Thwaites-gletsjeren kan hæve havet 30 mm inden 2100

Mange computermodeller af Antarktis overser en form for afsmeltning: Havvand slider på en gletsjer nedefra, dér hvor isen stadig hviler på havbunden. Da et nyt studie tog smeltningen med, viste modellen, at Thwaites-gletsjeren i Vestantarktis, som kaldes »dommedagsgletsjeren«, kan bidrage med omkring 30 millimeter til den globale havstigning frem mod 2100. Det er omtrent dobbelt så meget som gennemsnittet på 15,2 millimeter i tidligere modeller (Nature Communications). Den sammenligning skal dog læses med forbehold: De tidligere modeller spændte vidt, så her holdes ét nøje tilpasset scenarie op mod midten af en gruppe med stor indbyrdes spredning.

Det fagfællebedømte studie af Mattia Poinelli, Eric Rignot og kolleger blev offentliggjort 12. oktober (PubMed). Det er en fremskrivning fra én model, og det stærkeste belæg kommer fra sammenligningen mellem versioner af modellen med og uden den skjulte afsmeltning.

Hvor isen slipper havbunden

Forestil dig en tung flåde, der skubbes ned ad en rampe og ud i en sø. Bagenden presser stadig mod rampen, mens forenden flyder. Grænsen mellem den jordforankrede del af isen og den flydende del kaldes grundingslinjen. I standardmodeller behandles den som en skarp grænse, hvor havet især smelter isen på den flydende side.

Ved Thwaites er grænsen mindre skarp. Når tidevandet går op og ned, bøjer isen, og havvand kan trænge ind under is, der ellers hviler på havbunden. Tidligere satellitradararbejde fra Rignots forskergruppe viste, at isen bøjer med tidevandet over et bredt bælte. Forskerne udledte, at havvand bevæger sig ind under isen (PNAS). Nogle af de samme forskere deltog i begge studier. Observationerne er derfor grundlaget for den nye model, ikke en uafhængig kontrol af den.

Smeltningen i bæltet gør isen tyndere netop dér, hvor den holder fast i havbunden. Når grebet svækkes, kan gletsjeren miste kontakten med forhøjninger i underlaget, som bremser den, og isen bagved strømmer lettere ud i havet. Det har betydning, fordi en gletsjers bidrag til havstigningen hovedsageligt kommer fra is, der lå på havbunden, før den nåede ud i havet. Is, der allerede flyder, svarer til en isterning i et glas: Den har i hovedsagen allerede fortrængt vand svarende til sin egen vægt.

Modellen prøvet mod fortiden

Før forskerne så fremad, undersøgte de, om modellen kunne genskabe det, satellitterne havde registreret fra 1996 til 2023. Hver modelkørsel blev vurderet ud fra isens hastighed, udtynding og grundingslinjens placering (Research Square). Det er langt sværere at ramme alle tre på én gang end kun én. En vejrmodel møder samme krav, når den skal genskabe gårsdagens temperatur, vind og regn.

De modelversioner, der havde en bred smeltezone med, passede bedre med udviklingen end versionerne uden. Derefter lod forskerne begge versioner regne frem mod 2100 med klimaet fastholdt på gennemsnittet for 1996–2023. Uden zonen bidrager Thwaites med 8,3 millimeter. Med en zone på flere kilometers bredde bliver bidraget 30,1 ± 5,7 millimeter; tallet efter ± angiver usikkerheden omkring hovedresultatet (Nature Communications). Forskerne fastholder bevidst klimaet for at isolere virkningen af den manglende smelteproces, uden samtidig at skulle anslå, hvor hurtigt havet bliver varmere.

Hvad det betyder for Europas kyster

Thwaites-tallet er én gletsjers bidrag til det globale gennemsnit, ikke den stigning, en bestemt kyst vil opleve. Lokale vandstande afhænger også af, om landjorden hæver eller sænker sig, og af regionale forhold i havet (NASA). For Europa viser risikoen sig gennem stormfloder og højvande. Uden stærkere kystsikring forventer Det Europæiske Miljøagentur, at stigende havniveau vil gøre ekstreme vandstande langt hyppigere langs store dele af kontinentets kyster (EEA).

Studiets tydeligste resultat ligger i sammenligningen mellem modellens egne kørsler. I begge er det den samme gletsjer, og klimaet holdes lige stabilt. Når havet også får lov at smelte isen under den del, der stadig hviler på havbunden, rammer modellen fortiden bedre og beregner et langt større bidrag til havstigningen. Det giver de mange modeller, der udelader denne zone, en konkret grund til at tage den med.