Trump rammer Spanien på NATO-regning

Donald Trump kaldte Spanien en "forfærdelig partner" på NATO-topmødet i Ankara og bad derefter finansminister Scott Bessent om at skære i handelen med Madrid (CNBC). Dermed koblede han to områder, som allierede hidtil har holdt adskilt: militær byrdefordeling og handelspolitisk straf. Problemet for Trump er, at Spanien ikke selv bestemmer sin handelspolitik. Det gør EU. En strid om NATO-bidrag er derfor blevet en test af, om Europa vil beskytte et medlemsland mod pres fra sin egen sikkerhedsgarant.

Et politisk løfte uden juridiske tænder

NATO’s udgiftsmål lyder bindende. Det er de ikke. Den Nordatlantiske Traktat forpligter de allierede til at opretholde forsvarskapacitet, men nævner ingen procentdel af BNP. Målet om 2 % blev fastlagt på topmødet i Wales i 2014 som en planlægningsramme. Det nye mål på 5 %, omtrent fordelt på 3,5 % til kerneforsvar og 1,5 % til robusthed i samfundet, er vokset ud af politisk pres på topmøderne. Generalsekretær Mark Rutte har krævet "troværdige nationale planer" (The Guardian).

Spanien mener, at landet kan levere de NATO-kapaciteter, det er blevet tildelt, med forsvarsudgifter på omkring 2,1 % af BNP (Tagesschau). Trump kalder det gratispassageradfærd. Ingen af parterne kan dog føre sagen helt til dørs, for NATO offentliggør ikke en gennemsigtig liste, der viser, hvad hvert medlemsland leverer, og hvad det skylder.

Kun EU kan føre handelspolitik

Her bliver sagen europæisk. Ifølge EU-traktaterne er handelspolitik en enekompetence for Unionen, ikke for de enkelte regeringer (EUR-Lex, art. 3 TEUF). Spanien kan ikke forhandle en bilateral handelsaftale med Washington, og Washington kan ikke straffe Spanien alene uden at ramme hele EU’s toldunion, den fælles ydre grænse som alle 27 medlemslande handler gennem. Efter Trumps ordre om at stoppe handelen fortsatte samhandelen som normalt.

De østeuropæiske allierede læser truslen gennem deres egen sikkerhedssituation. Polen, som forventer at bruge 4,68 % af BNP på forsvar i 2026, betragtede Trumps frustration som forståelig, men beskrev samtidig topmødet som en alliancekrise. Litauens præsident, Gitanas Nausėda, støttede presset for højere forsvarsudgifter, men understregede, at artikel 5, NATO’s løfte om gensidigt forsvar, skal forblive ubetinget. For Warszawa og Vilnius er højere udgifter nødvendige. Faren opstår, hvis amerikansk beskyttelse gøres betinget.

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, koblede striden om Spanien til Trumps fornyede pres om Grønland og erklærede, at Danmark vil forsvare sit territorium. To mål, samme logik: Ret ind, eller mærk konsekvenserne uden for forsvarsområdet.

Europas uprøvede skjold

EU har faktisk bygget et instrument til netop den slags pres. Forordning 2023/2675, det såkaldte anti-tvangsinstrument, giver EU-Kommissionen, Unionens udøvende organ, mulighed for at undersøge, om et land uden for EU bruger handelstrusler til at tvinge et medlemsland til bestemte politiske valg. Hvis Kommissionen vurderer, at der er tale om tvang, kan den foreslå modforanstaltninger, som Rådet, hvor medlemslandenes regeringer stemmer, skal godkende. Både Frankrig og Kommissionen har sagt, at Bruxelles vil forsvare Spanien (Le Figaro).

Instrumentet er aldrig blevet aktiveret. Hverken mod Kina eller andre. At bruge det mod Europas vigtigste sikkerhedspartner ville være nyt territorium.

Trumps handelstrussel bliver måske aldrig til varig politik. Men den har allerede ændret regnestykket i de europæiske hovedstæder: Hvad koster det at sige Washington imod? Europas forsvarsgab er reelt, og de østeuropæiske allierede har ret i, at kapacitet betyder mere end topmødeformuleringer. Samtidig har Trump givet tilhængerne af europæisk autonomi et konkret argument. Hvis den allierede, der garanterer Europas sikkerhed, kan bruge handel som våben i en budgetstrid, bliver begrundelsen for at mindske afhængigheden ganske jordnær. Kommissionsformand Ursula von der Leyen og de regeringer, der vedtog anti-tvangsinstrumentet, står nu med den situation, værktøjet blev lavet til.