US Pentagon trækker 9,000 tropper og missilforsvar ud af Tyskland og Polen

Den transatlantiske sikkerhedsorden, som har båret Europa siden 1949, bliver nu ændret med notater fra Pentagon. I maj 2026 trak USA samtidig 5.000 soldater ud af Tyskland, aflyste en planlagt rotation af en pansret brigade på 4.000 soldater til Polen og droppede planerne om at stationere Tomahawk-krydsermissiler på europæisk jord. Samlet bringer det den amerikanske styrketilstedeværelse tilbage til niveauet før Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine. Det efterlader et kapacitetshul, som ingen europæisk stat kan lukke før årtiets udgang.

Det bilaterale kapløb

Få dage efter beslutningen begyndte mindst fem NATO-lande på alliancens østflanke offentligt at bejle til Washington for at overtage de amerikanske styrker. Rumæniens præsident, Nicușor Dan, erklærede landet klar til at huse "så mange amerikanske soldater som muligt" og pegede på udvidelsen af Mihail Kogălniceanu-flybasen ved Sortehavet til 4 mia. euro (Capital.ro, Antena3).

Det mest interessante var ikke selve tilbuddet, men den model, Dan knyttede til det. Han foreslog en "NATO 3.0", hvor hvert medlemsland forpligter sig proportionalt: 3,5 % af BNP plus en yderligere forpligtelse på 1,5 %. Pointen er klar nok. Rumænien beder ikke bare om flere amerikanske soldater. Landet tilbyder en ny formel for at gøre sig fortjent til dem.

Polen, som allerede huser omkring 10.000 amerikanske soldater på rotationsbasis, fastholdt offentligt, at intet havde ændret sig, selv om polske generaler bekræftede, at aflysningen af brigaden var reel. Litauen tilbød plads til yderligere 1.000 soldater. De østeuropæiske allierede behandler nu amerikansk militær tilstedeværelse som noget, man vinder gennem bilateralt diplomati, ikke som noget der fordeles gennem fælles NATO-planlægning.

Hullet i langtrækkende våben

Antallet af soldater fylder mest i overskrifterne. Men blandt europæiske militærplanlæggere vakte en anden del af beslutningen større bekymring. Pentagon skrottede også et Long-Range Fires Battalion til Tyskland, den enhed der skulle have betjent Typhon-affyringssystemer med Tomahawk-krydsermissiler med en rækkevidde på over 1.600 kilometer.

Det var den eneste planlagte korrektion af en skævhed, Europa har levet med, siden Rusland opstillede atomkapable Iskander-missiler i Kaliningrad. Tysklands længstrækkende jordbaserede system når 84 kilometer. Det europæiske alternativ, ELSA-konsortiet, som skal udvikle et fælles langtrækkende missil, kan tidligst levere en indledende kapacitet i midten af 2030'erne.

Berlin reagerede ved at forsøge at købe op til 400 Tomahawk-missiler og Typhon-affyringssystemer direkte. Tyskland prøver dermed at købe det system, USA ikke længere vil stationere selv. Frankrig annoncerede samtidig yderligere 36 mia. euro i forsvarsudgifter frem mod 2030, blandt andet en firedobling af ammunitionsproduktionen og en udvidet atomar afskrækkelse, som tilbydes som skjold for otte europæiske partnere.

Den juridiske stopklods

Beslutningen har udløst den alvorligste kongresmodstand mod en præsidents europæiske sikkerhedslinje i årtier. Section 1249 i FY2026 National Defence Authorization Act, den årlige lov der styrer Pentagons udgifter, fastsætter et minimum på 76.000 amerikanske soldater i Europa. Grænsen kan kun brydes, hvis forsvarsministeren certificerer over for Kongressen, at reduktionerne tjener USA's nationale sikkerhed, og at de allierede er blevet konsulteret.

Ingen af betingelserne var opfyldt. Mike Rogers, formand for Repræsentanternes Hus' forsvarsudvalg, advarede om "pain", hvis lovens minimum bliver brudt. Kongresmedlemmet Don Bacon kaldte aflysningen i Polen "a slap in the face" mod USA's nærmeste allierede. Modstanden går på tværs af partierne. Men Kongressen kan ikke direkte nedlægge veto mod en præsidents deployeringsordre. Dens værktøj er finansieringsbegrænsninger, og tilbagetrækningen ventes at tage 6-12 måneder.

Det, der stadig holder

NATO's formelle afskrækkelseslag står foreløbig urørt. Det gælder de multinationale kampgrupper, som siden 2016 har været stationeret langs østflanken, i alt 10.232 soldater under europæiske rammenationer. Tysklands planlagte brigade på 5.000 soldater i Litauen er fortsat på vej mod 2027. NATO's generalsekretær, Mark Rutte, fastholdt på B9-topmødet, at USA's tilstedeværelse stadig er "vast and massive".

Den vurdering ændrer dog ikke tidsproblemet. Hollands militære efterretningstjeneste vurderer, at Rusland kan være klar til at teste NATO's østlige grænse inden for et år efter afslutningen på krigen i Ukraine. Den forhøjede risikoperiode, 2027 til 2029, falder præcist sammen med de år, hvor Europas egne erstatningskapaciteter endnu ikke findes. Europa forsøger nu at bygge en afskrækkelsesarkitektur, som kontinentet i årtier har udliciteret. Tidsplanen bliver ikke sat af europæiske indkøbssystemer, men af hvor hurtigt Moskva kan genopbygge sin militære styrke.