To navne blokerer EU-sanktioner

Den 3. juli sagde Bulgariens premierminister, Rumen Radev, til parlamentet, at han ville blokere EU's 21. sanktionspakke mod Rusland, hvis to navne ikke blev fjernet fra sortlisten: den russisk-ortodokse patriark Kirill og Vagit Alekperov, en forretningsmand med forbindelse til Lukoils bulgarske raffinaderi. Radev henviste til energisikkerhed og risikoen for forstyrrelser på anlægget i Burgas (BTA, European Pravda).

Det drejede sig om to navne blandt flere hundrede. Men i EU's sanktionssystem er det nok til at holde hele sagen tilbage.

Udenrigspolitiske sanktioner kræver enstemmighed efter EU-traktaten. Alle 27 regeringer skal sige ja, før en pakke kan vedtages (Rådets oversigt over sanktioner). De personer og virksomheder, der rammes, står i bilag til den juridiske tekst. Derfor behøver en regering ikke forkaste hele sanktionspakken for at få indflydelse. Den kan gøre indsigelse mod ét navn, og enstemmighedskravet giver indsigelsen vægt som et egentligt veto.

Sådan holdt Sofia sagen tilbage

Den 9. juli var tonen fra Sofia blevet blødere. Forsvarsminister Dimitar Stoyanov sagde på bulgarsk tv: "Dette er ikke et veto. Det er forbehold, som vi fremsætter, så disse personer bliver fjernet fra sanktionsregimet" (Fakti).

Kravet var det samme. Sofia ville stadig have Kirill og Alekperov ud. Det nye var indpakningen.

Det mest sandsynlige udfald er, at pakken bliver vedtaget uden de to navne på listen. Ifølge Pravda forventer diplomater, at navnene stille bliver fjernet. Italien støttede Bulgarien i spørgsmålet om Kirill, angiveligt fordi Vatikanet er utilpas ved sanktioner mod lederen af et kristent trossamfund (Euromaidan Press).

En taktik andre hovedstæder kender

Slovakiets udenrigsminister, Juraj Blanár, ringede til sin bulgarske kollega og bakkede offentligt Sofia op. Han sagde, at den nye regering "hævder sine interesser på samme måde som Slovakiet" (Teraz). Ungarske medier læste sagen gennem Budapests egen erfaring med at bruge vetotrusler til at presse indrømmelser igennem om EU-midler og udenrigspolitik (hir36).

Der er ingen dokumentation for koordination mellem Sofia, Budapest og Bratislava. Men Ungarn har gjort metoden genkendelig: Brug enstemmighedskravet til at tvinge Bruxelles til at flytte sig, og vis derefter vælgerne derhjemme, at regeringen leverede. Slovakiet bruger nu Bulgariens linje som bevis på, at den slags ikke er obstruktion, men almindelig rådsforhandling (ta3).

Hvor pakken gav efter

Bulgariens kamp om navnene var kun én del af forhandlingen. Da ambassadørerne nåede til Coreper, komitéen hvor medlemslandenes faste repræsentanter forhandler, før ministrene formelt beslutter, var sanktionspakken blevet til flere handler på én gang (Capital.gr, Kyiv Independent).

Grækenland, Cypern og Malta pressede på for at forkorte en fastfrysning af prisloftet på russisk olie fra seks måneder til tre eller fire. Prisloftet betyder, at vestlige rederier, forsikringsselskaber og finansielle aktører kun må håndtere russisk råolie, hvis den sælges under en bestemt grænse. Formålet er at presse Moskvas indtægter uden at skabe knaphed på verdensmarkedet (in.gr).

En kortere fastfrysning betyder noget, fordi prisloftet hurtigere kan hæves. Det vil sende flere olieindtægter til Moskva (Pravda). Grækenland, Cypern og Malta har alle store maritime sektorer, som rammes direkte af reglerne omkring loftet. De har med andre ord ikke kun principper, men også forretning på spil.

På et andet spor fik Frankrig og Italien indsnævret et foreslået indrejseforbud for russiske militærveteraner (Euronews). Strid om importkvoter for russisk fisk lagde endnu et lag friktion oveni.

Hver undtagelse lærer medlemslandene, at følsomme navne, sektorer og brancher kan beskyttes i den sidste del af forhandlingen. Den 21. pakke bliver formentlig vedtaget. Indholdet vil til gengæld afspejle, hvilke regeringer der havde den stærkeste hjemlige grund til at trække tiden, mere end en fælles vurdering af, hvilket pres der rammer Moskva hårdest.

Sanktionsregimet kan godt tåle noget af dette. Det kan ikke uendeligt tåle forhandlingsrunder, hvor de mindst villige regeringer ender med at sætte de endelige vilkår. Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne fastlægger EU's politiske retning, kunne tage enstemmighedskravet for sanktioner op igen. Ingen leder har foreslået det.