Tyrkiet vil give præsident Erdogan kontrol over omstridte farvande i Middelhavet

Fra de græske øer tæt på Anatoliens kyst til gasfelterne syd for Cypern forsøger Tyrkiet at flytte den juridiske grænse i det østlige Middelhav. AKP’s forslag til en lov om maritime jurisdiktionszoner, fremlagt på Ankara Universitet 12. maj, vil for første gang skrive doktrinen om det “Blå Fædreland” ind i tyrkisk lov. Forslaget vil give præsident Recep Tayyip Erdogan bemyndigelse til at erklære tyrkisk kontrol over farvande, som Grækenland og Cypern også gør krav på (Al-Monitor, Turkiye Today). Timingen er valgt med omhu: Ankara er vært for NATO-topmødet 7.-8. juli, og lovforslaget ventes behandlet i parlamentet få uger før.

En national lov med rækkevidde over grænsen

Tyrkiet har aldrig tilsluttet sig UNCLOS, FN’s havretskonvention, som i praksis fungerer som verdens nærmeste bud på en forfatning for havene. Derfor går lovforslaget uden om traktatforpligtelserne og opretter i stedet en national hjemmel til håndhævelse. Tyrkiske myndigheder vil kunne standse, beslaglægge eller bortvise skibe, der opererer i områder, som Ankara ensidigt hævder ret over. Grækenlands udenrigsminister, Giorgos Gerapetritis, advarede 15. maj om, at en lovfæstelse af kravene vil “dømme afspændingen i Det Ægæiske Hav til døden” (iefimerida.gr). Athen sendte i marts et formelt brev til FN, hvor regeringen fastholdt, at alle græske øer, uanset størrelse, udløser fulde maritime zoner efter folkeretlig sædvaneret (Capital.gr).

Uden for Tyrkiets grænser har forslaget ingen folkeretlig vægt. Det behøver det heller ikke for at ændre situationen. Med en mekanisme for præsidentielle dekreter kan Ankara gøre det, der hidtil har været flådemæssige markeringer, til formelle statslige håndhævelsesskridt. Konflikten flyttes dermed fra militær positionering på havet til lovgivning i den tyrkiske stat.

Tre europæiske magter, tre forskellige regnestykker

Den europæiske reaktion viser en tydelig kløft mellem Frankrig, Tyskland og Italien.

Frankrig har valgt militær signalgivning. Emmanuel Macron besøgte hangarskibet Charles de Gaulle ud for Kreta, efter at han 25. april i Athen erklærede, at Frankrig vil stå sammen med Grækenland “uanset hvad der sker” (Élysée). En Status of Forces Agreement med Cypern, som ventes i juni, vil formalisere fransk militær tilstedeværelse på øen og gøre det sydlige Cypern til en fremskudt platform for europæisk magtprojektion (Observatoire Turquie).

Tyskland forsøger at holde begge spor åbne. Merz-regeringen vurderer tyrkiske langdistancemissiler som mulig erstatning for Tomahawk-systemet, og en beslutning kan falde på selve topmødet i Ankara (Klamm.de). Berlin planlægger bevidst at finansiere købet bilateralt og ikke gennem SAFE, EU’s nye fond for fælles forsvarsindkøb, fordi Grækenland og Cypern ville kunne blokere en aftale på EU-niveau (RegionalHeute). Konrad Adenauer Stiftung kalder linjen et “strategisk væddemål”: Tyskland vælger Tyrkiet som NATO’s sydlige anker frem for solidaritet med EU-medlemmerne (KAS).

Italien holder lav profil. Rom har indgået en droneaftale med Baykar, udbygger det flådeindustrielle samarbejde med Ankara og sigter mod 40 mia. euro i bilateral handel i 2030 (Formiche). Fra Palazzo Chigi er der ikke kommet offentlig kritik af lovforslaget om det Blå Fædreland.

NATO-fælden

Den amerikanske nedtrapning i Europa, herunder 5.000 soldater fra Tyskland og en aflyst brigaderotation til Polen, styrker Tyrkiets forhandlingsposition konkret (LA Times, Euronews). NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, besøgte i april Tyrkiets forsvarskoncern ASELSAN, kaldte landets militærindustrielle udvikling en “revolution” og har samtidig afvist at kommentere striden mellem Grækenland og Tyrkiet offentligt (NATO, NATO transcript).

Tyrkiet har før brugt NATO’s regler til at hente indrømmelser. Landet brugte sit veto mod svensk medlemskab til at sikre F-16-aftaler. Det absorberede amerikanske sanktioner efter købet af det russiske S-400-system uden at forlade alliancen. Nu lovgiver Ankara om maritime krav mod to EU-medlemmer, samtidig med at landet er vært for et topmøde, der kræver deres samarbejde. Hver ny markering tester, om NATO’s krav om konsensus, hvor ét medlem kan blokere beslutninger, begrænser Tyrkiet eller giver Ankara et stærkere våben.

Hvad der stadig er åbent

Lovforslaget er endnu ikke fremsat i det tyrkiske parlament. Om det vedtages før eller efter NATO-topmødet, afgør, om de øvrige allierede står med et fuldbyrdet faktum eller et tyrkisk forhandlingskort. EU’s skarpeste svar, sanktioner, kræver enstemmighed i Rådet og er stadig blokeret af de samme medlemslande, som nu udbygger våbensamarbejdet med Ankara. Cyperns gasfelter, Kronos, Aphrodite og Glaucus, risikerer investeringsforsinkelser, fordi den juridiske usikkerhed vokser (Politis). Europas tre største magter har hver sin pris for at se den anden vej. Tyrkiets satsning er, at ingen af dem kan blive enige om prisen for at sige fra.