Tyrkiet lovgiver om omstridte maritime krav, mens europæiske magter indgår nye forsvarsaftaler

Tyrkiet er ved at skrive sine omstridte maritime krav i Det Ægæiske Hav og det østlige Middelhav ind i national lov. Samtidig har tre af Europas største økonomier brugt de seneste to uger på at rejse til Ankara for at indgå forsvarsaftaler.

Udkastet til en maritim "paraplylov", der ventes fremsat i det tyrkiske parlament efter 31. maj, lovfæster truslen fra 1995 om krig, hvis Grækenland udvider sit territorialfarvand. Den fratager også omstridte ægæiske øer maritime rettigheder ved at udpege dem som "gråzoner" og giver præsidenten ret til at erklære særlige maritime zoner uden ny parlamentarisk godkendelse (Ethnos, Protothema). Tyrkiet har aldrig tilsluttet sig UNCLOS, FN's havretskonvention, som regulerer maritime grænser globalt. Derfor mangler Bruxelles et fælles juridisk udgangspunkt for at udfordre Ankaras krav (Libre).

Våbenbasaren

I de to uger op til fristen udbyggede tre af Europas største økonomier deres forsvarspolitiske bånd til Tyrkiet.

Belgien sendte en handelsdelegation på 428 personer anført af dronning Mathilde til Ankara og Istanbul fra 10. til 14. maj. Forsvarsminister Theo Francken underskrev ni forsvarsaftaler, viste interesse for tyrkiske droner og kaldte Tyrkiet "et forbillede" for europæisk forsvarsmodernisering (Yeni Safak, BusinessAM). Francken erklærede også belgisk støtte til at få Tyrkiet ind i SAFE, EU's forsvarsfinansieringsordning på 150 mia. euro. Grækenland og Cypern blokerede tyrkisk deltagelse i SAFE i oktober 2025. Belgien ønsker nu blokeringen ophævet (Daily Sabah).

Franske Safran Electronics indgik 12. maj i Istanbul et strategisk partnerskab med Baykar, Tyrkiets førende droneproducent. Aftalen erstatter canadisk fremstillede sensorer på TB2-dronen med franske målsøgningssystemer og frigør dermed Baykar fra vestlige eksportbegrænsninger (Opex360). Tre uger tidligere stod Emmanuel Macron i Athen og beskrev Frankrigs gensidige forsvarsklausul med Grækenland som "urørlig", inklusive Frankrigs atomparaply over græsk territorium (Le Figaro). Paris lover altså at forsvare Grækenland, mens franske virksomheder styrker den stat, der truer det.

Tyskland genoptog 18. maj sin strategiske dialog med Tyrkiet, den første af sin art siden 2014, samtidig med at Berlin undersøger tyrkiske langdistancemissiler som mulig erstatning for Tomahawk-systemer (KAS). Tyskland støtter også tyrkisk adgang til SAFE.

Hvorfor Europa har svært ved at svare igen

EU har formelle redskaber mod angreb på medlemslandes suverænitet: en målrettet sanktionsramme fra 2019, den fastfrosne modernisering af toldunionen med Tyrkiet og indflydelse gennem førtiltrædelsesmidler. Over for Tyrkiet virker de dårligt.

Sanktioner kræver enstemmighed i Rådet, hvor alle 27 regeringer skal være enige, og ét land kan blokere. Ungarn har tidligere nedlagt veto mod Tyrkiet-relaterede tiltag. Bulgarien og Rumænien, der er afhængige af tyrkisk samarbejde i Sortehavet, ønsker ikke konfrontation. EU's migrationsaftale med Tyrkiet fra 2016, hvor Ankara huser omkring 3,9 mio. syriske flygtninge, giver Tyrkiet et strukturelt pressionsmiddel: Sanktioner mod Ankara kan udløse en migrationskrise ved Europas sydøstlige grænse (CER, Verfassungsblog).

Grækenland og Cypern har stadig ét redskab: vetoet. De blokerede Tyrkiet fra SAFE og holder fortsat forhandlingerne om toldunionen frosset. Vetoet kan nægte Tyrkiet fordele, men det påfører ikke omkostninger. Tyrkiet mistede adgang til SAFE i oktober 2025; det har ikke ændret ét maritimt krav siden.

Koalitionen, der presser på for at ophæve vetoet, vokser. Belgien, Tyskland, Italien, Spanien, Ungarn og Polen støtter tyrkisk adgang til SAFE og fremstiller det som NATO-logik snarere end en indrømmelse til Ankara. De lande, der køber tyrkiske våben, er også blandt dem, der vil give Tyrkiet adgang til EU's forsvarspenge.

NATO-skjoldet

Athen fastholder, at Tyrkiets paraplylov ikke får retsvirkning efter international ret. Den græske regerings talsmand, Pavlos Marinakis, har kaldt den indenrigspolitisk teater (Ethnos). Men Tyrkiet er ved at skabe en national lovhjemmel for fremtidige handlinger i omstridte farvande, som efter vedtagelsen ikke kræver yderligere parlamentarisk godkendelse.

NATO-topmødet i Ankara 7.-8. juli kommer få uger efter lovens forventede vedtagelse. Ingen EU-medlemsstat vil ønske et offentligt opgør med værtslandet. Tyrkiet lovgiver om sine maritime krav og er derefter vært for den alliance, som gør det vanskeligt for Europa at reagere samlet. Topmødets timing fungerer som politisk skjold.