Trumps trusler afslører Europas afhængighed

Donald Trumps advarsel var usædvanlig kontant: Han sagde, at han havde fortalt en unavngiven Nato-allieret, at USA ikke ville beskytte landet mod Rusland, hvis det ikke levede op til sine forsvarsforpligtelser, og at han ville opfordre Moskva til at gøre “whatever the hell they want” (AP). Den juridiske risiko ligger ikke i, at Natos kollektive forsvarsklausul forsvinder fra den ene dag til den anden. Den militære risiko ligger i, at Europa beholder klausulen, men mister tilliden til det amerikanske maskinrum bag den.

For Finland og Sverige, Natos nyeste medlemmer, rammer tvivlen tæt på selve begrundelsen for deres medlemskab. Citatet behøvede ikke at dominere alle europæiske forsider for at få betydning. Tyskland og Polen planlægger allerede efter samme problem: De binder mere af deres forsvar op på amerikanske systemer, fordi Europa ikke kan erstatte dem hurtigt.

Artikel 5, Natos klausul om kollektivt forsvar, udløser ikke automatisk en amerikansk krigsbeslutning. Traktaten siger, at hver allieret tager de skridt, den “anser for nødvendige”, herunder brug af væbnet magt, og Natos egen vejledning bruger samme skønsprægede formulering (Washington-traktaten, Natos forklaring af artikel 5).

En amerikansk præsident kan derfor svække afskrækkelsen uden at melde USA ud af Nato. Hvis de allierede tvivler på, om Washington i de første timer af en krise vil frigive efterretninger, luftforsvar, transportfly, kommandostøtte eller atomar rygdækning, ændrer Moskvas regnestykke sig, før der er affyret et skud.

Hullet handler ikke om infanteri

Europas problem er ikke først og fremmest soldater. Bruegels beregning af, hvad det vil kræve at forsvare Europa uden USA, peger på de svære kapaciteter: atomar afskrækkelse, kommandosystemer, luft- og missilforsvar og det transportnet, der flytter styrker, før en front bryder sammen. Kiel når samme konklusion: Erstatning kræver ikke kun flere kampenheder, men også de fly, den logistik og de kommandosystemer, der gør dem i stand til at kæmpe (Bruegel, Kiel).

Det er ikke prestigekøb. Efterretnings- og overvågningskapaciteter fortæller kommandører, hvad der sker. Tankfly holder kampfly i luften. Transportfly og jernbaner placerer tropper dér, hvor de skal bruges. Kommandosystemer afgør, hvem der handler, før muligheden lukker.

Tyskland viser afhængigheden i konkret form. USA’s Europakommando ligger i Stuttgart, mens Natos allierede luftkommando opererer fra Ramstein. Dermed er tysk territorium en del af den kommandostruktur, Europa ville få brug for i en krise mod øst (EUCOM, Allied Air Command). Berlins køb af F-35 binder samtidig Tyskland til en amerikansk styret kæde af software, træning, reservedele og missionsplanlægning, fremgår det af DSCA-meddelelsen. Det er en nyttig forsikring. Det er ikke autonomi.

Polen har valgt en lignende gardering fra den udsatte flanke. Warszawa ønsker mere national ildkraft og mere europæisk kapacitet, men køber samtidig F-35-fly og et amerikansk kampstyringssystem til luftforsvar, som forbinder sensorer, affyringsenheder og kommandører (DSCA F-35, DSCA IBCS). Logikken er ikke naiv afhængighed. Den gør amerikansk tilbagetrækning sværere, fordi polsk forsvar bliver vanskeligere at skille fra amerikanske platforme, planlægning og tilstedeværelse.

Lån kan købe materiel, ikke kommando

EU er begyndt at sætte penge bag garderingen. SAFE, Unionens låneinstrument til forsvar, stiller 150 mia. euro til rådighed for forsvarsinvesteringer og er vedtaget af Rådet som et redskab til fælles indkøb og industriel kapacitet (Rådet). EU-Kommissionens Readiness 2030-dagsorden udpeger luft- og missilforsvar, droner, militær mobilitet og støttesystemer som akutte mangler (Kommissionen).

Men lån kan købe udstyr hurtigere, end de kan skabe mandskab, doktrin, kommandovaner og politisk tilladelse til at bruge magt. Et europæisk luftforsvarsbatteri har begrænset værdi, hvis regeringerne ikke har afgjort, hvem der må beordre det til at skyde, hvem der deler måldata, og hvem der accepterer risikoen for eskalation, når de første missiler flyver.

Kommissionens hvidbog presser på for fælles indkøb og industriel skala. Den skaber hverken en Nato-kommandokæde eller en erstatning for den amerikanske atomparaply. Natos strategiske koncept beskriver fortsat USA’s strategiske atomstyrker som centrale for alliancens øverste sikkerhedsgaranti.

Frankrig kan, som Emmanuel Macron gjorde på Sorbonne, argumentere for, at Europa må bære mere af sin egen sikkerhed. Men den franske atomafskrækkelse forbliver nationalt kontrolleret, også når Paris i sin doktrin siger, at Frankrigs vitale interesser har en europæisk dimension.

Det efterlader Europa med en hård asymmetri. Pres fra Washington kan frigøre budgetter, lån og indkøb. Det kan også svække afskrækkelsen hurtigere, end Europa kan erstatte det, USA leverer.

Artikel 5 findes stadig. Den uafklarede sag er, hvilke amerikanske funktioner Europa kan erstatte, hvornår det kan ske, under hvis kommando, for hvis penge og med hvilken myndighed til at bruge dem. Indtil regeringerne svarer offentligt på det, vil hver ny Trump-trussel lyde som støj i nogle hovedstæder og som et beredskabsproblem i dem, der ligger tættest på Rusland.