Tyrkiske F-16s pressede EU-ministre ved Nicosia

Om aftenen 7. juni lettede to tyrkiske F-16-fly fra det besatte Nordcypern og fulgte på afstand regeringsfly med Grækenlands, Frankrigs og Hollands forsvarsministre på vej mod Nicosia. Flyene nærmede sig ikke egentlig afskæringsafstand. Samtidig sendte flyveledere i Tymbou-lufthavnen radioinstrukser til de indgående fly og forstyrrede deres kommunikation (iefimerida.gr, Euronews). Tymbou har ingen status hos ICAO, FN’s civile luftfartsorganisation, og USA anerkender ikke lufthavnen som lovligt indrejsested. Alle tre fly landede sikkert.

Ministrene var på vej til et uformelt EU-forsvarsmøde på Cypern, som har det roterende formandskab for EU-Rådet, hvor medlemslandenes regeringer fastlægger unionens politiske retning, frem til udgangen af juni. På dagsordenen stod støtte til Ukraine, maritim sikkerhed og en ny forsvarsaftale mellem Frankrig og Cypern, som skaber en permanent juridisk ramme for franske militære operationer på øen (La Croix).

Aftalen, Ankara ville bremse

Aftalen, en såkaldt Status of Forces Agreement (SOFA), blev underskrevet dagen efter af Frankrigs forsvarsminister, Catherine Vautrin, og hendes cypriotiske kollega, Vasilis Palmas. Den gør Frankrigs hidtil midlertidige militære tilstedeværelse på Cypern til en fast ordning med fælles øvelser, adgang til logistik, deling af forsvarsteknologi og mulighed for at bruge øen som udgangspunkt for operationer i det østlige Middelhav (Cyprus Mail). I praksis bliver Cypern en fremskudt fransk base, hvor tropper kan indsættes uden nye forhandlinger hver gang.

Den tyrkisk-cypriotiske premierminister, Ünal Üstel, afviste straks aftalen og kaldte den en trussel mod "den skrøbelige balance" i regionen (Daily Sabah). Ankara nægtede, at der var tale om chikane, og hævdede, at EU-flyene havde krænket luftrummet over den selvudråbte "Tyrkiske Republik Nordcypern", som ingen andre lande end Tyrkiet anerkender. F-16-flyene var ifølge Ankara en "forsigtighedsforanstaltning". Tidspunktet pegede i en anden retning: At lade F-16-fly følge den franske ministers fly få timer før underskrivelsen af en militærpagt på øen var et klart signal om, at Ankara betragter en permanent vestlig militær tilstedeværelse på Cypern som en rød linje.

Hvorfor Bruxelles ikke kan svare

EU-Kommissionen sagde, at den "undersøgte" episoden. Kaja Kallas, EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, kom ikke med nogen offentlig udtalelse.

Tavsheden skyldes ikke forvirring, men EU’s beslutningsmaskine. Bindende udenrigspolitiske beslutninger kræver enstemmighed under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, FUSP. Det betyder, at alle 27 medlemslande skal være enige, og at ét land kan blokere. Ungarn, som har tætte forbindelser til Ankara, har flere gange nedlagt veto mod tiltag, der kritiserer Tyrkiet. Andre medlemslande har forsvarsindustrielle forbindelser til tyrkiske leverandører, som gør en konfrontation mindre fristende (Modern War Institute). Kallas kan ikke fordømme Tyrkiet uden at sætte en konsensusproces i gang, som hun på forhånd ved risikerer at bryde sammen.

Frankrig går bilateralt

Paris har draget sin egen konklusion. I stedet for at jagte enighed i FUSP, som Ungarn kan blokere, opbygger Frankrig et netværk af bilaterale SOFA-aftaler med Cypern, Grækenland, Rumænien og Polen. De aftaler kræver ingen EU-afstemning. Intet medlemsland kan stoppe dem. Aftalen i Nicosia er det seneste led i en kæde, der går uden om Bruxelles.

Vautrin fordømte ikke offentligt chikanen mod sit eget fly. Det gjorde den hollandske minister heller ikke. Kun Grækenlands Nikos Dendias orienterede formelt sine EU-kolleger på mødet (Euronews). Hver tavs regering plejer sit eget bilaterale forhold til Tyrkiet og undgår en konfrontation, der kan ramme forsvarskontrakter, NATO-logistik eller migrationssamarbejde.

Cypern vil indgive formelle klager til Kallas og til ICAO (Philenews). Om det fører til mere end en kvittering, afhænger af, om et medlemsland presser på for en erklæring fra Rådet, og om Ungarn lader den passere. EU’s mål om "strategisk autonomi" bygger på, at unionen kan forsvare egne interesser uden amerikansk rygdækning. Den 7. juni kunne den ikke samle sig om en erklæring til forsvar for sine egne ministres fly.