USA-Iran-aftale tester Hormuz i 60 dage

USA og Iran underskrev memorandumet 14. juni. Brentolie faldt til under 83 dollar, og de europæiske gaspriser faldt på håbet om genåbning af Hormuzstrædet (The Guardian). Markedet reagerede med det samme. Samme dag nedjusterede Joint Maritime Information Center trusselsniveauet i Hormuz fra »severe« til »substantial«, men advarede om, at miner og ustabilitet fortsat gjorde storstilet kommerciel sejlads risikabel (CNBC). Forsikringsselskaberne blev stående. Netop spændet mellem markedsoptimisme og forsikringsbranchens forsigtighed afgør, hvad der nu venter Europa.

Den 14 punkter lange ramme omfatter våbenhvile på alle fronter, også i Libanon, ophævelse af den amerikanske flådeblokade inden for 30 dage, iransk hjælp til fri passage i 60 dage, straksdispensationer for iransk råolie og efterfølgende atomforhandlinger under tilsyn af IAEA, FN’s atomenergiagentur (CNN, Al Jazeera). Et memorandum er en politisk ramme. Det er hverken en handelslicens, en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd eller en EU-retsakt. Fuld ophævelse af sanktioner, adgang til indefrosne aktiver og en bindende atomaftale ligger alle i en senere og betinget fase.

For europæiske importører bliver den reelle prøve, om tre forskellige spor kan falde hurtigt nok på plads: sikkerhed til søs, sanktionsjura og atomkontrol.

Tre ure uden fælles timer

Det maritime ur går langsomst. Krigsrisikopræmierne ligger fortsat på 1-4 % af skibets værdi for hver passage gennem Hormuz, mod under 0,1 % før konflikten. Amerikanske militære retningslinjer fra midten af juni beskrev stadig begrænset sydlig sejlads gennem omanske farvande, rapportering af minerisiko og obligatorisk identitetskontrol via radio (gCaptain). S&P Global definerede en praktisk genåbning som vedvarende kommercielle strømme tæt på førkrigsniveau, flere uger uden hændelser, bekræftet rydning af farer og bred adgang til forsikring (S&P Global). Intet af det er på plads endnu. Forsikringsselskaberne afventer fortsat (Business Standard), og IEA har advaret om, at genopretningen af Golfens eksport vil ske gradvist, fordi minerydning og sejladsordninger stadig ikke er afklaret (GTReview).

Sanktionsuret kræver dokumenter, ikke taler. Lempelser bliver først operationelle, når OFAC, det amerikanske finansministeriums sanktionskontor, offentliggør konkrete regulatoriske undtagelser (OFAC). Europæiske virksomheder er samtidig bundet af forordning 267/2012 og afgørelse 2010/413/FUSP, indtil EU-Rådet, hvor medlemslandenes regeringer lovgiver sammen, formelt ændrer dem. En amerikansk dispensation omskriver ikke europæisk ret. Compliance-afdelinger, banker og forsikringsselskaber reagerer på offentliggjorte retsakter, ikke på præsidentbemærkninger ved G7.

Atomuret afhænger af inspektører. E4-gruppen, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Italien, bød memorandumet velkommen, men knyttede sanktionslettelser til »klare, verificerbare iranske atomskridt med IAEA-involvering« (Government of the Netherlands). EU’s egen erklæring til IAEA’s styrelsesråd gentog støtten til fulde sikkerhedskontroller og uhindret adgang for inspektører, herunder uanmeldte besøg på ikke-erklærede anlæg (EEAS). Uden genoprettet kontrol svækkes det politiske grundlag for at afvikle sanktioner, før processen for alvor er bygget op.

Hvem sikrer farvandet?

Den maritime reaktion viser en stille institutionel arbejdsdeling. EU’s udenrigschef Kaja Kallas har erkendt, at Hormuzdelen vil blive håndteret af en fransk-britisk koalition, mens Operation ASPIDES, EU’s eksisterende flådemission i Det Røde Hav, bliver hvor den er (EEAS). Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot har beskrevet en »strengt defensiv international mission«, der allerede er klar til hurtig indsættelse (Barrot remarks). Belgien har signaleret mulig støtte til minerydning gennem minestrygeren Primula, men der er ikke bekræftet nogen formel udsendelsesordre (The Brussels Times).

I praksis er det ikke »Europa«, der sikrer Hormuz. En fransk-britisk ledet koalition forbereder sig på opgaven, med politisk rygdækning fra E4 og enkelte medlemslande, der bidrager med konkrete kapaciteter. Hvis sejladsen fortsat er usikker trods den diplomatiske overskrift, løber ansvaret gennem nationale hovedstæder og ad hoc-koalitioner, ikke gennem Bruxelles.

Falsk synkronisering

Irans Øverste Nationale Sikkerhedsråd har sagt, at de endelige forhandlinger først vil begynde, når den anden side har gennemført sine forpligtelser (Iran International). Tallene for indefrosne aktiver varierer allerede mellem kilderne: Én opgørelse nævner 25 mia. dollar, en anden 24 mia. dollar, heraf 12 mia. dollar på forhånd (Al-Monitor, Iran International). Bilagene var stadig ved at blive færdiggjort, da Macron kommenterede sagen ved G7.

Washington kan annoncere hurtigere, end flådeoperatører kan rydde miner, hurtigere end forsikringsselskaber kan prissætte ruter på ny, hurtigere end Bruxelles kan ændre lovgivning, og hurtigere end IAEA kan verificere berigningsniveauer. Europæiske virksomheder og forbrugere befinder sig i den langsomme ende af alle tidslinjerne. De betaler først, hvis politisk fejring og kommerciel virkelighed kommer ud af takt.