USA sætter Estland-rotationer på pause

Øvelsesterrænet ved Tapa i det nordøstlige Estland er mere stille end for en måned siden. De fleste amerikanske soldater, der var udstationeret dér, er rejst. Washington har sat nye europæiske deployeringer på pause, mens Pentagon gennemgår, hvor amerikanske styrker skal være placeret, og hvor hurtigt de kan flyttes (ERR).

Tallinn kan ikke sige, hvilke soldater og hvilket materiel der skal erstatte dem, eller hvornår det sker. Det er i netop det mellemrum, fra én rotation slutter, til den næste begynder, at spørgsmålet om afskrækkelse opstår.

Sådan fungerer en normal rotation

En normal militær rotation ligner et vagtskifte: Én enhed tager hjem, en anden ankommer, tidsplanen er kendt flere uger i forvejen, og hullet i kapacitet er minimalt. I Estland er tidsplanen blevet uklar. Forsvarsminister Hanno Pevkur fastholder, at amerikanske styrker "ikke vil forlade landet helt", men han beskriver selv det åbne spørgsmål som, hvor stor en styrke der bliver tilbage, og hvilke kapaciteter den har. En regering kan med rette sige, at NATO-garantien består, samtidig med at soldaterne og udstyret bag garantien bliver mindre forudsigelige.

Estland står ikke alene. I maj aflyste Pentagon en planlagt rotation af en pansret brigade på omkring 4.000 soldater til Polen, hvilket ifølge Politico kom bag på selv amerikanske embedsmænd (Politico). Forsvarsminister Pete Hegseth har sat en seks måneder lang gennemgang af USA's baser i Europa i gang og begrundet den med, at de europæiske allierede skal tage "det primære ansvar" for deres eget forsvar (NATO). Ifølge Focus ønskede Hegseth større nedskæringer i den amerikanske tilstedeværelse før et NATO-ministermøde, men blev bremset (Focus). Der er endnu ikke offentliggjort nogen endelig ordre.

Et hovedkvarter er ikke en garnison

NATOs svar har foreløbig været organisatorisk. Den 1. juli overtog det 1. tysk-nederlandske korps den taktiske kommando over landstyrkerne i Estland og Letland. Det betyder, at et europæisk hovedkvarter nu planlægger og leder den daglige militære aktivitet, som tidligere lå under amerikanskledede strukturer (ERR, Bloomberg). Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, sagde, at NATO kan stole på de europæiske allierede (DW). Den amerikanske general Christopher Donahue forsikrede ved en baltisk ceremoni, at Washington "vil være der side om side" med sine allierede (Arab News/Reuters).

Kommandoskiftet betyder noget, fordi hovedkvarterer former de første døgn i en krise. Men et hovedkvarter skaber ikke i sig selv soldater, kampfly, luftforsvar eller ammunition. Det organiserer styrker, som de allierede faktisk skal stille til rådighed. NATOs øverstkommanderende har erkendt, at Europa har lukket de fleste huller efter amerikanske nedskæringer, men også at nogle fortsat står åbne (AP/Seattle Times). Langtrækkende angrebskapacitet og overvågning er sværest at erstatte.

Polen viser mønsteret tydeligst. Warszawa forhandler om en mulig første permanent amerikansk base, hvor Poznań og Wrocław nævnes som mulige placeringer, samtidig med at Polen presser Washington for at genoptage den standsede pansrede rotation (radar.rp.pl). Logikken er enkel: Hvis rotationer er upålidelige, bliver fast tilstedeværelse mere attraktiv. Men en permanent base kræver et ja fra Washington, og Washington er midt i sin gennemgang.

Hvem skylder svaret

I Kongressen møder kursen modstand. Formanden for Repræsentanternes Hus' forsvarsudvalg, Mike Rogers, har sagt, at lovgiverne ikke blev ordentligt hørt om den tidligere tilbagetrækning af en amerikansk brigade fra Rumænien. Medlemmer af Kongressen arbejder nu på at kræve risikovurderinger, før antallet af amerikanske soldater i Europa falder til under 76.000 (The Hill).

NATOs artikel 5, traktatens løfte om, at et angreb på én allieret er et angreb på alle, er ikke ændret. Men afskrækkelse er ikke en traktatbestemmelse. Den er en beregning hos en mulig modstander: Hvilke styrker, hvilken hastighed og hvilken politisk vilje vil man møde i de første timer af en krise? Når de enheder, der gør beregningen konkret, rejser hjem uden en offentlig dato for afløseren, vokser usikkerheden.

Hullet beviser ikke, at USA trækker sig ud af Europa. Det viser, at afskrækkelsen i Baltikum nu afhænger af en Pentagon-gennemgang, som endnu ikke er offentlig, og som de allierede derfor ikke kan planlægge efter. Hovedstæderne på NATOs østflanke tilpasser sig et fravær, de ikke kan måle. Gennemgangen vil give et svar. Spørgsmålet er, om den allierede beredskabsevne kan vente så længe.