USA halverer bombeflyløfter til NATO

USA trækker militære kapaciteter ud af Europa hurtigere, end flere allierede havde regnet med. De vigtigste reduktioner rammer ikke først og fremmest de soldater, der står fysisk på europæisk jord, men de styrker, Washington har lovet at stille til rådighed i en NATO-krise. Her halveres antallet af strategiske bombefly, kampfly skæres med en tredjedel, og ubåde fjernes helt fra listen. Beslutningerne kan træffes administrativt i Washington uden afstemning i Kongressen, og det efterlader europæiske regeringer med huller, de ikke realistisk kan lukke før 2029.

To spor, kun ét værn

Uroen i europæiske hovedstæder handler om forskellen på to former for amerikansk tilstedeværelse. Den første er de soldater, der faktisk er stationeret i Europa, omkring 80.000 i dag. Kongressen har i Section 1249 i NDAA, den årlige amerikanske forsvarslov, sat en nedre grænse på 76.000. Hvis Pentagon vil under den, skal ministeriet erklære over for lovgiverne, at nedskæringerne ikke skader de allieredes sikkerhed. Det er den mekanisme, der oftest får opmærksomheden.

NATOs styrkemodel betyder mere i praksis. Den registrerer, hvad hvert medlemsland lover at sende i en krise: styrker, der skal kunne rykke ud fra hjemmebaser inden for 10, 30 eller 180 dage. De amerikanske bidrag her ligger inden for den udøvende magts skøn. Ingen lov spærrer. Da Pentagons udsending Alexander Velez-Green den 22. maj orienterede NATO-embedsmænd, handlede nedskæringerne om netop denne kategori: halvt så mange bombefly, en tredjedel færre kampfly, ingen ubåde samt færre tankfly og destroyere (CDE News). Pentagon har bekræftet tallene, men ikke tidsplanen.

Den 30. maj skrev Welt am Sonntag, at tilbagetrækningen vil ske hurtigere end tidligere meldt og uden den overgangsperiode, europæiske regeringer havde regnet med. En NATO-diplomat sagde til Reuters, at tempoet "vil afhænge af de andres kapacitet til at komme med alternativer", og tilføjede, at "alt endnu ikke er endeligt besluttet, heller ikke i USA."

Et hul, penge alene ikke lukker

Det, Europa skal erstatte, overstiger både forsvarsbudgetter og produktionslinjer. IISS vurderede i 2025, at det ville koste $226-344 mia. i platforme alene at kopiere amerikanske konventionelle kapaciteter i det euro-atlantiske område, og op mod 1.000 mia. dollar over 25 år. Kiel Instituttets vurdering fra maj 2026 sætter prisen for meningsfuld, men ikke fuld, europæisk autonomi til omkring 50 mia. euro om året i ti år. Alene manglen på kampfly kræver 350-400 ekstra kampfly, som europæiske fabrikker ikke kan levere før midten af 2030’erne.

To reaktioner viser, hvor forskelligt europæiske hovedstæder tilpasser sig. Frankrig udvider sin nukleare beskyttelse gennem det, Paris kalder "dissuasion avancée", fremskudt afskrækkelse. Det betyder, at partnerlande kan lægge sig under den franske atomgaranti uden at få delt kontrol over beslutningen om affyring. Den 27. maj blev Norge det niende land i ordningen gennem Narvik-aftalen. På den konventionelle side overtager Tyskland og Nederlandene kommandansvar for forsvaret af Estland og Letland via deres fælles 1st German-Netherlands Corps. Det flytter en del af ledelsen af Baltikums forsvar fra Washington til europæiske hænder.

Vinduet 2027-2029

Begge spor peger på samme problem: tid. Polens forsvarschef har bekræftet arbejdet med egne langtrækkende præcisionsvåben, men erkendt, at der går "mindst to år" før de første resultater. EU’s Institut for Sikkerhedsstudier advarer om, at den aflyste Tomahawk-udstationering til Tyskland "fjerner en central del af Europas afskrækkelse" i det, instituttet kalder "år med militær overgang." Carnegie Endowment skriver, at de baltiske lande frygter, at tilbagetrækningen kommer, "før Europa når at lukke sine forsvarshuller".

Vurderingerne samler sig om samme sårbare periode: 2027 til 2029. Her vil de amerikanske reduktioner mærkes mest, mens de europæiske erstatninger stadig ligger flere år ude. Næste test kommer i begyndelsen af juni på NATO’s Force Sourcing Conference, hvor de europæiske lande skal melde ind, hvilke amerikanske huller de vil udfylde. Washington har dermed skabt et forløb, hvor de allierede står med et enkelt valg: enten forpligter de sig offentligt til at lukke huller, de endnu ikke kan lukke, eller også møder de op til NATO-topmødet i Ankara i juli uden et svar.