Washington skærer NATOs kampflyløfter med en tredjedel

Et fortroligt amerikansk dokument, som den tyske avis Die Welt har fået adgang til, viser præcist, hvilke styrker USA ikke længere lover at sende til NATO i en krise. Der er ikke tale om at trække soldater hjem fra europæiske baser. Ændringen rammer de forstærkninger, som NATO’s planlæggere hidtil har kunnet regne med, hvis en konflikt bryder ud.

Hvad den lækkede liste viser

Nedskæringerne rammer NATO Force Model, den beredskabsmodel, som alliancen vedtog efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022. Modellen fastlægger, hvilke styrker hvert medlemsland lover at kunne stille inden for bestemte frister: nogle inden for 10 dage, andre inden for 30 dage og en tredje gruppe inden for seks måneder. Washington indsendte sine reviderede tilsagn 31. maj.

Omfanget er bredt. Tilsagnene om kampfly falder med omtrent en tredjedel: F-16-fly fra 99 til 63 og F-15E-fly fra 54 til 36. Alle KC-46-tankfly, som gør det muligt for kampfly at nå mål langt væk uden at lande for at tanke, forsvinder helt. Langtrækkende rekognosceringsdroner fjernes fra NATO’s planlægning. Bevæbnede MQ-9 Reaper-droner, som alliancen bruger til overvågning og angreb, halveres (Focus.de). Til søs trækkes den ene af to hangarskibsgrupper ud. Ubåde med krydsermissiler fjernes. Antallet af maritime patruljefly falder fra 26 til 15. Den ene af to strategiske bombeflyformationer udgår.

Europa har flyene, men ikke tilsagnene

NATO-kilder har sagt, at de ikke forventer huller i forsvaret. Den vurdering hviler på europæiske styrker, som findes i de nationale arsenaler, men som ikke formelt er bundet til NATO’s kriseplaner. Europa råder samlet over flere kampfly end Rusland. Men der er forskel på at eje fly og på at forpligte dem til alliancens operationer efter en fast beredskabsplan.

Et reelt tilsagn kræver finansierede beredskabscyklusser, uddannede besætninger, løbende udsendelser og en politisk beslutning om at afgive styrker, som en regering måske helst vil beholde under national kontrol.

Det franske forsvarsanalysemedie Meta-Defense vurderer, at Europa alene skal forpligte 350 til 400 multirole-kampfly til NATO-planlægningen for at erstatte den amerikanske konventionelle slagkraft, der nu trækkes ud (Meta-Defense). Ingen europæisk regering har annonceret tilsagn i den størrelsesorden. Udgifterne til at holde sådanne rotationer kørende (vedligehold, træning og logistik) vil især ramme landene med de største flystyrker: Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien. USA’s nedskæringer er bekræftede, specificerede og planlagte. Europas erstatning er frivillig, ikke opgjort og afhænger af 31 nationale parlamenter.

Atomar beroligelse lukker ikke et konventionelt hul

Når de konventionelle tilsagn bliver mindre, tilbyder både Washington og Paris mere atomar sikkerhedspolitisk beroligelse. Atomvåben løser bare et andet problem. USA forhandler om udvidet nuclear sharing, NATO-ordningen hvor amerikanske B61-atombomber opbevares på allieret jord og kan leveres af allierede fly, med Polen og de baltiske lande (Rzeczpospolita, LRT). Litauen er begyndt at drøfte en forfatningsændring, der skal gøre det muligt at have atomvåben på landets territorium. Polen har formelt foreslået at huse en permanent amerikansk base (Polsat News).

Frankrig arbejder ad et parallelt spor. Landets "dissuasion avancée", hvor Paris udvider sin atomare paraply til partnerlande, men bevarer den fulde beslutningsret over affyring, omfatter nu ni partnere, efter at Norge tilsluttede sig i maj (Euronews). Polen forsøger at gå begge veje på samme tid, selv om de amerikanske og franske systemer har uforenelige kommandostrukturer: Washington kontrollerer B61-bomberne, Paris kontrollerer sine egne sprænghoveder, og der findes ingen mekanisme, som koordinerer de to.

Atomar afskrækkelse beskytter mod eksistentielle trusler. Den erstatter ikke de kampflyeskadriller, tankfly og patruljefly, som NATO har brug for i konventionelle operationer under atomtærsklen. Det er netop i den gråzone, de fleste militære kriser udspiller sig.

Fem uger til Ankara

NATO-topmødet i Ankara 7.-8. juli er den politiske frist. Hvis de europæiske allierede møder op uden konkrete styrketilsagn, der kan lukke hullerne i den lækkede liste, bliver kapacitetsmanglen den nye normaltilstand. Washingtons nedskæringer er indleveret. Europas svar er stadig en stak hensigtserklæringer, som hver især venter på et parlament, en budgetlinje og en politisk beslutning, ingen endnu har truffet.