TotalEnergies kræver €800 million retur

For tre år siden bød TotalEnergies og BP 12,6 mia. euro for havvindområder i den tyske del af Nordsøen og Østersøen uden at kræve en eneste euro i støtte. Politikere tog det som bevis på, at vedvarende energi nu kunne klare sig selv. I maj 2026 vil begge selskaber ud af regnestykket igen. Modellen, der skulle gøre statsstøtte overflødig, er brudt sammen i fire lande.

TotalEnergies har betalt omkring 800 mio. euro i depositum og garantier og vil have Berlin til at tage områderne tilbage. BP presser på ad samme spor gennem joint venturet Jera Nex BP. Begge selskaber siger, at projekterne ikke længere hænger økonomisk sammen. Berlin afviser kravet: Regeringen siger, at gældende lov ikke giver mulighed for at returnere tildelte koncessioner, og den første frist for bøder falder i efteråret 2027.

Sådan knækkede regnestykket

Mellem 2019 og 2023 overbeviste regeringer i Nordeuropa sig selv om, at havvind ikke længere behøvede statsstøtte. Holland tildelte projektet Hollandse Kust Zuid uden støtte. Tyskland gik videre med negative bud, hvor selskaber betaler staten for retten til at bygge. De 12,6 mia. euro blev højdepunktet for den selvtillid. Den holdt i cirka tre år.

ECB, Den Europæiske Centralbank, hævede styringsrenten fra 0 % til 4 % mellem juli 2022 og september 2023. Havvind er en af de mest kapitaltunge energiformer. De store udgifter ligger i begyndelsen, når møller, fundamenter og søkabler skal finansieres, mens indtægterne kommer langsomt over 25 år. Da lån var billige, kunne projekterne give et beskedent afkast. Med finansieringsomkostninger flere procentpoint højere taber mange projekter penge over hele deres levetid. Bygge- og komponentomkostninger er steget 30-50 % fra 2021-niveauet, og finansieringen af europæiske projekter er blevet 3-4 procentpoint dyrere, viser tal fra KPMG/OFATE. Et projekt, der var tegnet på 2021-forudsætninger, kan derfor få hele sin margin ædt op.

El-nettet fulgte heller ikke med. I Tyskland er leveringstiden for dele til offshore-transmission nu oppe på seks år. I Holland er 60 % af TenneTs udbygningsprojekter i gennemsnit 2,5 år forsinket. En havvindpark uden nettilslutning er et aktiv uden indtægt, men med løbende omkostninger. Samtidig flytter de store energiselskaber kapital mod olie og gas, hvor afkastet kommer hurtigere. Det får havvindforpligtelserne til at se endnu tungere ud i regnskaberne.

Hvem betaler for tilbagetoget

De tyske elforbrugere taber først. Regeringen havde afsat 90 % af auktionsindtægterne til at holde netafgifter og elpriser nede, så regningen blev mindre for husholdninger, der stadig mærker energikrisen fra 2022. Hvis TotalEnergies får medhold i sit krav, forsvinder mere end 7 mia. euro fra den pulje.

Den større omkostning er forsinkelsen. Med henvisning til deres egen bestilte Fraunhofer-analyse vil selskaberne skubbe Tysklands mål om 70 GW havvind 16 år frem, fra 2041 til 2057. Mønsteret går igen andre steder. Holland når ikke sit mål om 21 GW i 2031. Danmarks auktion i december 2024 fik ingen kvalificerede bud. Storbritanniens Allocation Round 5 i 2023 tiltrak slet ingen bud på havvind.

Regeringerne samler sig nu om samme løsning: differencekontrakter, Contracts for Difference eller CfD, hvor staten garanterer en minimumspris på strøm over 20 år. Hvis markedsprisen falder under gulvet, betaler staten forskellen. Tyskland lægger sine auktioner om til CfD fra 2027. Danmark har fået EU-godkendt statsstøtte på 5 mia. euro til en ny CfD-ordning. Storbritannien hævede den garanterede pris efter fiaskoen i 2023 og fik 8,4 GW tildelt i Allocation Round 7.

Branchens egen lobbyorganisation har erklæret negative bud for "døde". Statsstøtten er tilbage efter et treårigt forsøg på at undvære den. Spørgsmålet, som "støttefri" havvind skulle have afgjort, står derfor stadig åbent: hvor mange offentlige penge der skal gå til private energiselskaber, på hvilke vilkår, og om de tabte år i jagten på en billigere model kan indhentes.