Det Hvide Hus bremser Hegseths troppekurs

Pete Hegseth havde en plan klar. USA’s forsvarsminister ville orientere NATO-landene i Bruxelles om konkrete reduktioner af amerikanske styrker i Europa. Så greb Det Hvide Hus ind. Der blev ikke underskrevet nogen ordre, og der kom ingen formel melding.

Men ifølge Wall Street Journal lå pakken klar. Den seks måneder lange Pentagon-gennemgang af, hvor USA har styrker og militært udstyr placeret i Europa, er offentligt bekræftet. Processen er enkel nok: Pentagon udarbejder mulighederne, Det Hvide Hus fastlægger den politiske linje, Kongressen kan binde penge eller kræve garantier, og de europæiske allierede bliver hørt, men har ingen vetoret. En bremset annoncering er ikke det samme som vedtaget politik. Men i Europa står regeringerne nu med det samme spørgsmål: Hvad sker der, hvis USA begynder at trække kapaciteter ud, som europæerne ikke hurtigt kan erstatte?

Maskineriet, ikke mandtallet

USA’s militære tilstedeværelse i Europa handler ikke først og fremmest om antallet af soldater. Den består af et lagdelt system af kommandocentre, lufttankning, transportfly, ammunition, overvågning og forhåndslagret udstyr. Uden tankfly og transportfly kommer lovede styrker måske aldrig frem. Uden ammunitionslogistik kan de styrker, der faktisk ankommer, ikke kæmpe i større skala. En regering kan derfor godt sige, at alliancen består, samtidig med at det maskineri, der gør hurtig forstærkning mulig, bliver tyndere.

Tyskland viser, hvorfor det betyder noget. Ramstein er NATO’s knudepunkt for lufttransport af ammunition. Wiesbaden huser den kommando, der samler USA’s landstyrker i Europa og Afrika. Grafenwöhr rummer øvelsesterræner og lagre til tungt panser. Tyskland er samtidig hovedvejen mod øst. I en krise bliver havne, broer, jernbaner og lufthavne militære aktiver.

Handelsblatt har peget på et scenarie med omkring 5.000 soldater på én base, men der findes ingen offentlig amerikansk ordre, som bekræfter den reduktion. Det, Tagesschau har rapporteret, er bredere: Gennemgangen omfatter tankfly, kampfly og krigsskibe, ikke kun personel. Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, pressede ifølge The Guardian Hegseth for en tidsplan. Ikke fordi Berlin kan blokere en amerikansk beslutning, men fordi allierede har brug for varsel, hvis deres egne styrkeplaner skal justeres.

Polen forsøger at låse døren

Warszawa læser usikkerheden anderledes. Polens strategi er at gøre en amerikansk tilbagetrækning strukturelt vanskeligere. Forsvarsministeriet siger, at det forhandler om en permanent base og dermed vil videre fra den nuværende model med roterende styrker (PAP). Warszawa ønsker infrastruktur, juridiske aftaler og investeringer, som hæver den politiske pris for at forlade landet, før Pentagon-gennemgangen bliver til beslutninger. V Corps’ hovedkvarter i Poznań hjælper med at planlægge landoperationer på NATO’s østflanke, men et hovedkvarter uden roterende kampbrigader kan koordinere på papiret uden at have kampklare styrker på jorden.

Friktionen er allerede synlig. Polsat har rapporteret om republikansk pres i Washington efter en standset rotation af en panserbrigade, mens en præsidentrådgivers udmelding om “grønt lys” til permanent tilstedeværelse hurtigt blev trukket ned på jorden af chefen for Polens nationale sikkerhedsbureau (Rzeczpospolita).

Hvem kan sige nej

Italien rejser et spørgsmål, som NATO’s østflanke sjældnere stiller: Hvem godkender, hvad der forlader baserne? Forsvarsminister Guido Crosetto sagde i parlamentet, at Rom har nægtet tilladelse, når amerikanske anmodninger gik ud over den aftalte ramme (Open). Hvis amerikanske baser i Italien i stigende grad bruges til operationer uden for Europa, får Roms ret til at sige nej større betydning. Polen vil binde USA tættere fast. Italien insisterer på retten til at holde igen.

Frankrig sætter den mest præcise betegnelse på afhængigheden. Fondation Robert Schuman har oplistet kommandosystemer, rumkapaciteter, kommunikation og strategisk transport som områder, hvor Europa stadig i høj grad læner sig op ad Washington. Parlamentet har stemt for at øge forsvarsudgifterne frem mod 2030, men Ifri’s analyse vurderer, at det opdaterede program især gør de eksisterende planer mere troværdige. Det erstatter ikke de kapaciteter, USA leverer. Afstanden mellem at diagnosticere afhængigheden og faktisk lukke hullet er stadig stor.

De vigtigste ubekendte handler derfor ikke om soldatertal. De handler om, hvorvidt Pentagon-gennemgangen rammer de systemer, der gør artikel 5, NATO’s gensidige forsvarsforpligtelse, brugbar i en krise: kommando, lufttransport, ammunitionslogistik, efterretninger og lufttankning. Ingen allieret har fået en offentlig tidsplan. Ingen kategorier for mulige reduktioner er bekræftet. Offentligheden kan se uroen, men ikke alliancens reelle mangelliste.

Flere europæiske forsvarsministerier planlægger nu ud fra en mulighed, de endnu ikke kan måle.