US-Senatet fremmer East Med-lov

I Houston, hvor amerikansk energipolitik møder den kommercielle virkelighed, lancerede Grækenland, Cypern, Israel og USA i sidste uge en ny institution, der skal samordne energistrategien i det østlige Middelhav. Få dage senere sendte et udvalg i det amerikanske Senat et lovforslag videre, som vil gøre samme region til en strategisk prioritet i amerikansk lov. Den politiske ramme er ved at falde på plads. Om den også kan flytte gas, er et andet spørgsmål.

En fast platform og et lovforslag på vej

Eastern Mediterranean Energy Center (EMEC) åbnede 12. juni på Rice Universitys Baker Institute efter et ministermøde mellem USA's energiminister Chris Wright og hans græske, cypriotiske og israelske kolleger (Politis, Morningstar). EMEC løfter 3+1-formatet (det eksisterende samarbejde mellem Grækenland, Cypern og Israel med Washington som partner) fra lejlighedsvise topmøder til en permanent platform for forskning, investorkontakter og beskyttelse af infrastruktur (GreekReporter, CNA).

Den 17. juni behandlede Senatets udenrigsudvalg Eastern Mediterranean Gateway Act (S.4443), som føres an af senatorerne Cory Booker og Dave McCormick (Senate Foreign Relations Committee). Græske medier, blandt dem ProtoThema og News247, omtalte det som en godkendelse i Senatet, men et lovforslag, der passerer ét udvalg, er stadig kun tidligt i processen. Amerikansk lov kræver vedtagelse i begge Kongressens kamre og præsidentens underskrift (US Senate).

Hvad vil lovforslaget konkret gøre? Det vil pålægge udenrigsministeriet at prioritere det østlige Middelhav og genoplive 3+1-formatet. Det vil støtte IMEC-korridoren, handelsruten mellem Indien, Mellemøsten og Europa, der er tænkt som et modtræk til kinesiske infrastrukturinvesteringer. Og det vil kræve regelmæssige orienteringer til Kongressen (FDD Action). Der er ikke offentligt belæg for, at lovforslaget afsætter anlægsmidler, finansierer rørledninger eller garanterer eksportkapacitet.

Når en region skrives ind som amerikansk strategisk prioritet, fastholder det bureaukratisk opmærksomhed og giver Kongressen en tilbagevendende kontrolrolle. Men det svære energiproblem ligger et andet sted.

Egypten: Broen, der også selv bruger gassen

Cypern har bekræftede offshore-gasfund, og cypriotiske kilder anslår de samlede ressourcer til omkring 20 billioner kubikfod (Cyprus Mail). Ingen af felterne har direkte forbindelse til Europa. Ruten går gennem Egypten, som driver regionens eneste anlæg til flydende naturgas ved Idku og Damietta med en samlet nominel kapacitet på cirka 16,7 mia. kubikmeter om året (EnterpriseAM).

Alle større vestlige selskaber i cypriotisk farvand er afhængige af de egyptiske anlæg. Chevron og Shell planlægger at sende gas fra Aphrodite-feltet til Port Said via rørledning. Eni og TotalEnergies vil bruge samme infrastruktur til Cronos. ExxonMobil og QatarEnergy har indgået en aftale med Egypten om behandling af gas fra Glaucus- og Pegasus-felterne (JPT/SPE). Flaskehalsen er altså ikke spredt ud over regionen. Den er egyptisk.

Problemet er, at Egypten selv har kæmpet med gasunderskud og importeret flydende naturgas for at dække hjemligt forbrug (Ahram Online). Om cypriotisk gas ender hos europæiske købere eller blot stabiliserer den egyptiske energibalance, afhænger af endelige investeringsbeslutninger og af egyptiske klausuler om prioritet til hjemmemarkedet. Det kan et amerikansk lovforslag ikke afgøre.

Hvad Europa får, og hvad det ikke får

For Sydøsteuropa er den diplomatiske ramme reel, men ufuldstændig. Rumænien fremstiller sin Sortehavsgas og den græsk-bulgarsk-rumænske Vertical Corridor som sin egen vej til status som regionalt knudepunkt (HotNews). Great Sea Interconnector, et planlagt undersøisk elkabel mellem Cypern og Grækenland og senere Israel, vil bryde Cyperns isolation fra EU's elnet, men projektet afhænger af EU-finansiering, ikke af Washington (Cyprus Mail). Italien står uden for 3+1-kernen, men er stærkt eksponeret gennem ENI's aktiviteter i Egypten og Cypern.

EU selv er påfaldende stille. Gennemgangen fandt ingen udtalelse fra EU-Kommissionen eller Rådet, der omfavner Gateway Act som et europæisk energisikkerhedsinstrument, selv om projektets sprog minder om Bruxelles' egen Global Gateway-retorik om forbindelser og diversificering.

Politikere sælger det østlige Middelhav som en port til Europa, men den faktiske port er Egypten. Den europæiske flaskehals kan meget vel vise sig at være finansiering af elnet og økonomien i flydende naturgas snarere end strategiske erklæringer i Washington. EMEC's budget og arbejdsplan er ikke offentliggjort, Gateway Act er endnu ikke lov, og gasfelterne mangler stadig endelige investeringsbeslutninger. Den politiske arkitektur bevæger sig hurtigere end de rørledninger, den beskriver.