Tyrkisk gasrør trodser Cypern

Den 10. juli underskrev Tyrkiet og myndighederne i Nordcypern, som kun Ankara anerkender, en aftale om en undersøisk gasrørledning fra det tyrkiske fastland til den besatte nordlige del af øen (Cyprus Mail, Deutschlandfunk). Fire dage senere bad EU’s udenrigsministre Tyrkiet respektere et medlemslands suverænitet.

Mellem anlægsprojektet og EU-erklæringen ligger den sag, som igen tester unionens troværdighed i det østlige Middelhav: Kan EU gøre sine ord mærkbare, når landet, der udfordrer dem, samtidig er en partner, Europa har brug for?

Infrastruktur som politisk kendsgerning

På kort sigt er formålet enkelt: billigere elektricitet til Nordcypern, med forventet færdiggørelse omkring 2028. Men rørledningen er planlagt til gasstrøm i begge retninger. Det betyder, at gas senere kan føres fra øen mod Tyrkiet og videre til Europa (Türkiye Today).

Dermed bliver en forsyningslinje også et politisk krav. Projektet placerer den besatte nordlige del af Cypern som en mulig fremtidig energikorridor, hvor øens gaspolitik løber gennem Ankara og ikke gennem Republikken Cypern, som er den internationalt anerkendte stat og EU-medlemmet (Capital). Tyrkiets vicepræsident, Cevdet Yilmaz, kaldte projektet »historisk« og sagde, at det skaber »endnu et stærkt bånd« mellem Tyrkiet og nord (Politis).

Ankara forsøger at gøre en ikke-anerkendt politisk virkelighed fysisk. Memoranda kan annulleres. Rør i havbunden er vanskeligere at rulle tilbage.

Hårde ord uden pris

Cyperns udenrigsministerium fordømte aftalen som ulovlig og sagde, at den blev underskrevet under et ulovligt besøg i besat område (Sigmalive). Udenrigsminister Constantinos Kombos tog sagen op i EU’s Udenrigsråd, hvor de 27 udenrigsministre fastlægger fælles linjer i udenrigspolitikken. Hans argument var, at rørledningen vil krydse Republikken Cyperns maritime zoner uden samtykke (Cyprus Mail). Grækenland støttede Cypern og koblede fremskridt i EU’s forhold til Tyrkiet sammen med, at der ikke sker tilbageskridt i Cypern-spørgsmålet (RIK).

Efter rådsmødet sagde EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, at Tyrkiet skal respektere alle EU-medlemslandes suverænitet og suveræne rettigheder (EEAS). Formuleringen var klar. Den blev ikke fulgt af handling.

Skillelinjen mellem de større hovedstæder er velkendt. Tyskland anerkender kun Republikken Cypern, men ser Ankara som afgørende for NATO-sammenhæng, migrationsstyring og energisamarbejde. Kansler Merz’ seneste kontakt med Ankara handlede først og fremmest om allianceen, ikke om Cypern (Bundesregierung).

Italien har direkte industrielle interesser gennem ENI’s aktiviteter omkring cypriotiske farvande, men der findes i det offentlige materiale ingen italiensk regeringsudtalelse om selve rørledningen (Formiche). Frankrig har samtidig bekræftet, at det tekniske arbejde med Tyrkiet om SAMP/T-luftforsvarssystemet fortsætter. Det signalerer, at forsvarsindustrielle bånd vejer tungere end en konfrontation i det østlige Middelhav (Zonebourse).

Afstanden mellem redskaber og vilje

EU mangler ikke redskaber. I 2019 oprettede Rådet en sanktionsramme specifikt rettet mod uautoriserede tyrkiske boringer i det østlige Middelhav (Council, Eur-Lex). Det Europæiske Råd har desuden fastlagt, at en genåbning mod Tyrkiet skal være »gradvis, forholdsmæssig og reversibel«. Det giver Cypern et politisk greb til at bremse fordele på handel, visum eller toldunionen (European Council). Bruxelles har også netop udpeget en særlig udsending for Cypern, hvilket viser, at EU ønsker et diplomatisk spor åbent (Le Figaro).

Men beslutninger under EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kræver enstemmighed. Ét land kan blokere. Og det offentligt tilgængelige materiale viser hverken et sanktionsforslag, et offentliggjort kort over, hvilke maritime zoner rørledningen vil krydse, eller en tydelig vilje i Berlin, Paris eller Rom til at lade Tyrkiet betale en pris for at tilsidesætte Cypern.

Mønstret kendes fra andre EU-prøver på suverænitet. Unionen forsvarer princippet og opdeler derefter praksis i mindre rum. Cypern og Grækenland holder linjen. De større hovedstæder nikker og holder deres strategiske kanaler til Ankara åbne.

EU’s garanti til Cypern står derfor stadig mest som en erklæring. Om den skal omsættes til pres, som Tyrkiet faktisk kan mærke, afgøres ikke i Nicosia eller Athen alene. Svaret ligger i Berlin, Paris og Rom. Indtil videre har ingen af dem haft travlt med at give det.