Fenech for retten i drabssag

Næsten ni år efter at en bilbombe dræbte den undersøgende journalist Daphne Caruana Galizia, sidder den mand, der ifølge anklagemyndigheden bestilte drabet, nu foran en jury. Yorgen Fenech, en af Maltas rigeste erhvervsfolk, er tiltalt for at have betalt lejemordere omkring 150.000 euro for at gennemføre drabet (The Guardian, BBC). Han nægter sig skyldig. Retssagen er det tætteste sagen hidtil er kommet på de personer, som anklagerne mener stod over de dømte gerningsmænd. Men en straffesag kan kun nå et stykke af vejen.

Hvad juryen kan afgøre, og hvad den ikke kan

Anklagemyndighedens indledning tegnede en enkel kæde. En mellemmand, Melvin Theuma, skal ifølge anklagerne have formidlet drabsaftalen. De tre gerningsmænd og de personer, der leverede bomben, er allerede dømt. Spørgsmålet er nu, om anklagerne kan bevise, at Fenech bestilte drabet (The Guardian).

En dom, uanset udfaldet, kan ikke besvare det bredere spørgsmål, der har holdt sagen levende i Europa: om Maltas egne institutioner var med til at skabe betingelserne for drabet. En offentlig undersøgelseskommission konkluderede i 2021, at den maltesiske stat måtte "bære ansvar" for at have fremmet et klima af straffrihed (Public Inquiry report, Euronews). Kommissionen pegede på politi, der ikke reagerede på trusler mod Caruana Galizia, tilsynsmyndigheder, der så væk fra den korruption, hun undersøgte, og politiske ledere, som havde fordel af tavsheden. Retssagen handler om én mands strafferetlige skyld. Undersøgelsen handlede om svigt hos politi, tilsyn og politisk magt. Det ene kan ikke erstatte det andet.

De EU-love, sagen var med til at fremtvinge

Drabet gjorde noget sjældent: Det tvang europæiske institutioner til at handle om pressefrihed og ikke kun tale om den. Europa-Parlamentet, EU's direkte valgte lovgiver, krævede, at Malta gennemførte anbefalingerne fra undersøgelseskommissionen. Parlamentet behandlede også drabet som en prøve på, om EU kunne holde et medlemsland fast på fælles retsstatsstandarder (European Parliament resolution).

To EU-love fulgte efter, delvist formet af det politiske pres, som sagen skabte. Anti-SLAPP-direktivet retter sig mod misbrug af retssager, der skal presse journalister til tavshed, men det dækker kun grænseoverskridende sager. Nationale chikaneprocesser falder i vidt omfang udenfor (EUR-Lex). Den begrænsning er ikke teknisk småskrift. Ifølge Telex havde Caruana Galizia 43 retssager hængende over sig i løbet af sin karriere, de fleste anlagt ved maltesiske domstole. Den europæiske mediefrihedsforordning indfører desuden værn om redaktionel uafhængighed og større gennemsigtighed om medieejerskab (EUR-Lex).

Lovene findes nu. Om de ændrer adfærd dér, hvor lokal magt ikke har nogen interesse i at ændre sig, er et andet spørgsmål. Uafhængig overvågning fra Centre for Media Pluralism and Media Freedom viser, at Malta stadig ikke fuldt ud har gennemført anbefalingerne fra den offentlige undersøgelse (CMPF). EU-Kommissionen, der håndhæver EU-retten over for medlemslandene, kan åbne sager mod lande, som ikke gennemfører direktiver i national lov. Men ingen juridisk mekanisme virker af sig selv, når den nationale politik trækker den modsatte vej.

Retssagen har fået opmærksomhed i hele Europa, og mønstret siger en del. Slovakiske medier læser sagen gennem drabet på journalisten Ján Kuciak i 2018 og den omstridte sag mod erhvervsmanden Marian Kočner, hvor domstolene stod med en lignende vanskelighed: at bevise den påståede bagmands rolle (Aktuality.sk). I Ungarn omtalte det regeringsvenlige Origo historien som udenlandsk kriminalstof, renset for retsstatskontekst (Origo). En retssag om mordet på en journalist kan dækkes redeligt eller gøres til en notits om grov kriminalitet. Det redaktionelle valg viser, hvordan et lands presse håndterer europæiske fortilfælde, der kommer for tæt på.

Den åbne sag

Caruana Galizias søster, Corinne Vella, beskrev retssagens begyndelse som "en lettelse" (Lovin Malta). Lettelse, ikke afklaring. Juryen skal afsige dom over Fenech. Den kommer ikke til at forklare, hvilke embedsmænd og mellemmænd der muliggjorde det klima, som undersøgelseskommissionen beskrev. Den tvinger ikke Malta til at færdiggøre de reformer, som overvågere fortsat vurderer som ufuldstændige. Og den viser ikke, om EU's medielove kan skabe forandring, når lokal magt ikke ønsker den. Retssalen er åbnet. Det sværere opgør ligger udenfor.