Washington håndplukker NATO’s nye kerne

Washington har inviteret fem europæiske allierede til Bergen for på forhånd at afklare, hvem der skal bære Europas konventionelle forsvarsbyrde. Mødet kan ikke ændre NATO's regler: Ved det formelle bord kan hvert medlemsland blokere en beslutning (NATO). Men hvis en udvalgt kreds først bliver enig om pakken, får resten af alliancen et smallere valg: Accepter en næsten færdig plan, eller fremstå som dem, der spænder ben for afskrækkelsen.

Forhandlingsrummet før forhandlingen

USA samlede Finland, Sverige, Tyskland, Polen og Nederlandene under overskriften "NATO 3.0": Europæerne skal løfte mere af det konventionelle forsvar, mens Washington flytter opmærksomhed og kapacitet andre steder hen (ISDP, upday). Der blev ikke offentligt meldt noget ud om ændringer i kommandostrukturen, nye beredskabsmål eller finansiering.

Formatets styrke ligger i det, der sker før den formelle beslutning. Når udvalgte regeringer på forhånd afstemmer positioner, finder fælles formuleringer og sammenligner bidrag, skaber de et politisk pres, som gør modstand dyrere. NATO træffer beslutninger ved konsensus, hvilket i praksis giver hvert enkelt medlemsland veto. En færdigforhandlet pakke gør vetoretten til en politisk belastning. Landene uden for lokalet mister indflydelse, før den officielle forhandling er begyndt.

Udvælgelsen sender også et signal. Finland har NATO's længste landegrænse mod Rusland. Tyskland forankrer midten af Europa. Polen er den logistiske rygrad mod øst. Tilsammen tegner de konturerne af et Europa, der bærer mere af NATO's landforsvar. Det, der endnu mangler, er systemet bag: fælles kommandobeføjelser, fyldte lagre, aftalt finansiering og enheder, der er trænet til at rykke samlet.

Det, der faktisk bygges

Tyskland er den tydeligste test af, om politiske løfter bliver til reel militær kapacitet. Brigade 45 i Litauen, Berlins første permanent udstationerede tunge kampbrigade i udlandet, ventes at nå omkring 5.000 soldater ved udgangen af 2027, selv om kasernerne stadig er under opførelse (Euronews, n-tv).

Siden 1. juli har et tysk-nederlandsk militært hovedkvarter fra Münster haft operativ kontrol over NATO-styrkerne i Estland og Letland. Ifølge medier drejer det sig om omkring 50.000 soldater (Zeit, Deutschlandfunk). I praksis betyder det, at en europæisk kommando nu beslutter, hvordan allierede tropper i de to lande træner, deployerer og reagerer.

Polen huser omkring 10.000 amerikanske soldater på rotationsbasis og har et fremskudt amerikansk kommandoelement i Poznań (LRT, Forsal). Forhandlingerne om en permanent amerikansk base fortsætter. Navngivne enheder, konkrete placeringer og byggetidsplaner består den prøve, som politiske slogans ofte dumper.

Europa mangler stadig det, planen forudsætter

At bære en større del af byrden inden for NATO er ikke det samme som at kunne handle selvstændigt. Ifri peger på, at reel europæisk vægt kræver myndighed i kommandokæderne, ikke blot europæiske flag på NATO-hovedkvarterer (Ifri). Fondation Robert Schuman advarer om, at Europa kan hæve forsvarsbudgetterne uden at få egentlig suverænitet, hvis afhængigheden af amerikansk kommando, satellitter og strategisk transport består (Fondation Robert Schuman).

Mandskabs- og materielhullet er lige så konkret. Tysklands aktive styrke skal vokse fra omkring 185.000 til mindst 260.000 soldater, mens reserven skal udvides fra cirka 66.000 til 200.000. Forsvarsminister Boris Pistorius har advaret om mangel på specialister alene til brigaden i Litauen (Tagesschau). Finske og svenske eksperter peger samtidig på, at visse amerikanske kapaciteter, blandt andet missilforsvar og satellitnetværk, ikke hurtigt kan erstattes af europæerne (Svenska Yle).

I polsk dækning fylder en anden politisk risiko: at Washingtons udvælgelse af partnere deler NATO i første- og andenrangspolitik (WP). Warszawa nyder godt af udvælgelsen gennem sine høje forsvarsudgifter og sin rolle som frontlinjestat. De allierede, der ikke blev inviteret med, betaler prisen i form af mindre indflydelse.

Topmødet i Ankara senere i år bliver testen på, om forhandlingsrummet i Bergen har skabt en pakke, som hele alliancen kan godkende, eller om de udelukkede allierede opdager, at de vigtigste valg allerede blev truffet, før de kom ind i lokalet.