Ukrainske droner møder loft på 161 km/h

Natten mellem 13. og 14. oktober begyndte ukrainske angrebs- og interceptordroner at miste satellitforbindelsen undervejs. Ukrainske embedsmænd førte udfaldene tilbage til en fartgrænse, der uden varsel dukkede op på terminaler knyttet til Starshield, SpaceX’ militære satellittjeneste (AP, Reuters). Forbindelsen kom delvist tilbage, men grænsen blev stående. Ingen har sagt, hvem der indførte den, og EU-landenes ledere mødes 15.–16. oktober uden en løsning klar til at tage over (Rådet).

Ukraines 7. luftbårne angrebskorps oplyste, at forbindelsen til dronerne kunne forsvinde i 10–20 sekunder, selv ved 110–120 km/t, og at nogle missioner blev aflyst (ArmyInform). En operatør, der styrer en angrebsdrone eller forsøger at indhente en russisk drone, kan miste målet på den tid.

Onsdag aften sagde forsvarsminister Mykhailo Fedorov, at forbindelser ved hastigheder op til 160 km/t var ved at blive genetableret, så angrebs- og interceptordroner igen kunne flyve. Han krævede, at grænsen blev fjernet (Ukrainska Pravda). Forsvarsministeriet oplyste, at det formelle loft på omkring 161 km/t stadig gælder (Ukrinform). Det er fortsat ukrainske oplysninger. Der er ikke offentliggjort uafhængige telemetridata eller tal for afbrudte missioner.

En indstilling, ingen vil tage ansvar for

Elon Musk skrev, at Starshield, i modsætning til det kommercielle Starlink, ejes og styres af den amerikanske regering. Militæret og i sidste ende præsidenten bestemmer ifølge ham tjenestens hastigheds- og brugsgrænser (Musk på X). Det beskriver, hvem der generelt har kontrollen. En højtstående amerikansk embedsmand sagde noget mere afgrænset til Axios: Regeringen havde ikke haft noget med netop denne begrænsning at gøre og ville spørge SpaceX, hvad der var sket (Axios).

De to udsagn kan godt være sande samtidig, men ingen af dem besvarer det afgørende spørgsmål. Nogen ændrede en indstilling, der afgør, om ukrainske droner kan flyve, og det amerikanske militær har ikke oplyst hvem.

Kyivs mistanke har en nærliggende baggrund. Under forhandlinger i Miami pressede Trumps udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner Ukraine til at indstille angrebene på russiske olieraffinaderier. Ifølge Financial Times lød der også en advarsel på mødet 9. oktober om, at delingen af efterretninger kunne stoppe. En amerikansk embedsmand afviste, at nogen trussel var blevet fremsat. Intet forbinder mødet i Miami med fartgrænsen, men det forklarer, hvorfor en teknisk fejl i Kyiv bliver læst som et pressionsmiddel.

Europæisk finansiering har ikke givet europæerne kontrol. Tyskland betalte i 2023 for 10.000 Starlink-jordstationer til Ukraine (det tyske udenrigsministerium). Ifølge Musk selv fastsættes grænserne i Washington.

Varsler, der kom for sent

Missilvarsler viser den samme afhængighed gennem et andet system. Zelenskyj sagde, at fem ballistiske missiler ramte Kyiv 12. oktober, uden at partnerlandene havde varslet dem på forhånd (Ukraines præsidentskab). Næste nat sagde luftvåbnets talsmand Yurii Ihnat, at partnerlandene overså den første bølge, men advarede om de tre næste (Ukrinform).

EU-Kommissionens cheftalskvinde Paula Pinho sagde, at Bruxelles ikke havde tegn på, at den amerikanske efterretningsdeling var stoppet (Europa-Kommissionen). De konkrete varsler svigtede altså, men årsagen er stadig ukendt. Den bredere mangel er ældre: I januar 2026 vurderede IISS, at Europa endnu ikke kunne erstatte de amerikanske infrarøde satellitter, der opdager en missiludskydning ved at registrere udstødningen fra raketten (IISS).

Hvad Europa reelt kan stille med

EU’s nærmeste redskab er Govsatcom, en fælles pulje af satellitforbindelser, som medlemslandene bidrager til med deres egne nationale systemer. EU-Kommissionens talsmand Thomas Regnier sagde, at bredere adgang for Ukraine var under drøftelse, og at den eksisterende kapacitet kunne sikre en grundlæggende forbindelse. Han ville dog ikke sammenligne den med Starshield (Europa-Kommissionen). Kapaciteten egner sig til kommandoposter og forsyningsknudepunkter, ikke til droner i luften, og tilhører de regeringer, der ejer satellitterne.

Udstyret er et større problem. Reuters fandt, at de allierede ikke har en færdig terminal, der passer til de berørte droner (Reuters). Det nærmeste europæiske alternativ, en OneWeb-manpack, er lavet til at blive båret af soldater eller monteret på køretøjer (Intellian). Europas egen satellitkonstellation, IRIS², ventes først at være fuldt operationel i 2029 (Europa-Kommissionen).

EU-landenes ledere kan stadig gøre noget nyttigt i denne uge. Regeringer med egen satellitkapacitet kan stille den til rådighed for ukrainske kommandoposter, andre kan finansiere kompatible terminaler, og nogle kan dele nationale satellitbilleder. Ingen af delene genetablerer de to forbindelser, der svigtede. Fartgrænsen stod ved magt, efter at tjenesten var blevet bedre, og den, der indførte den, er stadig ukendt. Intet, Europa beskrev i denne uge, erstatter forbindelsen til droner i bevægelse eller det første varsel om en ballistisk missilaffyring. Begge dele afhænger stadig af amerikanske systemer.