USA trækker alle otte NATO-tankfly hjem

Når et forsvar svækkes, er det ikke altid soldaterne, der forsvinder først. Det kan være de systemer, der gør soldaterne brugbare.

USA har ifølge medier fortalt europæiske allierede, at landet vil skære antallet af kampfly stillet til rådighed for NATO i Europa med omkring en tredjedel, reducere maritime patrulje- og overvågningsfly fra 26 til 15 og trække alle otte lufttankningsfly ud, som alliancen kan bruge (Boston Globe, Rzeczpospolita). Et hangarskib, en missilubåd og en bombeflykomponent ventes også flyttet til andre opgaver. Tallene stammer fra mediernes oplysninger, ikke fra et officielt NATO-dokument (Le Figaro). Men de peger på en reduktion, der rammer de støttefunktioner, som omsætter militært isenkram til reel kampkraft.

At købe kampfly, der ikke kan kæmpe alene

Polen viser modsætningen tydeligst. Warszawa køber 32 F-35-kampfly, med leverancer frem til 2029 og en støttepakke, der dækker logistik, reservedele og IT-infrastruktur frem til 2030 (Breaking Defense, Army Recognition). Men F-35 fungerer ikke alene. Flyet er afhængigt af tankfly for rækkevidde, af overvågningsfly for situationsbillede og af kommandostrukturer på operationsniveau, hvis det skal koordineres med andre styrker. Polen køber platforme i verdensklasse, samtidig med at det amerikanske system omkring dem bliver tyndere.

Litauen læser samme nedskæring gennem spørgsmålet om forstærkningstempo. Færre tankfly og overvågningsfly betyder kortere rækkevidde og dårligere varsling på østflanken (Lrytas). Vilnius svarer med omkring 800 mio. euro ekstra til luftforsvar og en treårig plan for integreret kontrol med luftrummet (Lrytas). Det dækker første lag: national beskyttelse mod droner og missiler. Det erstatter ikke tankfly, ISR, altså efterretning, overvågning og rekognoscering, eller den kommandostruktur, der gør NATO i stand til at kæmpe som ét sammenhængende system langs hele flanken.

Rumænien tester hullet i realtid

I Rumænien er problemet allerede konkret. Efter dronehændelser nær Donau og Sortehavskysten bad Bukarest NATO om lavtflyvningsradarer, interceptorer og systemer mod droner (RRI, Curs de Guvernare). NATO gentog, at alliancen vil forsvare hver tomme af allieret territorium. Rumænien gik fra møderne med samme behov for udstyr.

Misforholdet mellem europæiske penge og operationel myndighed forklarer stilstanden. Bruxelles kan finansiere indkøb af materiel gennem instrumenter som SAFE, EU's nye ordning for forsvarsudgifter (European Commission, European Parliament). Men EU-Kommissionen sender ikke radarplan på mission. Det gør nationale hovedstæder og NATO's kommandoapparat. Ingen EU-institution har myndighed til at stille kampklare erstatningskapaciteter, når en allieret trækker udstyr hjem (EDA). Europa kan bruge flere penge og stadig mangle amerikansk overvågning, lufttankning og kommando.

Uret løber hurtigere end planen

Frankrig bruger den amerikanske reduktion til at presse på for strategisk autonomi. Franske og internationale analyser peger på netop de europæiske kapaciteter, der er sværest at bygge hurtigt: overvågning, lufttankning, kommando og kontrol, lufttransport og landbaseret luftforsvar (Ifri, Atlantic Council). Problemet er tiden. De kapaciteter tager år at opbygge, mens nedskaleringen sker nu.

Ingen institution har offentliggjort det dokument, der ville gøre det muligt for borgerne at vurdere, om beroligelserne holder: en erstatningskalender kapacitet for kapacitet, som viser, hvilket amerikansk aktiv der forsvinder, hvilken NATO-plan der bygger på det, hvilken europæisk allieret der kan overtage opgaven, og hvornår det kan ske. CSIS advarer om, at Europa har brug for et hastende luftforsvarsprogram, fordi lagrene af interceptorer stadig er utilstrækkelige (CSIS). EUISS argumenterer for, at Europa behøver en konkret overgangsplan, ikke blot politisk tilpasning til Washington (EUISS).

NATO fastholder, at alliancen har udarbejdet sine mest omfattende forsvarsplaner siden Den Kolde Krig (NATO). Det kan meget vel være rigtigt på det klassificerede niveau. Spørgsmålet er, om Europas egne støttesystemer når frem, før de amerikanske forudsætninger, planerne hviler på, forsvinder. At se hullet klart sætter ikke otte nye tankfly på landingsbanen inden 2029.