Warsaw og Berlin åbner militær korridor

Polens forsvarsminister, Władysław Kosiniak-Kamysz, og Tysklands Boris Pistorius underskrev 17. juni en bilateral aftale om forsvarssamarbejde i Warszawa. Aftalen erstatter en ramme fra 2011 og handler først og fremmest om at kunne flytte soldater, brændstof og materiel mod NATO’s østlige flanke (Bundesregierung, AP). Den giver ingen ny gensidig forsvarsgaranti. Den fastlægger, hvad der skal ske, når den politiske beslutning om at handle allerede er truffet: fælles øvelser, logistiske korridorer, cybersamarbejde, operationer i Østersøen og militær mobilitet (Notes from Poland, Tagesschau).

Underskrivelsen faldt på 35-årsdagen for den polsk-tyske traktat om godt naboskab fra 1991 (Deutschlandfunk). Indholdet er derimod nøgternt operationelt. Tyske medier fremhævede den planlagte novemberøvelse Grand Eagle, hvor omkring 1.200 soldater skal bevæge sig fra Tyskland gennem Polen til Litauen, samt arbejde med NATO’s rørledningssystemer og en landkorridor mellem Nederlandene, Tyskland og Polen (Handelsblatt). Polen bliver den fysiske bro. Tyskland leverer volumen, logistisk kapacitet og maritim rækkevidde i Østersøen.

Det mellemgear, NATO mangler

Aftalen ligger under de hårde sikkerhedsankre i NATO’s artikel 5, hvor hvert medlemsland bistår et land under væbnet angreb, og EU-traktatens artikel 42, stk. 7, hvor medlemslande skylder hjælp og bistand, hvis et andet medlemsland angribes. Både Berlin og Warszawa beskriver aftalen som indlejret i disse rammer, ikke som en erstatning for dem (Bundesregierung, DW). Det polske statslige nyhedsbureau PAP bekræftede, at aftalen hverken indeholder sikkerhedsgarantier på linje med Polens nyere aftaler med Frankrig og Storbritannien eller bestemmelser om permanent tysk troppe tilstedeværelse (PAP).

Forsvaret af NATO’s østlige flanke afhænger af udførelse i realtid: tilladelser til at krydse grænser, rørledninger til brændstof, der faktisk hænger sammen, og jernbaner, der kan bære militære transporter. Bilaterale aftaler som denne udfylder rummet mellem alliancens løfter og den fysiske geografi. Litauiske kilder beskrev aftalen som en mulig accelerator for flytning af styrker mod Baltikum (LRT).

Underskrevet under traktatniveau, og Warszawa ved hvorfor

Måden, aftalen blev underskrevet på, er næsten lige så vigtig som indholdet. Warszawa valgte en regeringsaftale godkendt af kabinettet, ikke en traktat, der kræver parlamentarisk samtykke og præsidentens ratifikation efter artikel 89 i Polens forfatning, som regulerer traktater om alliancer og militære ordninger (Euronews, Polsat News). I Tyskland vil konkrete væbnede udsendelser stadig kræve særskilt godkendelse i Forbundsdagen (Bundesregierung).

Den lavere rang udløste en skarp reaktion fra Polens Nationale Sikkerhedsbureau, BBN, som rådgiver præsidenten om sikkerhed. BBN-chefen Bartosz Grodecki kaldte aftalen "temmelig asymmetrisk" og sagde, at hans kontor først modtog teksten eftermiddagen før underskrivelsen (RMF24). Hans bekymring drejede sig især om aftalens artikel 7, som ifølge ham handler om fælles operationer og kan gribe ind i præsidentens forfatningsmæssige rolle som øverstkommanderende (Do Rzeczy). Den fulde tekst er ikke offentliggjort, så påstanden om asymmetri kan ikke kontrolleres. Det sandsynlige friktionspunkt er praktisk: Polens forpligtelser til transit, infrastruktur og støtte kan være tungere, fordi landets geografi gør det til korridoren.

To partnere, to funktioner

Kontrasten til Frankrig er sigende. Franske kilder beskriver den tyske aftale som snævrere end den polsk-franske traktat, der blev underskrevet i Nancy, og som indeholdt en gensidig bistandsklausul samt en usædvanlig samtale om Frankrigs nukleare afskrækkelse (Forum Militaire). Warszawa ser ud til at bruge hver partner til noget forskelligt: Frankrig til strategisk signalgivning og sprog om en atomar paraply, Tyskland til det operationelle rørsystem, der kan flytte styrker mod øst.

En dybere traktat med Tyskland ville risikere en ratifikationskamp, højrefløjsmodstand og historisk mistillid, som logistisk samarbejde alene ikke opløser. Polen bærer under alle omstændigheder den tungeste praktiske byrde ved NATO’s drejning mod øst. Landets territorium er korridoren, uanset om Warszawa bryder sig om vilkårene eller ej.