Vallonien godkender CETA, Frankrig blokerer

I Namur, hovedbyen i det fransktalende Vallonien i det sydlige Belgien, stemte et regionalt parlament for omkring 3,6 mio. mennesker den 18. juni for at ratificere CETA, EU’s handelsaftale med Canada. Det var samme parlament, som i 2016 blokerede aftalen og gjorde en lokal afstemning til et globalt symbol på demokratisk friktion. Det forfatningsmæssige paradoks står stadig tilbage: EU kan bruge år på at forhandle brede handelsaftaler, men ét regionalt parlament kan bremse hele maskinen.

Aftalen, der allerede virker

Valloniens ja åbner ikke pludselig handelen med Canada. Det meste af CETA har været midlertidigt anvendt siden september 2017. Aftalen dækker told på varer, offentlige udbud, altså statslige og kommunale kontrakter åbne for udenlandske budgivere, tjenesteydelser og regulatorisk samarbejde (EUR-Lex). Virksomheder har brugt reglerne i knap ni år. EU-Kommissionen beskriver aftalen som i vidt omfang operationel.

Det, der fortsat sidder fast, er investeringsdomstolen, et foreslået tribunal hvor udenlandske investorer kan anfægte politiske beslutninger under aftalen. De bestemmelser kræver særskilt ratifikation i alle medlemslande, fordi CETA er en "blandet aftale". Nogle kompetencer ligger alene hos EU, for eksempel toldsatser, mens investeringsret fortsat hører hjemme i de nationale hovedstæder. EU-Domstolen har bekræftet den opdeling og senere afgjort, at tribunallet er foreneligt med EU-retten. Den juridiske afklaring har ikke løst den politiske konflikt.

Den kommercielle del fungerer altså. Den juridiske arkitektur for investorbeskyttelse venter.

Hvem vinder, og hvem bremser

Eksporttunge økonomier ser handelsaftaler som jobbeskyttelse. Omkring en tredjedel af beskæftigelsen i Nederlandene afhænger af eksport, som i 2023 skabte 375,9 mia. euro, ifølge Rijksoverheid, den nederlandske stats informationstjeneste. For Nederlandene, Irland, Danmark og Sverige er aftaler som CETA ikke abstrakt diplomati. De beskytter arbejdspladser. Det tyske ifo Institut har anslået, at CETA kan tredoble den tyske eksport til Canada og løfte realindkomsten per indbygger med 0,19 % (consulting.de).

Fra Warszawa eller Wien ser samme aftale anderledes ud. I Polen handler debatten om, hvorvidt billigere import presser landets egne landmænd, og om beskyttelsesklausulerne faktisk beskytter dem (Top Agrar Polska). Østrigsk og italiensk dækning kredser om fødevarestandarder og GMO’er (Attac Austria, Adnkronos). Spørgsmålet er, hvem der får lov at trække i nødbremsen, når lokale landmænd rammes.

Frankrig er den egentlige flaskehals nu

Valloniens afstemning afslutter ikke forsinkelsen. Det franske Senat afviste ratifikationen i marts 2024, selv om Frankrigs forfatningsråd allerede i 2017 havde vurderet aftalen som forfatningsmæssigt acceptabel. Den franske modstand samler sig om landbrug, fødevaresikkerhed og suverænitet. Som Vie publique, en statslig fransk forklaringstjeneste, formulerer det: Det meste af CETA gælder allerede, men investeringsbestemmelserne kræver stadig parlamentarisk godkendelse, som Paris ikke har givet.

Tyskland ratificerede i 2022, men først efter at den føderale forfatningsdomstol krævede, at den midlertidige anvendelse kunne rulles tilbage. Selv handelsvenlige regeringer ville have en udgangsdør.

Den større uafklarede sag er, hvem der faktisk har fået gevinsten af ni års midlertidig anvendelse. Den samlede handel er steget. Men har CETA’s toldfordele især hjulpet store eksportører eller små virksomheder? Industriregioner eller udkantsområder? Den viden findes kun sparsomt. Den strukturelle spænding består: EU bliver ved med at udforme handelsaftaler, der rækker ud over told og ind i investeringsret og regulatoriske standarder. Jo længere aftalerne rækker, desto stærkere bliver kravet om nationale parlamenters godkendelse. Valloniens forsinkede ja ændrer ikke den dynamik. Den kommer igen, hver gang Bruxelles forsøger at lukke en ambitiøs handelsaftale.