Ukraines Patriot-vinter afgøres i Washington

Ukraine oplyser, at landet nedskød ét ud af 27 russiske ballistiske missiler mod Kyiv 1. august (European Pravda). Tallet kommer fra ukrainske myndigheder under krig og er ikke uafhængigt bekræftet. Men det er den skarpeste indikator på, hvor meget Ukraines luftforsvarskapacitet er presset ned. Om den kan genopbygges før vinteren, afgøres først og fremmest i Washington, ikke i Europas hovedstæder.

Ifølge et CSIS-skøn, som både Reuters og The Hill citerer, er de amerikanske lagre af Patriot-interceptorer siden februar reduceret med omkring 65 %. Lagrene af THAAD-interceptorer er faldet med mindst 38 % (The Hill, Reuters). Pentagon har ikke bekræftet tallene, og Det Hvide Hus siger, at lagrene fortsat er tilstrækkelige, mens produktionen ligger på rekordniveau (Reuters). Samme Reuters-undersøgelse viste, at USA næsten havde opbrugt sine langtrækkende præcisionsmissiler under den fem måneder lange krig mod Iran. Det var jord-til-jord-våben, ikke luftforsvarsinterceptorer. Men Patriot-manglen udspringer af samme mekanisme: Amerikansk våbenproduktion skal samtidig dække flere krige, flere allierede og USA’s egne beredskabskrav.

Ét missil, én portvagt

Det missil, Ukraine har brug for mod russiske ballistiske missiler, er PAC-3 MSE, som produceres af Lockheed Martin. Produktionen stiger. Lockheed oplyser, at de globale leverancer oversteg 600 i 2025, og selskabet sigter mod 2.000 om året i 2030 (Lockheed Martin). Den amerikanske hær har udvidet PAC-3 MSE-kontrakten til omkring 58,6 mia. dollar, men kontrakten dækker syv års fremtidig produktion, ikke missiler på hylden denne vinter (US Army). Oprustningen af produktionen er reel. Tidsplanen passer bare dårligt til Ukraines behov.

Europæiske allierede har brugt store beløb på at komme længere frem i køen. NATOs PURL-mekanisme, hvor allierede finansierer amerikanskproducerede våbenpakker, mens NATOs øverste militære chef prioriterer leverancerne, har udløst tilsagn på mere end 6 mia. dollar. Nederlandene fører an med 500 mio. euro (NATO, Dutch Defence). Tyskland har leveret Patriot-systemer og anmodet om op til 600 PAC-3 MSE-missiler, men hovedleverancerne ventes først i 2028 og 2029 (Bundesregierung). Europæiske penge går ind i systemet. Washington bestemmer, hvad der kommer ud. PAC-3 MSE er omfattet af de amerikanske eksportkontrolregler ITAR, som kræver godkendelse fra udenrigsministeriet, før missiler eller produktionslicenser kan krydse en grænse (eCFR). Trump har ikke givet Ukraine en Patriot-produktionslicens (To Brief), og hans offentlige linje er fortsat uforpligtende.

Europas østflanke betaler prisen

Rumænien har doneret et Patriot-batteri til Ukraine og er nu afhængig af et amerikansk godkendt erstatningskøb på 280 mio. dollar, hvor leveringen kontrolleres fra Washington (Army Recognition). Afhængigheden er ikke teoretisk. Det rumænske forsvarsministerium har registreret 33 russiske dronekrænkelser af landets luftrum siden krigens begyndelse (AGERPRES). Rumænien har afgivet kapacitet, som landet ikke selv kan erstatte.

Angrebet 1. august kostede civile liv i Kyiv og beskadigede Litauens ambassade. Vilnius indkaldte en repræsentant for Ruslands ambassade til protest og behandlede dermed Ukraines mislykkede nedskydninger som en direkte sikkerhedstrussel mod et EU- og NATO-land (LRT). I Polen har Donald Tusk holdt døren åben for yderligere Patriot-overførsler til Ukraine, mens oppositionslederen Mateusz Morawiecki kræver, at ingen polske systemer forlader landet (Money.pl). Polens egne forstærkninger af luftforsvaret er stadig flere år væk.

Frankrig og Italien har det stærkeste bud på at mindske afhængigheden af USA. Deres SAMP/T-system affyrer europæisk producerede Aster 30-missiler, er allerede indsat i Ukraine, og produktionen øges. Frankrig, Italien og Storbritannien har bestilt mere end 200 ekstra Aster-missiler (MBDA). Systemet har vist sig effektivt mod krydsermissiler og droner i ukrainsk tjeneste. Dets evne mod højhastigheds ballistiske genindtrængningsfartøjer er endnu ikke afprøvet i kamp. Aster-opskaleringen er et konkret skridt mod europæisk autonomi. Den løser ikke denne vinters problem.

Ukraine, USA’s Central Command, Polen, Rumænien og Tyskland konkurrerer om samme interceptor, produceret på de samme amerikanske fabrikker og frigivet under de samme amerikanske eksportregler. Én nedskydning ud af 27 viser prisen på den flaskehals. Europæisk finansiering gør den fremtidige kø mindre brutal. Den ændrer ikke, hvem der styrer køen. Denne vinter handler Ukraines forsvar mod ballistiske missiler mindre om europæiske penge end om amerikansk prioritering, og ingen i Washington har offentligt forpligtet sig til at foretage den.