Tyrkiske F-16s chikanerer tre EU-forsvarsministre

Om aftenen 7. juni lettede to tyrkiske F-16-fly fra en lufthavn, som det internationale samfund ikke anerkender, og fulgte fly med forsvarsministrene fra Grækenland, Frankrig og Nederlandene på vej til et EU-møde om europæisk gensidigt forsvar. Radioforstyrrelser fra den tyrkisk besatte zone brød ind i cockpitkommunikationen. Alle tre fly landede sikkert i Larnaca. Næste morgen satte ministrene sig til bordet for at diskutere, hvordan Europa skal beskytte sig selv. Ingen af deres regeringer sagde offentligt, hvad der netop var sket i luften over dem.

Episoden og tavsheden

Det cypriotiske forsvarsministerium registrerede chikanen i to omgange: kl. 19.14 lokal tid mod de franske og nederlandske fly og kl. 19.51 mod det græske militærfly (Protothema, Newsit). Transmissionerne kom fra Tymbou-lufthavnen i det besatte nordlige Cypern, som opererer uden anerkendelse fra ICAO, FN’s organisation for civil luftfart. De to F-16-fly fulgte ministerflyene på afstand, men fløj ikke tæt på.

Grækenland dokumenterede episoden gennem officielle kanaler. Frankrig, Nederlandene, Polen, Bulgarien, Irland, EU’s udenrigschef Kaja Kallas og NATO’s generalsekretær Mark Rutte udsendte ingen offentlig erklæring (EEAS media advisory, ingen fordømmelse fundet i materialet efter mødet). Hver aktør har sin egen bilaterale afhængighed af Tyrkiet: våbenaftaler, NATO-koordination, migrationsstyring eller energitransit.

Få dage tidligere udsendte EEAS, EU’s udenrigstjeneste, en formel erklæring, der fordømte Moskva for en »hensynsløs krænkelse af EU’s luftrum« (EEAS). Da Tyrkiet chikanerede fly med tre EU-ministre på vej til et officielt EU-forsvarsmøde, blev institutionen tavs.

Frankrigs dobbelte spil

Mødets vigtigste resultat gjorde modsætningen skarpere. Få timer efter chikanen underskrev Frankrigs forsvarsminister, Catherine Vautrin, en Status of Forces Agreement (SOFA) med Cypern. Aftalen giver mulighed for franske troppeudsendelser til øen til »humanitære formål« og skaber en ramme for fælles øvelser, efterretningsdeling og flådesamarbejde (Cyprus Mail).

Samtidig forhandler Frankrig med Tyrkiet om fælles produktion af luftforsvarssystemet SAMP/T og har netop indgået et partnerskab mellem Safran og Baykar, droneproducenten bag TB2-dronerne, som bruges i tyrkiske militæroperationer (Opex360, Intelligence Online). Paris bevæbner Tyrkiet og garanterer samtidig sikkerheden for det land, Tyrkiet truer. Ingen fransk parlamentariker har tvunget regeringen til offentligt at forklare den modsætning.

Tyrkiets beregning

Ankara anerkender ikke chikanen. Tyrkiske statsnære medier fremstiller den bredere situation som defensiv: Tyrkiet »følger nøje og omhyggeligt de seneste oprustningsaktiviteter« i Grækenland og Cypern (Daily Sabah). I Tyrkiets udlægning hører Tymbou-lufthavnen under den selverklærede Tyrkiske Republik Nordcypern. Radiokald fra tårnet er derfor ikke chikane, men håndhævelse af suverænitet.

Tidspunktet var næppe tilfældigt. Tyrkiet havde allerede øget sin forsvarsbevilling til Nordcypern til 9,65 mia. lira, svarende til cirka 47 pct. af den samlede støttepakke til det besatte område (Nordic Monitor). Et lovudkast om maritime jurisdiktionsområder vil, hvis det vedtages, skrive »Blå Fædreland«-doktrinen ind i tyrkisk lov. Dermed bliver Tyrkiets krav i luften og til søs ikke kun politiske valg, men juridiske forpligtelser.

Testen af gensidigt forsvar, ingen vil nævne

EU’s forsvarsministre kunne ikke kollektivt sætte navn på den chikane, de selv blev udsat for på vej til deres eget møde om kollektivt forsvar. De samledes i Nicosia for at diskutere, hvordan artikel 42, stk. 7 i EU-traktaten skal gøres operationel. Bestemmelsen er EU’s gensidige forsvarsklausul og forpligter medlemslandene til at hjælpe hinanden, hvis et land bliver angrebet. European Council on Foreign Relations har vurderet klausulen som »juridisk betydningsfuld, men operationelt ufuldstændig«, fordi den mangler kommandostruktur, forud planlagte svar og procedurer for eskalation (ECFR). Cypern, der har EU’s roterende formandskab, pressede på for konkrete mekanismer.

Artikel 42, stk. 7 lover solidaritet. Luftrummet over Nicosia viste fraværet af den. Så længe europæiske regeringer ikke kan anerkende en provokation mod deres egne ministre uden først at regne på den bilaterale pris, forbliver den gensidige forsvarsklausul ord på papir. Den er blevet testet og fundet tom, før krigen overhovedet begynder.