarer om, at det vil ramme de virksomheder, der allerede har investeret i grøn omstilling. Begge sider taler om klimamål. Men skillelinjen handler i høj grad om statsfinanser: Hvilke regeringer har råd til selv at holde hånden under deres industri, og hvilke har brug for, at Bruxelles gør det gennem selve markedsdesignet?

Koalitionen og modsvaret

Polen, Italien, Grækenland, Tjekkiet, Rumænien, Bulgarien, Slovakiet, Cypern, Estland og Ungarn presser EU-Kommissionen for at bremse stramningen af ETS, EU’s kvotehandelssystem og det vigtigste redskab til at gøre CO₂-udledning dyrere. De ønsker, at færre kvoter fjernes fra markedet hvert år, at gratis kvoter til tung industri fortsætter længere, og at Moderniseringsfonden, som kanaliserer ETS-indtægter til medlemslande med lavere indkomster, videreføres efter 2030 (S&P Global). Polens viceklimaminister, Krzysztof Bolesta, har argumenteret for, at den årlige reduktion af kvoteloftet bør ned på lidt over 2 % (Bankier.pl). Italiens industriminister, Adolfo Urso, begrunder linjen med hensynet til fremstillingsindustriens konkurrenceevne (Adnkronos).

De nordiske lande svarer, at en stabil og stigende CO₂-pris netop er det, der gør grønne investeringer økonomisk rationelle. Hvis knapheden i markedet bliver uforudsigelig, bliver virksomheder, der allerede har brugt penge på grønt stål eller ren el, straffet for at være gået først (EnviWeb/ČTK). ETS blev indrettet sådan, at de tidlige omstillere skulle stå stærkere, efterhånden som loftet strammes. Hvis loftet løsnes, forsvinder en del af gevinsten.

Selve systemet bygger på et enkelt princip: EU sætter et loft over, hvor meget CO₂ kraftværker, fabrikker og luftfart må udlede. Virksomhederne skal have én kvote for hvert ton CO₂, de udleder. Loftet sænkes år for år, kvoterne bliver færre, og prisen på at forurene stiger (European Commission). I 2024 indbragte auktioner af kvoter 38,8 mia. euro til medlemslandenes klimabudgetter (CER).

Kommissionens reformpakke, som ventes i denne uge, vil efter alt at dømme tilføre flere kvoter og bremse udfasningen af gratis tildelinger. Analytikere citeret af OPIS venter, at den årlige reduktion af kvoteloftet efter 2030 sænkes fra 4,4 % til omkring 3-3,4 %. Det vil frigive omtrent 1-1,5 mia. ekstra kvoter og presse CO₂-prisen ned (OPIS).

Det finanspolitiske gab nedenunder

Den enkle fortælling om grønne nordboere over for tøvende østeuropæere rammer ved siden af. Også den tyske industrilobby DIHK ønsker gratis kvoter forlænget og kompensation for høje elomkostninger bevaret, indtil EU’s CO₂-grænsetold, CBAM, har vist, at den kan forhindre produktion i at flytte ud af Europa (DIHK). Forskellen er, at Berlin kan betale selv. Tyskland har åbnet for 5 mia. euro i såkaldte klimakontrakter for forskel, langsigtede aftaler der dækker meromkostningen ved lavemissionsproduktion i blandt andet stål, kemi, cement og keramik (VEA). Holland udvider sin egen kompensationsordning med mere end 318 mio. euro i år til brancher fra aluminium til gødning (Rijksoverheid, VEMW).

Polen, Rumænien og Bulgarien kan ikke skrive den slags checks. De har brug for, at ETS-reglerne selv giver den lettelse, som Berlin og Haag kan finansiere over nationale budgetter. Striden handler derfor om, hvilket politisk niveau der skal bære omstillingsregningen.

Hvem vinder, hvem taber

Mindre knaphed hjælper på kort sigt etablerede storudledere og økonomier, der stadig er afhængige af kul. Men »industrilettelse« rammer ikke hele industrien ens. I Tjekkiet får store ETS-operatører gratis kvoter og kan stadig sende CO₂-omkostninger videre til kunderne, mens fjernvarmeselskaber og mindre virksomheder køber kvoter uden samme beskyttelse (Aktuálně.cz/ČTK). Gratis tildeling beskytter de store aktører. Den når ikke nødvendigvis ned gennem værdikæden.

Regeringerne taber også. Færre auktionerede kvoter eller lavere priser betyder færre penge til klimainvesteringer. Club Economic har fundet, at kun 8 % af de ETS-indtægter, medlemslandene brugte, kunne spores til direkte støtte til industriel dekarbonisering (Club Economic). Problemet er måske ikke kun, at CO₂-prisen er for høj. Det kan også være, at regeringerne spreder indtægterne for tyndt.

Kommissionen kan købe tung industri mere tid, men kun ved at svække den knaphed, der gav CO₂-markedet værdi. Om regeringerne bruger den tid til at finansiere renere produktion eller blot gør det billigere at vente, svarer reformpakken ikke på.